lørdag den 4. januar 2014

Såning af staudefrø.

Weekend i orangeriets tegn.
I dag er jeg gået igang med at så staudefrø. Der var 10 grader i orangeriet og nu er rootrainers og såpotter taget i brug og stillet på mine varmemåtter.


Jeg har fyldt såhullerne op med ca. 3/4 dele blomstermuld og den øverste fjerdedel med så- og priklejord. Efter at frøene er sået, har jeg strået vermiculite over dem.

I rootrainers har jeg sået pyrenæisk storkenæb, gul staudedigitalis, tre forskellige hostaer, purpur solhatte. I såpotterne: lupin, akeleje frøstjerne, hvid, gul-, blå- og hvid Jakobsstige, showaurikler og rød kvan samt lime green jewel solhat.

Ved at den sidste fjerdedel af jorden er så- og priklejord, kan spirerne udvikle sig uden for meget næring og når de har dannet rodnet, vokser rødderne ned i blomstermulden og får fat. På den måde får de en forsigtig start uden at rødderne brænder af og jeg slipper for at prikle om mere end én gang!
Varmemåtterne varmer jorden op, så frøene forhåbentlig spirer rimelig hurtigt. Jeg har opbevaret frøene i kaffefiltre i kasser i orangeriet, hvor temperaturen ikke har været over 10 grader den sidste måneds tid. Dette har jeg gjort i stedet for at sætte dem i køleskabet.


6 kommentarer:

Susanne sagde ...

Hvor ser det godt og organiseret ud med alle de så-potter og varmemåtter. Og du får jo en masse ud af det, så det er hele ventetiden værd. Jeg "snyder" også indimellem og blander jorden, som du gør - det gør jo ikke noget, at vi er lidt praktiske.

Du ønskes et godt nytår :-)

Høneballehaven sagde ...

Tak for såvejledning, jeg må prøve at huske det. Spændende om det hele lykkes, men det plejer det hos dig, så det gør det nok også i år. Gul staudedigitalis, det lyder spændende, du finder altid nogen nye spændende frø.

Tim Skovrup sagde ...

Du har dæl'me været flittig :)

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Ja! du har jo alle forudsætninger for at dine såninger vil lykkedes.
Er spændt på om den solhat jeg sendte dig vil spire.
Smart med to slag jord........det vil jeg da prøve.For det er godt nok noget af et arbejde at prikle alle de små planter ud.Godaften knus Jette

Vivi sagde ...

Smart med den fordeling af jorden :-)
Hvor er du heldig med så gode forhold til såning af planter :-)

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Tusind tak for jeres kommentarer. Dem blev jeg rigtig glad for. Jeg håber I bliver inspireret af mine såmetoder og får lyst til at prøve det. I dag har jeg også sået frø.
Hej Jette: Ja, du kan tro, der kan blive mange solhatte fra dig, hvis de spirer, jeg tror nok, jeg kan få mellem 10 og 20 planter, hvis det lykkes, så jeg er meget tilfreds!