Opsummering af roserne i haven dette år.
Jeg troede ikke, at roser var så svære at have med at gøre, når man flytter dem i foråret.
Men det er også meget forskelligt, hvordan de klarer det.
Ukendt rose, som blev flyttet i juni måned. Den gik i stå og visnede noget ned, men så kom den ellers igen og nu blomstrer den. Der er 3 knopper mere, men den er ikke blevet særlig stor. Den har fået gødning én gang på sit nye sted og jeg vil give igen her i august. Jeg gøder med organisk rosengødning.
I går klippede jeg klatrerosen Gerbe kraftigt tilbage. Jeg havde læst hos Linda, at hun havde gjort det samme på én af sine klatreroser og min Gerbe rose var vokset enormt i højden op over plankeværket og med bare grene på plankeværket. Jeg fyldte trillebøren med top to gange med grene og udvalgte meget nøje hvilke grene, der skulle blive. Da jeg var færdig med at klippe, bandt jeg grenene vandrette ned. Jeg håber derved, at de skyder med toppe fra den vandrette gren, så den bliver tæt på hele plankeværket.
James Galway sender 2-3 meter lange stængler op i luften og for nogle uger siden klippede jeg den ned. Den kan nok ikke nå at få en anden blomstring i år, fordi jeg har klippet så meget i den.
Denne Brother Cadfael flyttede jeg sidste efterår og jeg tror, at efteråret er den bedste tid til at flytte roser i? Den har i hvert fald blomstret hele sæsonen og gør det stadigvæk. Men jeg ved også, at det er en robust rose, som jeg har haft i nogle år nu.
De røde austinroser har i alle årene været meget blomsterrige og blomstret længe. Dem flyttede jeg også i foråret, men de har nu klaret det nogenlunde godt.
Alle mine roser gøder jeg hver måned fra april til og med august med organisk rosengødning. Derudover får de komposteret kogødning i marts, men det er gået lidt op i hat og briller i år, fordi de senere er blevet flyttet og så er jorden ikke fulgt med.
Dette er en sølle forfatning - det er 4 Brother Cadfael og 5 Heritage. De har haft det rigtig svært efter flytningen i april. 3 Heritage roser er gået ud, den har altid været lidt skrøbelig her hos mig, men de er bare så flotte og har en fantastisk duft, så jeg vil gerne skifte dem ud med nye! Til foråret næste år vil jeg klippe dem meget længere ned end jeg gjorde i år.
Jeg købte 5 forskellige klatreroser hos JAS i maj og de er kun lige kommet igang. Jeg har ellers både sørget for gødning og vand i tørre perioder, men måske skyldes det det dårlige sommervejr vi har haft i år. Jeg har set på andre blogge, at nogle af deres roser ser ligesådan ud.
Den i midten troede jeg faktisk var gået til, men nu skyder den og der er lidt grønne grene og blade. Jeg frygter dog, at den ikke klarer vinteren, så jeg overvejer lidt at kontakte JAS om hvad jeg kan gøre.
Længst væk er Alchymist rosen kommet sig godt og foran i billedet er der endnu en, som blev plantet i maj. Jeg tror nok, de kan dække stolperne tilsammen, da Alchymist er ret kraftigt voksende.
Andre steder i haven har jeg to rosenstativer, hvoraf det ene er blevet flyttet og der er plantet rosen Parade. Den kommer fint og blomstrer lige nu. I det andet rosenstativ er en Gerbe Rose som også vokser rigtig godt.
Denne rose er en buskrose Gemma, som jeg gravede op i juni og satte den i en potte indtil jeg ved, hvor den skal plantes ud. Men den visnede totalt ned og så se nu, nu skyder den fra bunden! Jeg må lige afvente og se, hvordan den udvikler sig og se om jeg vil beholde den.
Det har været et underligt rosenår hos mig. I juli måned var vi tre uger i USA og da var roserne på deres højeste, så det gik jeg desværre glip af. Jeg så, at der var mange knopper i flere af dem, inden vi tog afsted, så der er da liv i dem!
De abrikosfarvede roser har det også godt, der har jeg kun flyttet to af dem og de kommer sig fint nu.
Forhåbentlig er de alle kommet sig godt til næste år. Jeg håber godt nok, vinteren bliver mild!
8 kommentarer:
Hej Birgitte
Det ser godt ud med klipning og nedbinding :o) du skal regne med at dine roser skal brug noget tid til at etablerer sig, nogle har brug for et år eller mere.
Jeg syntes det lyder godt at du vil klippe dine engelske roser ned til næste forår, så skal du se dem skyde.
Jeg er lige nået hjem til slagelse. Håber vi ses næste gang jeg kommer op.
Kh Fra Linda
Hej Birgitte
Ja det lader til, at du har været noget hård ved dine roser i år, kraftig klipning og flytning af dem, ja det kan de ikke lide. Jeg har også flyttet et par stykker, det var de heller ikke glade for. Synd du ikke fik oplevet blomstringen, næste år må du holde ferie i august :)
Tror du ikke, det er ganske naturligt, at roserne reagerer sådan på en forårsflytning? De har trods alt et helt anderledes rodnet end f.eks. stauder.
Hej Birgitte.Du er bestemt ikke den eneste der synes det har været et årligt rosenår.Sidste år var alle mine roser bare så flotte.
Men i år var der god nok lige en måneds tid hvor de blomstrede så smukt.Men så er det da bare gået ned af bakke siden.Især dem i krukker ser miserable ud.
Håber det hjælper med nedklipning og en god gang gødning på alle dine roser.
God dag Knus Jette
Hos os tegnede det til et virkeligt godt rosenår midt i juni, hvor stort set alle min roser var kommet i blomst. Men jeg synes også at juli har været meget hård for roserne med kulde, blæst og regn. De fleste er dog i gang igen.
Jeg ville nok dække de sarte Heritage roser til vinter så de kan klare sig. Vent nu og se om ikke næste år bliver et bedre rosenår.
Man kan blive så skuffet når det man regner med skal blomster vildt hele sommeren.
Jeg kender det og har selv oplevet det en del i år.
Men må sige mine roser står så flot i år på nær 5. Det er noget skravl.
Men håber jeg kan pynte på det næste år.......
God dag Birgitte
Knus
Charlotte
Hej allesammen. Tak for alle jeres gode meninger.:) Jeg håber også på bedre rosenår næste år. Jo, jeg tror ikke man skal flytte roser i foråret, det er nok meget bedre at gøre det om efteråret, så det skal jeg huske!
Håber vi ses næste gang jeg kommer op.
ทางบ้าน
Send en kommentar