I billedarkivet......
Hver dag følger jeg med hos fru Høneballe med et nyt bogstav hver dag, så jeg tænkte, hvad jeg mon kunne bidrage med og så slog det mig: Mine roser! Jeg synes, jeg har haft rimelig succes med alle roserne, nu vil jeg fortælle, hvordan jeg gør.
Alchymist.
Hvert år i marts/april køber jeg komposteret kogødning, som jeg spreder ud under roserne. 1 sæk rækker til 3-4 roser.
Min Alchymist vokser op af et stativ, min lokale smed har lavet til mig. I sommers var rosens 2.sæson i min have og der var så mange blomster!
Her er det Mary Magdalene. Den er først i haven.
Alle år pånær sidste år har jeg sprøjtet med Calypso og Baymat Ultra mod skadedyr og svampeangreb, men fru Høneballe gjorde opmærksom på, at dén mod skadedyr også ramte bierne. Det kunne jeg ikke have på samvittigheden, så jeg sprøjtede kun én gang sidste år. Roserne trivedes fint alligevel uden at blive grimme på bladene.
James Galway sammen med urten Matrem.
Denne urt er fantastisk sammen med roser, da den holder skadedyr væk. Den har en duft og en virkning, der gør, at skadedyr bliver væk i bedet, dette kunne ses på roserne, som bevarede sit flotte grønne løv hele sæsonen og roserne var også fine. Matrem i kombination med organisk gødning er virkelig noget, der gavner roserne.
Her er det samme bed med Matrem og denne rose er Geoff Hamilton. Løvet er meget flot grønt! Udover komposteret gødning, gøder jeg med Osmo Rosengødning, godt og vel en håndfuld under hver rose, én gang med en måneds mellemrum i juni, juli og august.
Jeg fik frø af Susanne med bloggen "H(e)aven" og såede dem i februar. Jeg fik mange planter ud af det og har også samlet mange nye frø ind. Der er både den almindelige og den enkle. Jeg er spændt på, om de planter, jeg satte ud i maj, om de kommer igen til foråret. Jeg har ladet mig fortælle, at har man først haft Matrem én gang i haven, så har man dem altid. Det er jo godt!
Her er det rosen Parade, som er kirsebærrød og er en klatrerose. Den har jeg tre af i bunden af haven opad vores plankeværk med et rionet monteret på!
Her er min yndlingsrose, som jeg lige nu ikke kan huske hvad hedder!! (frygteligt irriterende). Den er meget sart lyserød og dufter helt fantastisk. Jeg har 5 af den i et ovalt bed og når vinduerne til stuen står åbne, dufter hele stuen af denne rose. Heldigvis har jeg navneskilt på planterne, så jeg kan gå ud og se, hvad den hedder! Nu slår det mig pludseligt: Det er jo Heritage!!!
Her er det The Sheperd og den er så fin abrikosfarvet. Den er jeg også meget glad for og jeg har to abrikosfarvede roser i mit limegrønne og abrikosfarvet bed. Mary Magdalene er den anden.
Denne røde rose er en Austin rose, desværre har jeg ikke navnet. Den er lavtvoksende og meget blomsterrig og hårdfør. Den har jeg i et langt smalt bed langs med huset på Vestsiden.
Brother Cadfael, som er en meget stor rose og har stive, kraftige stængler blomstrede ikke så meget sidste år. Det plejer den at gøre, så jeg tror, det skyldes, at den havde tørkeproblemer.
Den sidste rose, jeg har i haven er Gerbe rosen. Den vokser også i et stativ ligesom min Alchymist og så har jeg den også i det ene hjørne af haven, hvor den vokser opad plankeværket med rionet monteret på.
Gerbe Rose er skyggetålende. Jeg har fire opad plankeværket og det var første sæson i sommers. Den jeg har i stativet havde sin 2.sæson i haven. Det er også en smuk rose, men den vokser ikke helt lige så hurtigt som Alchymisten. Jeg synes dog, at dem opad plankeværket nåede at få godt fat i løbet af sommeren.
Jeg skal have mange frølinger af denne plante!
Hvad de skal bruges til, skal ikke røbes endnu - det kommer senere.
I dag skal jeg så gul staudedigitalis, jeg har allerede sået nogle, men kom i tanker om, at jeg kunne bruge mange flere!
Her er planten, jeg har høstet frø fra, den er ved at være afblomstret på dette billede, som jeg tog medio august 2011. Den har siden spredt sig og står i et par grupper nu. Den har en meget flot gul farve, ikke for mørk, men sådan lidt bleg i det!
I dag skal der tændes op i træpilleovnen, da de nu varsler et par graders nattefrost. Lige nu er der minus 1 grad ude og 3 grader i orangeriet, så nu går den ikke længere. Jeg har slet ikke haft brug for at tænde op før nu, så jeg har da sparet en hel del træpiller!
Masser af sne i mandags og fuld gang inde i orangeriet!
I hverdagene er det mørkt, når jeg kommer hjem og det er svært at få gode billeder, men det lykkedes i mandags i al den hvide sne, vi fik. Da jeg cyklede hjem, tror jeg, der lå ca. 20 cm på cykelstien, så det tog sin tid!
