mandag den 21. november 2011

Akkurat som om jeg har gjort noget, jeg ikke må!

Hvis jeg var barn, havde jeg helt sikkert fået skæld ud!


I dag har jeg stadigvæk været syg, og kedede mig, så derfor hentede jeg én af de persienner, min bror har givet mig og klippede den i stykker for at lave blomsterpinde til alle mine stiklinger. (Det er derfor jeg har fået persiennerne, som han ikke havde brug for længere). Jeg tænkte på min mor og på hvad hun ville have sagt, hvis det havde været i min barndom at jeg klippede vores persienner i stykker. Jeg ville have haft det skægt, men det er jeg ikke sikker på min mor ville have syntes!
Jeg har også fået læst i alle mine havebøger og dén på billedet er en rigtig god bog, der varmt kan anbefales. Det er Politikens bog om krukker i haven.

Jeg måtte lige ud i blomsterrummet og se til mine stiklinger. De ser ud til at have det OK. Anders har lavet kunstig belysning rettet mod stiklingerne, med timerfunktion. Lyset tændes kl. 6 om morgenen til kl. 8 og igen fra klokken 16 til 19. Det er en meget primitiv løsning, som består af en gammel standerlamper med to lamper på og de kan bøjes og indstilles, så de er rettet lige mod flamingokasserne med stiklinger.



Her er det jernurt, som ser ud til at have det fint nok.



Her er det Helichrysum Petiolare, som også ser ud til at have det godt nok.



Her er det duftpelargonier - tre forskellige slags, som snart bliver udstyret med mine blomsterpinde!



Her er det pelargonien Odensjö Nouturne.

Til sidst har jeg lavet stiklinger af min mølplante. Vi har altså ikke møl, men planterne dufter af pebermynte og så får de søde hvide blomster, der har raketform!



I Politikens krukkebog var der et afsnit med frø- og stiklingeformering, som blev beskrevet som en vintersyssel, der var fuld af forventningens glæde og planlægning og drømme. Hvilke frø vil jeg så? Hvor mange stiklinger kan jeg få og hvor skal de plantes ud? Jeg elsker det og vil simpelthen tage så mange stiklinger som jeg overhovedet kan og hvis der bliver alt for mange planter, så kan jeg forære dem væk, hvilket også er noget, jeg sætter stor pris på at gøre!
Jeg har allerede modtaget to pakker med frø i dag. Nogle skal have kulde for at spire og nogle skal ligge i køleskabet indtil der er gået et par måneder eller tre-fire stykker, før de skal plantes!

13 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Hej Birgitte
Spændende med alle dine stiklinger og planer om at så. Jeg bor desværre langt væk, for ellers er jeg gerne aftager af nogen af dem, du forærer væk :-) Håber du kan komme med herover til foråret, selvom det besværliggør det noget, at I ikke har bil. Måske kan du følges med nogen.
Det ser ud til at være en spændende bog og heldigvis får du ikke skæld ud for persiennerne
:-)

CuginaK sagde ...

Det er altid gode tegn, når man begynder at kede sig, når man er syg...:) Håber du snart bliver helt frisk.

Dejligt at have plantepinde på plads, sådan nogle mangler jo altid :)

Spændende med alle dine stiklinger og frø. Jeg kan ikke sige mig fri for at være en smule 'misundelig' på det gode rum du har dig....:)

Vivi sagde ...

Det bliver spændende med alle dine stilinge :-)

Smil - kan lige se et barn i kedsommelighed sidder og klipper persienner i stykker........ Jeg ville helt sikker med mit temperament blive rasende på det stakkels barn ;-)

Hanne i haven sagde ...

Herligt billede du lige skabte af det uartige barn med persinnerne og saksen :-)
Jeg bruger også plantepinde af gamle persienner. Jeg havde to gamle persienner og min datter fik 100 kr for at klippe dem begge to i stykker for mig. Det tog hende flere dage og ømme fingrer. Og jeg har masser af skilte idag 4-5 år efter :-D
Jeg er helt misundelig, på den gode måde, over dit plantelys. Det står også højt på min ønskeseddel. Men jeg får nok ikke plads før børnene flytter hjemmefra en dag.
Er det gro-pærer du har i, eller almindelige?

Fru Friis sagde ...

Orv for nogle fine stiklinger. Jernurten er da en formiddabel idé, sikke hurtigt den kan komme igang. Og det gælder selvfølgelig også for alle de andre. Jeg har ikke lige fundet ud af om det er et værelse eller hvor det er du opbevarer alle de kasser???

Fru Friis sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Landbohaven sagde ...

Gode billeder.
Hvor har du mange fine stiklinger. Du kommer da på arbejde til foråret.
Jeg bruger også persiennerstykker til at sætte ved mine potteplanter, der står til overvintring.

Staudefeen sagde ...

Hvor spændende - meget inspirerende :-)

Tim Skovrup sagde ...

spændende spændende... din helt egne planteskole.. ;)

Frk. Anemone sagde ...

Masser af fine stiklinger, skal jeg liiiige love for :) Du er da vist en Claus Dalby-elev af de helt store! Det er virkelig tjekket, jeg ville ønske, jeg havde samme muligheder.

Birgitte sagde ...

Hej Høneballehaven. Tusind tak for din kommentar. Jeg regner helt bestemt med at komme til Samsø til maj. Man kan komme langt med offentlig transportmiddel, som jeg altid har været vant til, så på en eller anden måde vil jeg finde ud af det. Det er en begivenhed jeg nødig vil gå glip af!! Og jeg kan godt tage noget "guf" med.

Hej CuginaK. Tusind tak for din kommentar. Ja, nu er jeg blevet rask, jeg startede på arbejde i går. Jeg er også rigtig glad for mit blomsterrum, det kunne dog godt være noget større! Men man skal jo også have tid til det hele.

Hej Vivi. Tusind tak for din kommentar. Ja, min mor ville også være blevet stiktosset på mig! Hvis hun læste mit indlæg nu, ville hun helt sikkert have smilet over hele ansigtet.

Hej Hanne. Tusind tak for din søde kommentar. Det er bare helt almindelige pærer, der er i lampen. Det er kun for lysets skyld, der er ikke noget med varme eller gro-lys i det, men jeg frygter lidt, at der er for mørkt for længe om dagen, så det er for at forlænge lys-timerne i døgnet!

Hej fru Friis. Tusind tak for din kommentar. Blomsterrummet er i vores udhus, som er et muret hus, der er renoveret. Den ene væg ud mod haven i rummet er et stort vindue fra gulv til loft og så er der en glasdør i. Det er frostfrit og der er strøm. Jeg har også en lille el-radiator, hvis jeg ikke kan holde en temperatur på minimum 5 grader. Men med denne milde efterårstid, så er der ca. 12 grader ude i rummet lige nu.

Hej Landbohaven. Tusind tak for din kommentar. Ja de plantepinde er godt nok gode. Jeg fik tippet i Pelargonieklubben!

Hej Staudefeen. Tusind tak for din kommentar. Den blev jeg glad for.

Hej Tim. Også tusind tak til dig. Øh - en planteskole, så godt er det ikke!! HIHI

Hej Frøken Anemone. Tusind tak for din kommentar og tak for det med Claus Dalby-elev. Jeg er nemlig stor stor fan af Claus Dalby, så jeg tolker dine ord som et skulderklap!

Annika Christensen sagde ...

Wow vilken odling´! Vilka smarta lådor.
Kul och hitta hit.
Annika

Birgitte sagde ...

Hej Annika. Velkommen til min blog og tusind tak for din kommentar. Det er jeg rigtig glad for!