søndag den 11. august 2013

Staudebedet og Leucanthemum

Lidt diverse - det trekantede staudebed med mere.
Jeg får desværre ikke blogget så meget i tiden og heller ikke i den nærmeste uges tid af private årsager, jeg håber dog det bliver bedre om en uges tid. Jeg får ikke skrevet så mange kommentarer hos jer andre, men jeg går ind og læser mange blogge.


Mit store staudebed er kommet lidt sent i gang i år og blomsterfloret er noget mindre end sidste år. Jeg tror, det skyldes varmen og tørken.
Endvidere døde nogle at stauderne da den sidste frost kom i marts måned, for da var de så småt begyndt at titte op og bukkede under.


Men jeg synes alligevel godt, at det ser fint ud nu. Med al den regn der kom i går og den anden dag, så skal der nok komme fart på blomsterne!


Kattehale lige før udspring.


Da jeg har læst på andre blogge, at man kan så purpur solhat, så skal det prøves til vinter. Jeg vil gerne have flere i bedet og det kunne være sjovt, hvis jeg selv har sået dem. Desuden vil jeg forære nogle væk til Lisbeth fra Pelargonieklubben Nordjylland.


Duftende høstfloks, som slet ikke er lige så blomsterrig som sidste år. Jeg håber, den tager revanche til næste år.


Min hjortetrøst er fin, den vil jeg også samle frø fra.
Jeg har allerede samlet en del frø og skal snart have lavet en liste med hvilke frø og hvor meget jeg skal så til næste år.
Det var nøje planlagt i år og antal planter passede lige til formålet, da de skulle ud i haven. Det kan godt svare sig at lave en plan og finde ud af hvilke planter man vil så. I år troede jeg, at jeg kunne begrænse mig, men det kan jeg vist ikke! Jeg har dog også samlet frø ind, jeg skal så for andre, så i år bliver det hele ikke til mig selv.



Min klematis har det også godt, den tror jeg faktisk er ret tørketålende. Jeg ved desværre ikke hvad den hedder, for jeg købte den før, jeg gik op i navnene.


Jeg har fået lavet et lille showaurikel teater med to gamle æblekasser, jeg har købt af Karin fra Pelargonieklubben. Showauriklerne kom med posten for en uge siden. Dem købte jeg hos et svensk internetfirma. Rays Perennials. Han kunne først levere dem nu, da planterne tog skade af frosten i marts. Jeg får nok ikke blomster før til næste år. De skal overvintre i orangeriet.



Leucanhemum så jeg hos Høneballehaven, hvor Lisbeth har fotograferet den mange gange. Nu fik jeg også fat i én! og den er jeg SÅ glad for. Min står i en krukke. Den vil jeg fosøge at dele til foråret og have i et par krukker i samme bed.


Ampelpileurten er rigtig flot nu, den skal gentages til næste år. Den skulle være vinterhårdfør, men for en sikkerheds skyld tager jeg frø af den. Jeg har selv sået den i år.


En uvelkommen gæst i haven er natsværmere, som lægger æg og får larver i mine Dr. Ingrid pelargonier, der står udenfor. Larverne spiser de grønne friske blade og er svære at se. De elsker åbenbart pelargonier, for det er kun dem der er angrebet og det er kun dem med de grønneste blade. Man skal ryste potten og slå på den, for så falder larverne ned på jorden, hvorefter man skal slå dem ihjel. Det er så klamt!
Mine kongelys i krukker er også fuld af huller og kan også skyldes disse larver, men det kan også være, at det er ørentvistene, der er gået i dem. 
Ifølge pelargonieklubben behøver man ikke smide planten ud, men i stedet klippe den helt ned, inden man tager den ind i efteråret. Så skulle man også være larverne kvit.
Alle mine planter i haven har ellers stået så flotte hele sommeren uden nogen angreb, men nu går den desværre ikke længere. Jeg vidste ikke dette om natsværmere, men jeg har godt nok undret mig lidt over, at jeg synes der var en del af dem!
Der er også lidt bladlus i mine gule dahlier og i nogle af mine cosmos. Dahlierne vasker jeg med en stofhandske på hånden, dyppet i brun sæbevand og så gnubber jeg stænglerne rene for lusene, på den måde kan man holde det nede. Cosmos klipper jeg af og smider dem ud, der er angrebet.

I går havde jeg mit første åben have arrangement nogensinde. Det gik godt, det var medlemmer fra Pelargonieklubben, som kom. Vi havde været afsted hele formiddagen i Svend Eriks kolonihave og bagefter var vi på guidet rundtur i Urtehaven. Det var rigtigt spændende. Vi afsluttede dagen hos mig med kaffe og hjemmebagt kage i orangeriet.
Det var lidt sjovt, for der var interesse for mine pelargoniestiklinger og jeg solgte også lidt. Desuden byttede jeg mig til nogle brogetbladede hostaer og andet godt. Nogle af medlemmerne fik lov til at samle frø i min have og de hyggede sig rigtigt. Jeg sørgede for, at frøene blev lagt i kaffefiltre med navne på.
Det var en meget vellykket dag.

6 kommentarer:

Anne sagde ...

Hej Birgitte,
Fik rigtig glæde af at se udsendelsen fra din have. Dit staudebed ser smukt ud og godt du havde en god dag med åben have.
Imponeret over alle dine krukker.

Høneballehaven sagde ...

Hej Birgitte
Mine solhatte sår sig selv i haven, men de er også nemme at så inde, og det er du jo fantastisk til, så du skal nok få masser af solhatte. Jeg kan godt se, at min ampelpileurt ikke er noget særligt i forhold til din :) men jeg er nu glad for den.
Godt du har fået fat i Leucanthemum, jeg kan godt forstå, at du er glad for den, den er bare skøn.
Pyt med du ikke når at kommentere, det går nok, du følger jo med alligevel, og har nok at se til.

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Jeg synes da at dine bede ser fine ud.Jeg tror at vi alle har bede der er ved at visne lidt ned her i august.
Er også glad for min Leusanthemum.Og mine solhatte er en stor glæde i haven.
Vi har alle perioder hvor tiden ikke er til at blogge.God søndag aften knus Jette

Heidi sagde ...

Hej Birgitte
Jeg kom lige i tanke om at jeg da vist slet ikke har fået kommenteret på din tv debut. Det var en supergod udsendelse, sjovt at se haven live, og du gjorde dig rigtigt godt, det ser ud til i rigtigt hygger ;o).
Jeg kan godt se dit staudebed ikke er helt så frodigt som sidste år, men skønt ser det ud.
Din pileurt er da helt fantastisk, har du den i krukke eller bed ;o)

Bente sagde ...

Hej Birgitte
Jamen vi kan jo ikke det hele, så der vil være perioder for alle, hvor vi ikke får blogget så meget.
Jeg har ingen problemer hos mig med natsværmerlarver i mine pelargonier. Ingen af mine er angrebet. Men alle de udeboende bliver checkket for både snegle, edderkopper og larver inden de kommer indenfor i udestuen igen, kan jeg godt love dig!!
Dejligt at du havde en god dag med pelargonieklubben.

Lene sagde ...

Jeg har heller ikke fået rost din udsendelse, jeg nød den meget og både du og haven tog sig godt ud:-)
Den der pileurt er bare så fin.
Håber jeg snart får mulighed for at se din have sådan rigtig:-)
Med venlig hilsen
Lene Jensen