lørdag den 28. marts 2015

Store rosendag og løgkrukker.

Nedklipning og komposteret kogødning.
Med råd fra fru Høneballe blev mine roser klippet ret meget i dag. De var blevet noget barbenede og ranglede, så de fik med saksen. Jeg klippede ca. en halv meter ned lige over en udadvendt knop.


Det tog noget tid, men jeg tror nok, resultatet er tilfredsstillende! Efter nedklipningen fik roserne komposteret kogødning. Jeg bruger en sæk med 40 liter til 4-5 roser, så de fik en god madpakke. 


Her er det rosen Heritage, det var nok den, der blev klippet mest. Under denne rose og én mere har jeg plantet dianthus Maggie, men de er så infiltreret af græs, så jeg har besluttet mig for at grave dem op og rense dem fri for græs og så plante dem påny, når jeg har lagt kogødningen ud.


Her ser man det måske mere tydeligt. Det er et af projekterne i morgen.


Alle de andre roser blev også klippet og fik kogødning og de har alle fået organisk Osmo rosengødning for nogle dage siden. I nat kommer der vist meget regn, så det passer perfekt!


I anledning af påsken besluttede jeg mig for at sætte alle løgkrukkerne frem. Her er det narcisser og tulipaner ved vores indgangsdør.


Overfor døren ved vores udhus har jeg pyntet bænken. I kurven er det hyacinter City of Harlem, som er genbrug fra sidste år. Der er mange af dem med knop, så det kan man godt. Bænken bliver pyntet lidt forskelligt alt efter årstiden. Kurven med juleroserne skal plantes ud og bruges til nogle forårsvækster.


Jeg har lavet en lille siddeplads i vores store indkørsel med de gamle havestole. (Jeg håber de holder én sæson til). De er noget ramponerede. Det blev lidt hyggeligt med sukkertoppen som selskab. I truget kommer der brogetbladet hosta.


Bænken som er på nordsiden af huset er også pyntet op i dag. Den trænger godt nok til at blive vasket med sæbevand og få noget træolie. Mon ikke jeg når det lidt senere på sæsonen?


Ved køkkendøren blev der også pyntet op med narcisser og tulipaner. I år er farverne holdt i creme og lilla. Jeg glæder mig til de allesammen blomstrer. Det er forhåbentlig godt at de kommer ud af drivhuset og bliver vandet igennem at den kommende regn.

I orangeriet blev alle frøplanter og såbakker, citrustræer og pelargonier vandet godt og grundigt - det tog 1,5 time og jeg tror, jeg har brugt lige knap 100 liter vand. Vores vandregning er steget lidt, men jeg tænker, at det er bedre at bruge pengene på det end at sidde på et værtshus og drikke og ryge hver dag. Det synes jeg, er et godt argument!

6 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Godt du fik klippet dine roser, jeg må sige, at jeg har været noget hårdere ved mine. Men du har ret, det tager tid, jeg mangler så også lidt endnu, det håber jeg på at nå i morgen. Det bliver flot, når alle dine krukker med forårsløg blomstrer.

Fru Friis sagde ...

Det er så dejligt hver gang vi kommer et lille skridt nærmere, med alle forårets gøremål. Hvor er det et skønt trug du har til de brogede hostaer.. :o)

Unknown sagde ...

Hej Birgitte Det er så godt at få forkælet roserne, jeg er sikker på, at de belønner dig til sommer. Sikke en overflod af spirer og krukker, så kan foråret bare komme an. God søndag. Kh Tina

Frk. Anemone sagde ...

Godt at få klippet og gødet roserne, her har vi også fået regn, det trængte haven faktisk til.
Det bliver meget flot når alle dine krukkeblomster kommer i flor - det viser du vel... :)

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Ja !!! det er bare så dejligt at kunne sætte tjek ve endnu en ting der er ordnet i haven.
Hvor langt ned klipper du dine roser?
Jeg har også fået gødet hele haven.......og givet roser og klematis komposteret kogødning.
Må vist også have de sidste krukker ud i fri luft.
God aften knus Jette

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Mange tak for jeres kommentarer. Dem er jeg meget glad for. Jeg har klippet nogle roser ned til en halv meter over jorden og nogle er nok en meter høje. Jeg synes det virker meget godt og ser lidt friskt ud. Der er kommet meget regn i går aftes og i nat, så det var godt, jeg nåede at få gødning og kogødning ud.