søndag den 3. marts 2013

Krydderurter, chokoladeblomstknolde og solcelleanlæg

Endnu en fantastisk soldag.
Jeg vil gerne have et krydderurte-krukkebed, der skal stå ude om sommeren. I dag har jeg fået pottet en rosmarin, en oregano og en timian. Derudover har jeg sået citronmelisse og så vil jeg gerne have fat i basilikum og forskellige mynter.


Jeg har gemt disse potter, som min mormor har givet mig. Jeg synes, det er lidt sjovt med meget gamle og lidt anderledes potter.

De sidste par år har jeg erfaret, at man godt kan overvintre chokoladeblomstknolde og jeg plejer at plante dem i ny jord i slutningen af februar. Men det jeg har erfaret, er, at de er ret længe om at komme igang og blive til en plante. Jeg plejer først at have blomst i slutningen af juli. Derfor har jeg forsøgt noget nyt i år. I fredags lagde jeg knoldene i en lille plastikbøtte med vand, så de kunne suge væde til sig. Jeg lod dem stå til i dag og da jeg ridsede i dem, var de saftige og spændstige.


Nu er de plantet og jorden er gennemvædet. Jeg vil prøve at lade dem stå i orangeriet til de kan komme ud i maj og så se, hvad der sker!

De sidste 14 dage har indkørslen og noget af haven lignet en byggeplads. Min mand har selv sat solceller op på vores udhus' tag. Vi skal nemlig have solenergi, som skal bruges til strømforsyning. Vi har fået det under den gamle ordning og vi kan sælge vores overskydende strøm til elværket. Anlægget skulle gerne betale sig selv ind i løbet af de næste 5-7 år og derefter skulle vi gerne begynde at tjene på det.


Der er 28 plader i alt. Jeg har hjulpet med at løfte dem op på taget og så har Anders ellers selv sat dem fast. Sidste weekend havde han hjælp af én af vores venner til at klargøre taget med skinner og skruer og da dét først var gjort, gik resten meget hurtigt.


Nu mangler vi kun elektrikeren til at slå det til. Her om vinteren er der sol på taget ca. fra klokken 10 til 16.30 og om sommeren er der sol på taget fra tidlig morgen til ca. kl. 19.00.
Da vi var færdige i dag ved middagstid, gik vi en lang tur i det gode vejr og bagefter drak vi kaffe og spiste pæretærte i orangeriet, hvor temperaturen var kommet op på 25 grader. Nu er vi også trætte.
I de næste eftermiddage og aftener, når jeg kommer hjem fra arbejde, skal jeg potte alle mine pelargonier om og lave stiklinger. Åh - det glæder jeg mig så meget til!

7 kommentarer:

marie sagde ...

Held og lykke med den nye energikilde, som faktisk ikke engang skæmmer huset at dømme efter dit billede.

Høneballehaven sagde ...

Du er heldig at du får knolde i dine chokoladeblomster, det har jeg ikke prøvet endnu. Jeg er spændt på at høre mere om dit nye eksperiment.
Det er da fint med solceller, vi har ikke noget tag der vender mod syd, så vi har ikke solceller.

Vivi sagde ...

Tillykke med solcellerne.

Hvor er du heldig at have orangeriet, hvor du kan sætte både knolde og krydderurter til frosten er helt ovre :-)

Lene sagde ...

Der er godt nok mange, der har fået solceller på det sidste. Vi har også overvejet det, men fik ikke gjort noget ved det i tide.
Vi sad også i drivhuset og spiste både frokost og eftermiddagkaffe idag
Med venlig hilsen
Lene Jensen Nordjylland

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Tusind tak for jeres kommentarer. Dem blev jeg glad for. Det dejlige vejr fortsætter åbenbart lidt endnu og jeg håber jeg kan komme ud i haven i morgen!

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Jeg synes heller ikke at det skæmmer huset,og der er da en rigtig god ting at investere i.
Du er da godt nok også så flittig med alle dine planter og såede ting.Og nu skal du igang med alle dine pelargonie.Men solen skinner,og så får vi ny energi.God aften knus Jette

Birgitte sagde ...

Hej Jette. Tusind tak for din kommentar. Den blev jeg glad for. Ja, vi må nyde solen så meget som muligt inden kulden kommer igen!