mandag den 16. juni 2014

Lupiner og storkenæb

Lupiner og storkenæb forskellige steder i haven. De er ikke plantet som en kombination, men de pynter gevaldigt hver især!

Denne blå lupin er et par år gammel, jeg har to af dem i staudebedet, men de trives ikke helt så godt, synes jeg. De er stadig små, men de kommer dog hvert år.


Her er den lilla, som jeg såede sidste år.


Dette er en lyserød dværglupin, som er plantet i en krukke. Den har jeg sået i år. Jeg tror ikke, den er god til at overvintre. I hvert fald er den, jeg plantede ud i bedet sidste år, ikke til at få øje på nogen steder!

Jeg har fire forskellige storkenæb i haven, hvoraf de tre er lavtvoksende - for det kan jeg bedst lide! Jeg tror egentlig det ville være en flot kombination med lupiner og storkenæb sammen. 


Her er en almindelig halv meter høj storkenæb, som har været i haven i 10 år. Denne plante har leveret nye planter til under hele vores hæk - det glemte jeg helt at tage billeder af. Men de er så store nu, så hele bunden er godt dækket og de kvæler ukrudtet!


Her er det Geranium Vision, som kun bliver ca. 25 cm høj. Blomsterne lukker lidt i her ved sen aftenstid, men man kan godt se den fine lyserøde farve!


Min pyrenæiske storkenæb har runde, store blade og blomsten er ret lille og farven er en blanding af lyserød og lilla - nærmest lyserød med lidt blåt i! De lukker også i her ved aftenstide. De er sået og plantet ud i år og jeg håber meget på, at der kommer mange flere blomster næste år. De har allerede dækket hele bunden i bedet under Magnoliatræet. Og det var også deres opgave!
Der kommer vist regn i weekenden, så jeg vil gøde haven i løbet af ugen. Det er meget tørt det hele og vi trænger virkelig til et kæmpe-regnvejr!

6 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Ja lad os håbe, vi får regn, men det DMI viser nu, tyder nu ikke på meget regn, vi må snart i gang med regndansen igen :)
Jeg er spændt på at se blomsterne på Geranieum Vision, det lyder jo godt, at den dækker så fint.

Heidi sagde ...

Hej Birgitte
Lupiner er så fine i haven og ikke til at undvære. De små dværglupiner er etårige, men du kan ta frø til efteråret ;)
Jeg tror også vi må ha startet op i regndansen igen, for der er godt nok tørt ;(

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Du har da godt nok travlt for tiden.
Jeg er også meget glad for mine lupiner.......har dem i 5 farver.
Er også glad for storkenæb......og vil også helst ha de lave.For jeg synes at de høje vælter hele tiden.
Nu tror jeg vi er mange der som Heidi skriver danser regndans......for vi har det godt nok tørt. God aften Knus Jette

Berit fra Irishaven sagde ...

Hos mig opfører Lupiner sig også lidt primadonna-agtigt. Et enkelt sted i haven er det lykkedes mig at få en hvid til at overvintre og komme rimeligt frodigt igen - tre andre steder i haven står det nogen og er pjevsede uden blomster. Jeg giver snart op selvom jeg så godt kan lide dem.
Jeg må måske købe en ny stor plante hvert år og så nyde den i én sæson. I år købte jeg så en lysegul....og så var den hvid da den sprang ud - godt at jeg også kan lide hvide lupiner.
Jeg eksperimenterer i øvrigt efter din anbefaling med Matrem til roserne - foreløbig ser det ud til at have den ønskede effekt på at lusene holder sig væk :o)

Berit fra Irishaven sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Tusind tak for alle jeres gode kommentarer. Dem blev jeg rigtig glad for. Det glæder mig, at Berit afprøver matrem og roser sammen. I mit bed ser roserne fine ud, meget finere end nogle der står i et andet bed uden matrem, så jeg er overbevist om, at det er kombinationen, der modvirker utøj!