søndag den 26. juli 2015

Krydderurtestiklinger.

Nu er en god tid til opformering af krydderurter.
18 stiklinger fik jeg lavet. Jeg må lige se hvad de kan bruges til:)


Jeg vælger at lave stiklingerne nu fordi krydderurterne er i god vækst og meget saftige og spændstige. De er ca. 10 cm høje og de nederste blade er fjernet, så der bliver en stilk på ca. 3 cm, der stikkes i jorden. Potterne er brugte hyacintpotter og de er 8 cm i diameter, hvilket er optimalt. Det er vigtigt at potten ikke er for stor, men kun op til 9 cm i diameter, for ellers risikerer man, at planten rådner. Jorden er vandet godt igennem. I år har jeg valgt almindelig blomstermuld. Sidste år valgte jeg så- og priklejord iblandet grus og det gik også godt.


I denne bakke er der kubansk oregano og lakrids tagetes eller på latin: tagetes lucida. Den er flerårig og kan blive helt buskagtig, men den skal overvintre inde, for den tåler ikke frost. Man bruger den rå og bladene smager godt af lakrids. Man kan også komme den i maden lige før den serveres.
Kubansk oregano er rigtig god at hakke og blande i frikadellefars. Det giver en fantastisk god smag. Den er også god at hakke og drysse over kød, der skal i ovnen, så det bliver stegt og sprødt og giver en meget god smag.


I denne bakke har jeg citronverbena, som er god at lave te af. Den er også god at hakke og drysse på fiskeretter. Så er der solbærsalvie, som er god til te, jeg har endnu ikke prøvet den i mad, men jeg tror, den vil tilføre en god smag i gryderetter. I denne bakke er der også lakrids tagetes og ananassalvie, som er god i te. Jeg vil også gerne prøve den rå i salat. Den smager dejligt af ananas.


Jeg har også lavet 54 pelargoniestiklinger, heraf 36 duftpelargonier, som jeg har fået en del forespørgsler på. Der skal nok være afsætning på dem!
Det er hyggeligt at stå lunt og varmt i orangeriet og lave stiklinger, når vejret er så dårligt udenfor og nu blev mit nye plantebord også indviet og det tror jeg, at jeg bliver rigtig glad for, for det har vist den rigtige højde, så jeg ikke bliver træt i ryggen.
Der bliver nok lavet flere pelargoniestiklinger, for vindueskarmen er i fuldt flor og i god vækst, så jeg kan rigtig gå igang med saksen. Jeg plejer ikke at lave pelargoniestiklinger nu, men jeg skal have nogle til mine foredrag og åben havebesøg og de skal jo gerne nå at slå rod!

4 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Som sædvanlig gang i stiklinger eller såninger. Godt du har orangeriet at stå i til det. Jeg har været i haven hele dagen og ryddet op i både roser og stauder, det var hårdt.

Anne sagde ...

Hej Birgitte,
Sikke du planteformerer dine sager. Det bliver helt sikkert en succes.
Krydderurter kan vi ikke få for mange af.
Jeg har sat lidt rosenstiklinger. Mine duftpelargonier trænger til at nippes lidt, så måske jeg også skulle lave lidt stiklinger.
Det er altid en skøn gave at forære væk.
Godt at du er så aktiv, det smitter ;)

horta sagde ...

Cubansk oregano?? Lyder spændende!

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Tusind tak for jeres kommentarer. Ja, det er jo herligt at man kan lave sine egne planter. Jeg har efterhånden godt nok lavet mange, men de bliver brugt allesammen, selvom jeg ikke helt selv forstår det!
Ja, cubansk oregano og den er meget god i frikadellefars.