mandag den 22. maj 2017

Høneballehaven

En skøn tur til Samsø.
I lørdags stod jeg op kl. 5 - jeg skulle med toget til Samsø, hvor jeg blev hentet af Frøken Anemone og Malcolm. Vi skulle over til Lisbeth og Bent i Høneballehaven.


Jeg havde glædet mig rigtig meget til at se den nye pergola og den er bare flot. Der er en klatrerose ved hver pæl, så det bliver da helt fantastisk, når de vokser op.


Rhododendron'er i blomst allesteder og de er vel nok flotte. Jeg har godt nok ikke selv nogle, men det er fordi, jeg synes, haven er for lille. Jeg kan ikke navnene, så billedet er uden.


De hvide var helt fantastiske.


Jeg faldt fuldstændigt for denne perlebusk - en sådan må jeg bare eje. Den blomstrer her i foråret.


Der var stadig mange tulipaner.
Jeg tror nok, at Høneballehaven er én af de flotteste haver, jeg har besøgt. Der er så meget inspiration at hente med mange spændende planter. Lisbeth er den, der har lært mig rigtig meget efter at jeg er begyndt at blogge. I alle årene har jeg mange gange skrevet plantenavne ned og købt dem efterfølgende.


Gyngesofaen er rigtig fin. Her vokser der også klatreroser sammen med clematis. Jeg lagde mærke til, at der var kommet lidt nye bænke op rundt omkring, som ikke har været der de andre gange, jeg har været på besøg i haven.


Her er én af dem.


Her er en anden ved pavillonen. (Bent går derinde og dækker op til kaffe og lagkage:))


En flot træpæon i blomst.
Generelt var alting mere fremme på Samsø end heroppe hos os, jeg tror, der går et par uger før min have er ligeså meget vokset til som på Samsø.


Selvom roserne endnu ikke er i blomst, kan man godt fornemme det helt store rosenshow, det bliver om en måneds tid.


Der er to store rosenbede, som hun vistnok kalder yen og yan, men der er også roser mange andre steder. 270 styks er der i haven!


Jeg kan rigtig godt lide græsstierne, som efterhånden bliver mindre og mindre, men Bent havde slået græsset i dagens anledning.


Black Hero er en rigtig fin tulipan.


Ulla og Malcolm i pavillonen.


Værterne som sørgede rigtig godt for os.


Vi fik alle tre lidt planter med os hjem, jeg fik to græsser, en storkenæb og en hvid lungeurt (Sissinghurt White). Af Ulla og Malcolm fik jeg hvid judaspenge, en akeleje og hvid digitalis. Jeg havde også lidt med til alle.

Lisbeth foreslog, at vi kørte hen og besøgte hendes veninde Cecil, som dyrke sin have efter permakultur. Det var utroligt spændende at høre om.


Hun ville også gerne fotograferes. Permakultur lød ret simpelt, men var alligevel en hel videnskab og helt nyt for mig. Cecil var rigtig god til at fortælle og vise rundt.


Det er noget med, at planter hjælper hinanden med at give næringsstoffer til jorden og til at leve af. For eksempel træer og buske, der giver kvælstof til jorden, som planter ved siden af kan drage nytte af. Hun kan ikke lide græs og dækker jorden i områder med plastik i et år for at al ukrudt og græs skal forsvinde og så får hun den fineste jord til at plante i. Der bliver kørt halvt omsat hestemøg ud.


Jeg vidste ikke at man kan spise bladene på Sct.Hans urt. Det smager ligesom ærter. Det var utrolig interessant at høre om alle de spiselige planter vi har her i Danmark. Men hun skaffede også planter fra udlandet - blandt andet et jordbærtræ. Sådan et gad jeg godt at have!



Der blev også tid til lidt sightseeing inden vi skulle med færgen hjem igen.


Vejret viste sig fra sin bedste side hele eftermiddagen.
Tak til jer alle 5 for en rigtig dejlig dag!

onsdag den 17. maj 2017

En spændende have i Aalborg.

Livsnyderhaven i Aalborg holder åben have i juni og juli.
Først lørdag og søndag den 03. og 04.juni fra kl. 10-17. og igen den 01. og 02.juli kl. 10-17.


