fredag den 5. februar 2016

Farvesammensætninger.

Jeg bruger farverne, når jeg planlægger et bed.
Når jeg skal plante mine krukkebede til, bruger jeg farver for at have noget at bygge bedet op med. I min have har jeg valgt de farver, jeg bedst kan lide og forsøger at finde frø, der bliver til planter med disse farver. Jeg tænker også over blomsternes facon og størrelser.

På denne farveskala kan man følge farverne hele vejen rundt og se tone i tone farver. Ser man farverne overfor hinanden, er de hinandens komplimentærfarver. Jeg har læst mig til, at komplimentærfarver også kaldes for harmoniske farver. Det skulle være sådan, at når øjet kigger på en farver, bliver det træt og søger kontrast for at skabe harmoni og balance. For eksempel er grøn og rød hinandens kontrastfarver. Når man sætter kontrastfarverne sammen i et bed, forstærkes farverne og det synes jeg, er værd at tænke på, når man planlægger et bed.

Jeg har seks krukkebede i haven, hvor jeg sår og stiklingeformerer planterne til krukkerne.


Jeg har et gult bed, med både lyse og mørke gule farver. Det står på vestsiden af huset og får først sol sidst på eftermiddagen, men heldigvis synes jeg, at det er ret blomsterrigt, selvom det nok er lidt sent til at blomstre.


Det største krukkebed er med lyserøde og lilla farver. Lyserød er min yndlingsfarve og i bedet har blomsterne både runde og spir-formede faconer. Jeg har også lidt mørkere blomster ind imellem for at give det lidt kontrast. Jeg synes lilla og lyserød klæder hinanden godt.


Man kan også bruge løvet. I dette bed er farverne pink og purpur og så er løvet både lyst og meget mørkt. Jeg synes, de pinke blomster, når de kommer frem, er en god kontrast til den mørke purpur. I mine øjne er det kraftfuldt at kigge på og man bliver i godt humør. Der er flest dahilier i bedet, men også blandt andet purpur kongelys og sort kornblomst og forskellige mørke heucheraer.


Ude i indkørslen har jeg et hvidt og gråt bed, hvor den grå farve er løvet på planterne og så er der hvide blomster og også nogle brogede hostaer. Der er en del udfordringer med dette bed og jeg er endnu ikke helt tilfreds. Jeg synes, planterne er så lave allesammen og vil gerne have nogle i højden. Måske kan man lave en hylde, der skal stå op ad husmuren og så kan jeg placere de bageste krukker på den. Det går jeg og overvejer lidt.


Det citrongule dahliabed består kun af denne gule farver og så et par enkelte hvide dahlier. Det er et meget blomsterrigt bed, som jeg er utrolig glad for. De gule dahlier har forskellige faconer.


Her ser man de hvide og grå bed lidt tydeligere. De to træer er henholdsvis en troldepil og et oliventræ.


Her er det det blå og lilla bed. Det var lidt for tæt sidste år - for mange krukker sat sammen, så planterne havde det noget trængt og det vidste sig også, at sneglene kravlede op i krukkerne fordi planterne ikke rigtig trivedes. Da jeg opdagede det, fik jeg heldigvis dræbt alle sneglene og tømt nogle af krukkerne. Det har jeg stor respekt for, så i år skal planterne have plads til at udvikle sig, så de bliver sunde og kraftige. Jeg har heldigvis ikke så store problemer med snegle og har kun ganske få, men det var alligevel et chok, at de var i dette krukkebed, det er aldrig sket før, at der har været snegle i mine krukker. Håber ikke, det sker igen:)

Jeg kunne godt tænke mig et bed i kenzofarver og overvejer om, bedet på vestsiden af huset, som plejer at være gult, skal ændres til disse farver. Jeg har endnu ikke besluttet mig, så vi får se.

5 kommentarer:

Henrik Mikaelsen Havehjernen sagde ...

Altid godt at tage udgangspunkt i farvecirklen - så kan man ikke gå helt galt i byen. Jeg er ikke så frisk på kombinationer med komplementærfarver, men jeg tager da af og til tilløb til det og prøver lidt af ;-)
God weekend! Henrik Havehjerne

marie sagde ...

Dine bede er bestemt smukke og harmoniske, og umiddelbart synes jeg da, det ser ud, som om du operer mere med tone-i-tone end komplementærfarver. Sjovt hvordan trenden med kenzo farver spreder sig. Det er ikke farverne, der styrer, hvordan jeg indretter bedene, men mere planternes former og vækstkrav, og så er jeg nok lidt af en plantesamler, så planten er sommetider vigtigere end bedet.

Høneballehaven sagde ...

Ja det klarer du meget godt, de passer fint sammen, dem vi ser på dine billeder.
Jeg sætter dem også mest tone i tone, men går meget op i, at der er mørke farver ind i mellem, det synes jeg ser godt ud, løvets former er det selvfølgelig også vigtigt at variere.
Hvis der er nogen, der ikke passer sammen, bliver de flyttet, jeg kan ikke holde ud og se på, hvis de ikke passer sammen.
Jeg håber, du slipper for snegle i år, men du kan ikke være helt sikker, hvis de først er begyndt. Jeg ved, hvor du hader dem, det gør vi andre også.

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Ja !!! det er en hel kunst at lave harmoniske bede.Men tone i tone kan jeg også godt lide.Men som du viser, er det også godt med noget kontrast.......og der er alunrod bare perfekt med alle de farver den findes i.
Men spændende med dit Kenzo bed.
God søndag Knus Jette

Birgitte sagde ...

Hej alle fire. Mange tak skal I have, ja, når jeg tænker over det, bruger jeg ikke rigtig komplimentærfarverne, jeg tænker mere over hvilke farver, jeg synes, er pæne sammen. Men mit pink og purpurbed er lidt kontrastagtigt.Jeg synes også, det er vigtigt at planterne har de rette vækstforhold og forsøger at finde planter, der trives på det sted, jeg gerne vil have dem og hvis de ikke gør, finder jeg et nyt sted. Jeg kan heller ikke lide det, når de ikke passer sammen, men samtidig må der godt være en farisær i bedet som for eksempel en mørk plante blandt det lyse. Det er et godt blikfang.