Første gang så langt henne i efteråret,
de andre år har jeg taget dem ind i oktober, men da det har været så mildt længe, har træerne stået ude. Nu lover de frost i weekenden, så nu var det på tide at tage træerne ind. De fylder godt op i orangeriet, men man kan stadig sidde rundt om bordet!
Alle træerne er placeret på samme plads som de tidligere år. Her er det oliventræet.
Ferskentræet er det eneste, der er løvfældende. Egentlig vil jeg gerne have det stående inde hele året rundt, da det ikke så godt kan klare regnen, men helst skal stå overdækket. Jeg var dog nødt til at sætte det ud i forsommeren, da der gik spindemider i det. Nu må jeg se, om jeg er kommet af med dem, når det begynder at springe ud til foråret! Der har været mange ferskner på og de var rigtig gode.
Limetræet har rigtig mange frugter. Det er bare svært at se, da de er grønne. Jeg tror, der er en 15 stykker, som modnes i løbet af vinteren.
Citrontræet har også mange frugter, ca. en 20 stykker og de er snart modne. Det har trives rigtig godt hele sommeren. Nu er det 4.sæson indendøre og jeg er lidt stolt over, at det sætter så mange frugter:)
Appelsintræet har ikke sat så mange nye frugter, men dem, der sidder dér, har siddet der et års tid og er blevet meget store. Desværre er de ikke særlig saftige i år. Jeg tror, der har været for mange frugter på og fremover skal jeg nok tynde lidt ud i dem. Jeg er lidt spændt på, om det mon har samlet kræfter til næste sæson.
Stue-appelsinerne har sat mange frugter og er vokset godt. Dem kan man ikke spise rå, men de kan syltes. Det har jeg prøvet og det smagte godt. Jeg har to af disse træer.
Eucalyptustræet er vokset godt også. Jeg håber, det vil sætte frugt en dag. Det ville være spændende. Jeg tror, det er så tæt, at det kan tåle, jeg klipper lidt grene af til dekorationer!
Dette træ, som er en slags husløg på stamme, trives rigtig godt ude om sommeren. Det var bare en lille bitte stikling og nu er det næsten 1,5 meter højt. Det har væltet flere gange ude i haven, så jeg har pottet det om, inden jeg satte det ind i dag i håb om at det kan blive stående, selvom jorden måske bliver lidt tør. Det vejer godt til og der skal nok ikke meget til, før det tipper!
Jeg fik tømt næsten alle de sidste krukker i eftermiddag. Det var dem med vidunderblomster, som sætter knolde i jorden ligesom dahlier. Dem fik jeg op og lagt i en trækasse i udhuset, som er frostfrit. Der er godt nok dannet mange knolde i krukkerne, så hele kassen blev fyldt. Jeg har ventet med de sidste krukker med indianermynte og rævehale at få tømt dem, da jeg skal samle frø ind først. Det er først nu, de sætter frø - jeg håber, jeg får mulighed for det, inden frosten sætter ind.
4 kommentarer:
Godaften Birgitte.Ja !!! nu er det vist på høje tid at få de sidste
indenbore.
Så godt at du har dit store orangeri til at opbevare alle dine planter.
Jeg viser også mit store oliventræ i mit indlæg......og det ryger også sind i udestuen om et par dage.
Alle mine krukker er også stoppet ind i drivhuset.Og der er jo ikke frostfrit.
Jeg får travlt den næste uges tid for vi skal have nyt gasfyr.
Så godt at man er færdig i haven.
God afte til dig knus Jette
Jeg kan rigtig forestille mig, hvor hyggeligt der er i orangeriet nu, hvor ale de eksotiske træer er kommet inden døre. Det må være lidt af et kunststykke at ramme det rigtige niveau med temperatur og vanding i overgangsfasen.
Hej Birgitte
Dine citrustræer er godt nok store og flotte, jeg kan godt forstå, de fylder meget i orangeriet, men det må være spændende med de forskellige frugter.
Den husløgs sag har jeg også, jeg kan ikke lige huske navnet. Den er egentlig ret flot. Godt du skrev om vidunderblomsten, jeg skal huske at grave mine op og tage dem ind.
Hej Jette. Ja, der er altid noget at lave. Godt, at du har mulighed for at overvintre dit oliventræ. Held og lykke med gasfyret!
Hej Lisbeth. Ja, de lover frost, så det er med at være på dupperne. Fint, at du husker dine vidunderblomst-knolde. Det er sådan en fin plante.
Hej Marie. Ja, nu hvor temperaturen falder drastisk, så holder træerne længe på fugten, så det plejer ikke at være svært i overgangsfasen. Men man skal jo hele tiden holde øje med, at de har det godt.
Send en kommentar