Jeg har været der to gange og den er virkelig spændende. Der er et stort og lækkert orangeri hvor Maria, som ejer haven, dyrker tomater, agurker og Chili. I loftet vokser en vin. Det er meget smukt indrettet og man kan godt få et par gode indretningsidéer med sig hjem:):)




Udover orangeriet er der en sø med meget smuk beplantning rundt omkring og en lille bro. Der er også høns i haven.




Maria er også blogger og er indstillet i konkurrencen som "Årets blogger" i Haveselskabet. 




Maria er rigtig dygtig til at skabe rum i haven og lave stemninger og det er også det, man oplever, når man går rundt i haven. Der er så mange hyggekroge og man bliver ledt rundt blandt mange rigtig spændende planter, træer og buske. Flere steder får man lyst til at stoppe op og suge til sig med indtryk. Jeg er selv inspireret af at gå rundt i haven og har blandt andet fået en idé til noget med lys i haven.




Bedene er helt plantet til, men alligevel er der plads til lidt hyggelige indslag - blandt andet har Maria en svaghed for vandkander.

I kan læse meget mere på hendes blog HER.

søndag den 14. maj 2017

Pelargonieudstilling og nye buske.

Stor bededagene er tilbragt hos gartneriet Lillienlund med pelargonieklubben.
I gartneriet havde vi for fjerde år en udstilling med vores fineste pelargonier og en bod med stiklinger til salg.


Klubben var dernede alle tre dage og jeg var med i fredags og i dag. I dag har vejret vist sig fra sin gode side med varme og ingen vind, så det var behageligt i dag. Vi fik mulighed for at fortælle om vores pelargonier og vi solgte da også en del stiklinger.


Jeg fik også lidt nyt med mig hjem - 4 forårsblomstrende buske - en blodribes, en fjeldribes, en kejserbusk og en dronningebusk. (Dronningebusken blomstrer lidt senere og det er en mindre sort end vanligt). Sammenlagt 460 kroner. Det synes jeg ikke var galt for 4 buske.


Jeg købte 7 ens hostaer for de penge jeg solgte pelargoniestiklinger for. De skal plantes under de opstammede syrenhortensier i bedet ud til vejen.


Som man måske lige kan ane, så er jeg i gang med haveplan del 4, hvor jeg skal lave tre små elipseformede græsarealer og jeg har lavet den ene. Bagved den er der en stor elipse med græs.


Her er det måske lidt tydeligere. I morgen har jeg tidligt fri og så håber jeg på, at jeg når at lave to elipser mere i samme størrelse. Rundt om er jeg ved at gøre jorden klar til at plante i og det er meningen at nogle af de nye buske skal plantes i dette bedområde. Jeg har købt græsfrø - tre foskellige slags - til skygge, almindelig græs og "lappe-græs", sidstnævnte skal bruges her.


Mens jeg har været væk, har Anders gravet betonfliser op, som var blevet brugt som en kant om det store staudebed. Det var nødvendigt for at jeg kan fortsætte med at lave de næste elipseformede græsplæner. Der skal også flyttes nogle stauder.


Som rosenfeen Linda sagde til mig, da hun kom med mine roser, så gjorde det ikke noget, at haven ikke var perfekt og det ses jo her. Jeg bruger en del tankevirksomhed på at forestille mig hvor stauderne vil tage sig godt ud, når dem der er i vejen, skal flyttes.

Langs plankeværket er jeg ved at vende al jorden i en spadestiks dybde, så det er til at plante i. Jeg graver en del gamle potteskår og mursten op, så det er nok mindst 50 år siden, at der har været plantet noget i det stykke jord. Dette nye stykke til haven giver mulighed for at plante en del.


I den anden ende af haven, kigger jeg tit på pæon- og bonderosebedet, mens jeg venter på, at det nye græs i nærheden begynder at spire.


I rosenbedene spirer valmuerne nu. Her er det Claus Dalby-valmuen. Jeg efterligner lidt fru Høneballe, som har de flotteste rosenbede med mørke valmuer, så jeg håber, mine tre bede kommer til at ligne lidt.


Til min overraskelse er jordbærene begyndt at blomstre - det lover jo godt.


