mandag den 15. juni 2015

Afslapning i eftermiddag.

I dag har jeg valgt at holde fri i haven!
Det er så flot lige nu fordi hele haven er gennemluget, klippet og fjernet visne blade og blomster, så jeg nyder den igennem kameraet i dag!


Nu varer det ikke længe før Geoff Hamilton springer helt ud. Den er først i år i haven her.


Pæonerne står med store flotte knopper. Dem er jeg meget spændt på. De har haft rigtig godt af al regnen.


Digitalis mellem roserne titter op over dem.


Lupinerne er godt igang, denne skulle egentlig være rød, men det har den aldrig været:)


Purpur kongelys klarer sig bedst i krukker hos mig, jeg har dem også i bedene, men dér bliver de ikke lige så store. De er heldigvis flinke til at selvså sig, så de kommer for 3.år i krukkerne i år.


Kornblomst Black Ball glæder jeg mig til at se. De skulle tiltrække både bier og sommerfugle og er i det hele taget godt for insektlivet i haven. Jeg har dem i flere krukker rundt omkring, desværre er de en lille smule forblæste, men jeg håber de kan rette sig i løbet af sommeren. De gror fint nok i hvert fald.


De pyrenæiske storkenæb var sået og plantet som bunddække under magnoliapinden og klatreroserne, men de er vokset kolossalt og er ca. 1 meter høje, så nu er magnoliapinden næsten helt dækket og roserne ser lidt misfornøjede ud. Disse roser har det slet ikke lige så godt som alle de andre i haven og jeg spekulerer lidt på om det skyldes pyrenæerne, selvom de er skyggetålende. Der er dog mange knopper i roserne. Når storkenæbene takker af, vil jeg klippe dem ned.


Endelig har jeg fået anskaffet mig en gul akeleje, som jeg har plantet i det abrikos- og limegrønne bed. Den skulle have været plantet i skyggebedet, men jeg frygter den bukker under dér mellem alle de andre planter, som er meget større. Jeg har faktisk også plantet nogle matrem ud i bedet, da det er godt for de abrikosfarvede roser dér.


Der sker noget hver dag i staudebedet.


Natviolerne er ved at være godt igang. Derudover blomstrer haveknopurt, akelejer og stjerneskærm.


Voksurt blev meget beundret i går. Den er også rigtig fin. Humlebierne elsker den. Den er meget nem at så og blomstrer lige til frosten hvis den bare får vand nok. Den tager skade, hvis den har det for tørt.


Petunierne under syrenerne har det fint. Foran står en dobbelt pom pom cosmos, som er lyserød. Den trives rigtig godt i krukker og har store knopper. Jeg har haft den i haven i de sidste par år, men i år er første gang jeg har den i krukker. De er meget kraftigere end når de har stået i bedene. Jeg har også frøsået den almindelige, som også er plantet i en krukke.


Lyserød salvie, som har overvintret i krukken. Det er spændende at gå på opdagelse i dette store krukkebed for der er mange planter og mange forskellige plantet i grupper holdt i lyserøde og lilla farver. Jeg er spændt på at følge udviklingen i bedet:)


Lyserød blåkvast er der også i bedet, de er ikke så høje, som jeg havde troet, men man kan godt plukke en buket alligevel - men det nænner jeg nok ikke:) Næsten alle krukkerne er plantet med frøplanter eller stiklinger og det er en stor glæde at se, de trives og vokser dag for dag. De sidste dage med varme har sat noget mere skub i tingene.


Jeg må også lige vise tæppepileurterne under de røde roser. De har det rigtig godt og regnen har gjort dem godt. Der er også mange knopper i disse roser, som er 11 år gamle nu.


Dianthus Maggie har jeg som bunddække i to rosenbede og der er bare mange knopper! Blomsterne er lyserøde ligesom roserne. Jeg vil tro, de er i blomst, når jeg holder åben have den 2.juli.


Jeg kan godt lide dette motiv.:)


Også dette.


Jordbærene er fulde af blomster, men jeg har ikke set bær endnu. Jeg har kørt kommunekompost ud under dem og sammen med regnen er de virkelig blevet til store sunde planter. Forhåbentlig skal jeg ikke dele alt for mange bær med solsortene. Jeg har godt nok et jordbærnet, men frygter lidt at solsortene kommer til at hænge fast i det, så jeg er ikke sikker på, at jeg vil spænde det ud.


Ampelpileurt er plantet ud i små potter flere steder. I pokalen har jeg en appelsintagetes, som havde forvildet sig ind imellem ampelpileurte-frøplanterne. Den står strunk i blæsten, så det kunne være sjovt, hvis den voksede godt til.


Appelsintagetes har jeg også flere steder. Den dufter så godt. Her står den på det lille havebord, Anders gav mig i bryllupsdagsgave for nogle år siden. Stenen er for, at bord og plante ikke skal blæse omkuld. Desværre blæser det en hel del og vinden er kold. Mon ikke snart det holder op, så vi kan få noget varme?!!


Jeg glæder mig til at roser og pæoner for alvor viser sin blomsterrigdom her i østbedet ved orangeriet. Spændende hvordan det ser ud i morgen!

6 kommentarer:

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Dejligt med en fridag som du kan nyde i haven.
Og hvor er der meget der blomstre hos dig.
Og kan da se at du viser meget af det jeg også har valgt i mit nye indlæg.
Nu er det tid til roser og pæoner.Klematis er også godt i gang her hos mig.Ja !! det er bare en dejlig tid.
God aften knus Jette

Laura sagde ...

What an abundance of beauty you have blooming!

Høneballehaven sagde ...

Alle motiverne er flotte, det ser bare godt ud, også det med tæppepileurten. Akelejen ser lidt ensom ud, jeg solgte et stykke af min gule i går, det var noget større end den, du har der. Min er fra Malcolm og Ulla, måske har de flere, de er flinke til at så.

Heidi sagde ...

Hej Birgitte
Hvor ser det skønt ud i din have, godt du kunne bruge en fridag på at nyde det smukke syn af din nytrimmede have.
Dejligt at se at appelsin tagetes har vundet plads i din have, jeg kan huske du var lidt usikker på tagetes da du fik frø fra mig ;)

Birgitte sagde ...

Hej alle fire. Mange tak for jeres kommentarer. Det er jeg glad for. Det er en god fornemmelse at vide, at alting er trimmet i haven, så jeg kan slappe af et par dage eller tre.
Til Heidi: Ja, det er fra dine frø, som jeg har igen i år. Jeg tog frø i sensommeren og jeg synes faktisk de dufter rigtig godt!

Birgitte sagde ...

Hej alle fire. Mange tak for jeres kommentarer. Det er jeg glad for. Det er en god fornemmelse at vide, at alting er trimmet i haven, så jeg kan slappe af et par dage eller tre.
Til Heidi: Ja, det er fra dine frø, som jeg har igen i år. Jeg tog frø i sensommeren og jeg synes faktisk de dufter rigtig godt!