Jeg kunne godt tænke mig at vise, hvordan jeg gør!
Jeg vælger at klippe topskud af, som er det bedste sted på planten, når man skal tage stiklinger. Her er det min duftpelargonie Torento, jeg er ved at klippe i. Den dufter af coca cola.
¨
Her er det igen et topskud på en anden duftpelargonie uden navn. Jeg sørger for, at der er ca. 3-5 cm stængel på stiklingen, som jeg kan stikke direkte ned i jorden.
Her ligger stiklingerne på rad og række klar til at blive plantet. Som man kan se, er der stængler lange nok. Hvis der er blade eller måske et lille sideskud på det nederste stykke af stænglen, river jeg det af.
Stiklingerne planter jeg i almindelig blomstermuld i en lille potte - helst 7 cm, men da jeg nåede op på 81 stiklinger i alt, måtte jeg bruge hvad jeg havde. Så nogle stiklinger er plantet i større potter. Jeg håber, det går uden at de rådner, fordi de står i for meget våd jord.
Pelargoniestiklinger skal gerne plantes i små potter fordi rødderne søger ud mod kanten og er potten for stor, så "drukner" de simpelthen.
Alle "moderplanterne" står nu i vindueskarmene i orangeriet og har fået nyt jord. Fra nu af og resten af sæsonen gøder jeg vandet, ca. hver 3.gang jeg vander. I og med at disse pelargonier nu er klippet i, skulle de gerne blive til mere kompakte planter, fordi der kommer mange nye sideskud.
Jeg blev færdig med at gøre orangeriet rent i dag.
Jeg har opholdt mig ret meget ude i orangeriet her i marts og nyder eftermiddagskaffen på slagbænken ved temperaturer, der når op på 25 grader om eftermiddagen. Det er godt nok skønt, når jeg kommer hjem efter en kold cykeltur. Men ikke nok med det, jeg slapper virkelig meget af, når jeg sidder dér med kaffekoppen og får den travle arbejdsdag lidt på afstand. Det er rigtig fredeligt at sidde og kigge på det hele og kigge ud i haven. Det er nærmest et grønt opholdsrum, hvor jeg dag for dag kan se frølinger spire og pelargonier sætte nye skud. Det er ren meditation!
12 kommentarer:
Hej Birgitte
Tak for din fine brugsanvisning, det var lige den jeg står og mangler.
Jvordan så med de gamle plnter fra sidste år skal de så plantes over i nogle større potter ? og i nyt jord ?
Kh Linda
Hej Birgitte, ja der ser man hvor skønt det er at have et orangeri. Jeg venter lidt med at lave skud, mine skal stå på et bord foran terrassedøren i stuen. Dvs der bliver ret varmt. Men dejligt at se alle dine skud, jeg glæder mig til at komme igang.
Hilsen,
Lis, Ølsted
Fin med en "brugsanvisning".
Det er ikke bare planterne, der trives i orangeriet:-)
Med venlig hilsen
Lene Jensen Nordjylland
Tak for manualen ;o). Det er altså vildt imponerende hvor mange pelargonier du har, sikke et stort arbejde bare at vande og passe dem ;o).
De bedste lykkepiller er helt klart en tur i have, drivhus eller orangeri.
Jeg blander min jord til pelargonie-stiklinger.
1/3 del sand 2/3 muldjord. Det er min erfaring at de bedst kan lide, en lidt mager jordtype så de kan tørre ud imellem vandingerne.
Det ser faktisk let og overskueligt ud og virker som en "win-win" model, når også moderplanten bliver kraftigere af beskæringen. Et stort arbejde når du har så mange planter - men hvad betyder det, når du hygger dig med det og kan nyde de dejlige omgivelser og temperaturer i jeres skønne orangeri. Tænk at der allerede kan blive så lunt der, blot solen skinner :)
Tak for undervisningen, det var godt at vide, hvis det en gang skal lykkes mig at overvintre dem, lig nu er der ikke noget, der tyder på det. Og dog jeg har en enkelt som har overlevet.
Dejligt at høre at du kan slappe af og nyde det i orangeriet, kender godt det med meditation, hos mig foregår det i haven eller på mine gåture.
jeg takker for de kloge ord... de er hermed noteret :)
Hej Birgitte.Tak for information omkring pelargonie stiklinger.
Har faktisk nogle stykker der har overvintret i bryggerset der trænger til at blive klippet og lavet nye stiklinger af.Dejligt at du har dit skønne orangeri hvor du kan sidde i varmen og formere alle dine planter.
Rigtig god dag knus Jette
Altså hvor jeg elsker din blog! Der er ikke ét indlæg der ikke er relevant for mig - selvom jeg nybegynder, kun har en mini krukke-have og bare læser et hav af haveblogs. Du er skønno! Tak for kigget og hvor må det være skønt at sidde i sit eget orangeri med kaffe og pelargonier...*drømmedrømme*
Hej allesammen. Tusind tak for jeres kommentarer. Ja I kan tro, at jeg er glad for alle de stiklinger, jeg har fået lavet. Det bliver sjovt at få dem med i pelargonieklubben. Jeg har plantet de gamle planter om i nyt jord men i de samme potter. Det er kun dem, jeg havde plantet i 7 cm's potte, der har fået en større - op til 13 cm.
Hej Nifty. Herligt at du hygger dig med min blog. Jeg er så glad for at I allesammen følger med. Det er meget berigende!
Hej Birgitte
Jeg glæder mig til at se flere af
dine pelargonier, da jeg selv har en del. Når mine er lidt længere fremme
vil jeg lægge nogle flere ud.
Jette
Florafantastica
Send en kommentar