Næsten alle dahliapotterne spirer nu. Jeg har læst, at det er en god idé at lade dahlierne vokse en 10-20 cm i potte, før den plantes ud i bedene for så er de ikke helt så attraktive for sneglene. Jeg er dog lige ved at tro, at al den køren i bedene af anlægsgartneren nok har fjernet sneglene. Jeg har i hvert fald ikke set en eneste endnu. Heldigvis har jeg aldrig haft de store problemer med snegle.
I orangeriet bugner plantebordene med frøplanter og nu kan jeg godt plante dem ud. I næste uge skal havearbejdet deles op i to områder; et til udplantning af sommerblomster i krukker og et til haveplan del 4. Jeg glæder mig til at komme igang!

torsdag den 11. maj 2017

Blogevent på Egeskov Slot.

En spændende dag på fyn.
I tirsdags var jeg til blogevent på Egeskov Slot, arrangeret af Haveselskabet, som havde inviteret nogle havebloggere og andre. Det var en meget god og spændende oplevelse og sjovt at møde de andre bloggere.


Vi fik præsenteret programmet for Copenhagen Garden Festival, som foregår i Valbyparken fra den 21.juni til den 25.juni. Det er et arrangement for at sprede haveglæde og som én har sagt er ambitionen at lave haveejernes Roskildefestival!

Vi fik præsenteret de 8 showhaver  som bliver opført af forskellige berømte danske havedesignere og det så virkelig spændende ud.
Der bliver også foredrag på en scene blandt andet med Claus Dalby.
Man kan se hele programmet HER


Efter præsentationen af Copenhagen Gardenfestival var Adam Engel på banen og lavede saft af vilde planter fra den danske natur. Man kan læse meget mere i hans bog "Vilde safter". Jeg fik et glas saftevand, der var lavet af kamilleblomster og honning. Det smagte virkelig godt.


Annette Heick fortalte om sin haveglæde og hvordan hende og hendes mand har bygget deres 3000 kvm have op. Jeg var så heldig at få taget et billede sammen med hende:)

Der blev serveret frokost, som var en slags pølseplatte med brød til og så var der kaffe/te med frugt. Efter frokosten skulle vi ud og vises rundt i slotshaverne. Det var chefgartner Peter Bonde Poulsen, der viste os rundt.


Det var spændende at høre om de gamle træer, som blev plantet for 287 år siden - det vil sige i 1700-tallet!


Hvert år planter de ca. 10.000 tulipaner og når de visner ned, åbner de haven for besøgene, som kan komme og tage alle de tulipanløg, de kan bære. Dagen er så eftertragtet, at alle løg er væk på 10 minutter. Det er for stort et arbejde at grave op og opbevare løgene til næste sæson, det er derfor, de gør det.


Her ser man slotsgartneren. Jeg mener, det var 22 år, han havde arbejdet i haven, så han kunne fortælle mange spændende og interessante historier om haven.


Det er Jens Bonde Poulsen, der har designet slottets rosenhave.


Her ser man bøgehækken indefra og de er også 287 år gamle. Haven benytter ikke sprøjtemidler, men biologisk bekæmpelse af skadedyr og ukrudt.


Dette er køkkenhaven.


Vi blev også vist rundt i gartneriet. Haven opformerer mellem 50.000 og 75.000 planter hvert år og en af idéerne bag slottets have er, at de laver alting selv. Ret imponerende!
Jeg lagde straks mærke til de store flotte duftpelargonier, de havde.


Jeg besøgte også haven for ca. 10 år siden og dengang købte jeg to duftpelargonier, som jeg stadig har og mine er i dag en meter høje og er plantet i store krukker.


Småplanter, der skal vokse, inden de bliver plantet ud.

Det var en rigtig dejlig dag, hvor der også var tid til at snakke sammen med de andre deltagere, hvoraf jeg kendte nogle stykker fra nettet og det var sjovt at få sat ansigt på.

søndag den 7. maj 2017

Roserne fra JAS

Først i dag fik jeg plantet de nye roser.
De har stået i en balje vand siden i onsdags, men nu er de endelig plantet ud. Jeg købte 6 hos JASroser og de ser rigtig fine ud. Det er allesammen klatreroser.

Billedresultat for alchymist rose

Alchymist havde jeg i forvejen, men jeg købte en mere og de skal begge vokse op af de store stolper ud for orangeriet.