Jeg har ikke fjernet mine lystræer endnu - jeg har frygtelig travlt lige i øjeblikket med familiefødselsdag i København i weekenden, der lige har været, arbejde, og hyggeaften med naboerne og genboerne her på matriklen.
Selvom sneen i dag er væk, synes jeg godt lige, jeg kan vise, hvordan det så ud i mandags!
Nu kommer der vist sne natten til fredag, så måske skal jeg snart til at tænde op i træpilleovnen! Det har slet ikke været nødvendigt indtil nu.
Mit fyrretræ i krukke er jeg så glad for og det var så pænt i den hvide dragt.
I orangeriet spirer nu mange af de frø, jeg såede lige efter nytår.
Her er det lyserød dværglupin, der spirer. Frøbakkerne står på varmemåtter og det tror jeg altså er rigtig godt!
Her er det pyrenæisk storkenæb - dem har jeg sået mange af og der er spirer i næsten alle sårummene. De er sået i rootrainers og kan vokse sig store dér lige til de skal plantes ud i maj.
Jeg har drysset vermiculite i alle sårum, men alligevel er der nogle, der har fået mug. Det troede jeg ikke kunne ske. Måske er jorden for våd til den lave temperatur, der er i orangeriet? Jeg ved det ikke rigtigt?
Jeg må dog sige, at jeg blev overrasket over spirerne, jeg troede, der gik noget længere tid, før de tittede op. Men det er jo staudefrø, som skal have kulde for at spire.
Jeg er i fuld gang herhjemme med at forberede det store, der skal ske i anledning af min runde fødselsdag til sommer. Hvis det går, som det skal, så kan jeg offentliggøre det næste måned!
På tirsdag skal vi have møde med en håndværker, men det er en helt anden sag!
Et stort tillykke til Marianne fra den Helbredende Have og Havefolket med den runde dag.
Jeg håber, Mariannes dag er rigtig god. Når jeg tænker på Marianne, tænker jeg sol og sommer, og håb om en hel masse godt!
Derfor skal min fødselsdagshilsen være sommerlig!
Jeg har købt fire tykke udendørs stearinlys med en ekstra kraftig væge hos www.detgamlelysestoeberi.dk
Lysene er 10 cm tykke og er således så tykke, at de kan stå selv. Man kan få mange størrelser hos det gamle lysestøberi, jeg har købt mellemstørrelsen og fragten var billig, selvom de er ret tunge. (50 kroner tror jeg det var).
Der er 90 brændetimer i hvert lys, så jeg tror, jeg har dem i lang tid. Desværre har jeg ikke så meget læ ved bænken, hvor de stod her til aften, men det gik alligevel. Jeg vil gerne kunne kigge ud på dem inde fra huset og her på bænken kan jeg se dem fra køkkenvinduet, hvor jeg står og laver mad. Det blæste ret kraftigt i dag og da der kom et kraftigt vindstød rundt om hushjørnet, gik de ud! Men jeg nåede da at nyde dem et stykke tid.
I morgen vil jeg lukke lågen ind til haven og se, om det giver mere læ!
I dag har jeg sået to forskellige Clematis.
Det er første gang jeg prøver det. Jeg har sået frøene i to ret store potter, som skal stå ude under en busk. Det tager op til to år for frøene at spire, så man skal være meget tålmodig. Det er nu man skal så dem, da de skal have kulde og ellers følge årstiderne.
Jeg har sat mine opad plankeværket med klatreroser og storkenæb i bunden.
Det er Clematis Viticellis Lisboa (blå) og Clematis Snow Queen (hvid).
Billedet lånt på nettet.
Billedet er lånt på nettet.
Jeg tror, jeg kan få to planter ud af hver, hvis de ellers spirer. Jeg skal sikkert nok se til dem rimeligt ofte, da de nok ikke skal tørre helt ud!
I dag har jeg sået flere frø fra de samme planter som i går og derudover en gul pragtlupin.
Weekend i orangeriets tegn.
I dag er jeg gået igang med at så staudefrø. Der var 10 grader i orangeriet og nu er rootrainers og såpotter taget i brug og stillet på mine varmemåtter.
Jeg har fyldt såhullerne op med ca. 3/4 dele blomstermuld og den øverste fjerdedel med så- og priklejord. Efter at frøene er sået, har jeg strået vermiculite over dem.
I rootrainers har jeg sået pyrenæisk storkenæb, gul staudedigitalis, tre forskellige hostaer, purpur solhatte. I såpotterne: lupin, akeleje frøstjerne, hvid, gul-, blå- og hvid Jakobsstige, showaurikler og rød kvan samt lime green jewel solhat.
Ved at den sidste fjerdedel af jorden er så- og priklejord, kan spirerne udvikle sig uden for meget næring og når de har dannet rodnet, vokser rødderne ned i blomstermulden og får fat. På den måde får de en forsigtig start uden at rødderne brænder af og jeg slipper for at prikle om mere end én gang!
Varmemåtterne varmer jorden op, så frøene forhåbentlig spirer rimelig hurtigt. Jeg har opbevaret frøene i kaffefiltre i kasser i orangeriet, hvor temperaturen ikke har været over 10 grader den sidste måneds tid. Dette har jeg gjort i stedet for at sætte dem i køleskabet.