Billedresultat for la france climbing rose

La France Climbing skal vokse op af de mindre stolper i "Rosenhaven". Stolperne er delt op i 5 vægge med 7 pæle i hver og der skal vokse en rose ved hver væg.

Billedresultat for ilse krohn superior rose

Ilse Krohn Superior er plantet ved en anden af de 5 vægge.

Billedresultat for compassion rose

Compassion er den tredje.

Billedresultat for new dawn rose

New Dawn er den fjerde og den har jeg ønsket mig længe!

Billedresultat for zephirine drouhin rose

Zepherine Drouhin er den femte på de 5 vægge, der nærmest danner en pergola. Alle rosenbillederne er lånt på nettet.


Men lige nu ser de jo ikke ud af meget. Jeg håber dog, der kommer lidt blomster i løbet af sæsonen. I går fik Anders sat wirer op af stolperne, så jeg kan binde roserne fast, når de begynder at klatre opad. Jeg vil forsøge at få grenene placeret så vandrette som muligt, så kommer der flere blomster.


Jeg skal have lavet et ordentlig bed ca. 40 cm bredt ud fra stolperne. Det var for varmt at grave alt for meget i dag, så jeg fik det ikke gjort. Jeg vil gerne have græsset lidt på afstand.


Som man måske kan se, ser roserne jo fine ud.

Udover at plante dem, fik jeg sået græs påny andre steder. Jeg har købt noget nyt græsfrø i Silvan - tre forskellige slags; en almindelig, en til skygge og en til at lappe eksisterende græsplæne med. Først måtte jeg vande over det hele.


I går var jeg med Pelargonieklubben hos Lone i Komdrup, hvor vi havde en stand. Jeg havde rigtig mange planter med og salget gik forrygende. Da jeg kom hjem, lavede jeg denne lille stand i vores indkørsel med resten af planterne. Vi bor for enden af en blind vej, så der kommer ikke mange forbi, men man ved jo aldrig.....

I morgen har jeg heldigvis tidligt fri og så skal jeg hjem og grave og lave elipseformede græsarealer. I dag var det for varmt til at grave!

torsdag den 4. maj 2017

Roser, citrustræer og tulipaner.

For et par dage siden satte jeg citrustræerne ud. Det ser ikke ud til at der kommer mere frost, så nu skulle det være!


"Citrus-terrassen" er blevet udvidet med flere fliser, så nu er der også plads til et par stole. Så kan vi rigtig mærke duften fra citrusblomsterne, når vi sidder der. Det var havearkitektens idé at vi skulle kunne sidde mellem disse træer. Det er et solrigt sted med læ. Jeg tror det bliver en kaffe-pause-plads!


I går kom "Rosen-feen" Linda med roser fra JAS, som jeg havde bestilt. De blev sat i en balje med vand inden de skal plantes ud. Det er klatreroser til mine espalierer. Jeg er så taknemmelig over, at Linda ville tage dem med til mig. Charlotte fra Hosvillafryd kom også forbi og vi hyggede os i orangeriet med iste og jordbær. Det var SÅ hyggeligt.


Der bliver gravet i haven, så nogle steder ser det helt forfærdeligt ud i øjeblikket. Men jeg tænker og tænker over at få fyldt den bare jord med tæt beplantning. Det bliver mest genbrug med de planter jeg har og så tilføjer jeg lidt frøplanter og lidt nyt. I dag har jeg købt tre forskellige græsfrø, et Classic, et til at fylde op hvor der er pletter, og et til skyggesteder. Jeg har opgivet håbet om, at de frø, jeg såede for en måned siden, kommer op.


I går vandede og vandede jeg pæonbedet og alle roserne. Det var godt tørt efter al den blæst og solens varme. I dag blæser det også en halv pelikan, jeg er så træt af det!


Tulipanfesten er skudt i gang.


De fik også alle vand i går.


Nu er spring green også i gang.
I dag har jeg besøgt Maria med Livsnyderhaven og hendes bede var så flot dækkede med grønt. Jeg skal helt klart have fat i noget bunddække og har tænkt lidt på lavtvoksende storkenæb og måske hasselurt.
Tak til jer, der har givet mig gode idéer til forårsblomstrende buske. Jeg har vist fundet frem til dem, jeg gerne vil have og har nogenlunde styr på placeringen også! De næste dage skal der graves i stor stil og sås græs!