torsdag den 21. september 2017

Plantevæg med stedsegrønne bregner.

Klikfinger på spil!
Hos Jespers Planteskole har jeg bestilt en del stauder, som kom i dag. Jeg ringede til dem i mandags for at høre hvor hårdføre de stedsegrønne bregner var. Jeg fik at vide, at de var fuldt hårdføre, men når de skal placeres på mine plantevægge, kunne han ikke garantere, at de ville klare hård frost. Derfor blev vi enige om, at jeg skulle købe nogle få stykker til at starte med og så se, hvordan de klarer sig i vinterens løb.


Jeg har købt to forskellige bregner - 5 af hver. Rødslørbregne og Kambregne. Nu skal de bare pottes op i 2-liters potter. Der er tre hylder på forside og bagside og lige nu er der 5 bregner på en hylde. Måske kan der kun være 4 to-liters potter på hver hylde, det må jeg lige finde ud af i morgen.


Ved foden vil jeg også plante lidt. Det bliver lidt forskelligt ved hver væg - måske noget med heucheraer eller euphorbiaer. Som man kan se, er der en del bar jord - det er der også i de to nye store bede, så derfor har jeg også købt andre planter.


Jeg har købt hvid ærenpris, rosa slangeurter, en blåhvid stormhat, lægebaldrian, blåhat, hestemynte, blåkvast og lungeurt Sissinghurst White.

Jeg håber, bregnerne kan klare deres placering!


Denne stjerneskærm har stået i fuldt flor lige siden forsommeren og bliver bare ved og ved.


Og så har de to lyserøde riddersporer besluttet sig for endnu en lille blomstring.


Roserne blomstrer lidt rundt omkring. Her er der Brother Cadfael.


James Galway.


Geoff Hamilton.


Dahlierne blomstrer også rundt omkring. Denne er på størrelse med en underkop.



De lilla blomstrer ikke helt lige så meget som de andre, jeg har.


Disse mini-hostaer skal plantes ved foden af de to tørrestativ-stolper, hvor der vokser en clematis. Jeg skal rigtig i gang med at plante i weekenden - det bliver super hyggeligt.:)


I forgårs aftes gravede jeg tre nye stolper ned i Rosenhaven, som var tegnet ind på min haveplan. Jeg har sået en hvid staudelathyrus, der skal vokse op af disse stolper. Den er plantet i en stor potte. Der mangler lige at blive sat wirer op på stolperne. (Dem laver vi af hegnstråd).


Duftsnebolden har fine høstfarver nu.
Ih - jeg glæder mig til weekenden, hvor jeg skal plante, som er noget af det sjoveste at lave i haven. Der kom endnu en pakke i dag, det var de liljeløg jeg havde bestilt for nogle uger siden. Dem planter jeg i morgen, når jeg kommer hjem fra arbejde.
Jeg skal rigtig hygge mig i haven i weekenden.!

6 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Hej Birgitte
Sikken du køber ind, jeg kan godt forstå, du glæder dig til at plante i weekenden. Det ser fint og anderledes ud det du laver med bregnerne. Jeg håber, de kan gro der.
Min James Galway har for en gang skyld været tidligere end din, så den er ved at være færdig for i år, tror jeg.

marie sagde ...

Der er tre kvarters kørsel til Jespers Planteskole herfra, så jeg kigger indenfor engang imellem. Sidste gang købte jeg dog ingenting - har ikke gang i lige så mange projekter som dig☺

Tim Skovrup sagde ...

interessant løsning med plantevæggene :) :) - det bliver spændende at se hvordan de klarer vinteren ;)

Maribel sagde ...

Hej!
Skall bli spännande att se hur växterna trivs på din vägg. Vilken trevlig idé.
Ha en fin helg /Marika

Casa Rosen- en Kolonihaveblog sagde ...

Hvor er det spændende med de plantevægge, og om bregnerne kan klare vinteren.
Fine staudekøb du har gjort dig.
Jeg mødte jo Jespers planteskole på CPH garden og de havde virkeligt mange spændende planter.
nu må du have en rigtig god og hyggelig weekend med alle planterne.

Hilsner fra Linda

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Tusind tak skal I have. Ja, jeg er så glad for alt det, der sker i haven. Vejret har rigtig været med os heroppe i weekenden. Der er så mange steder, jeg gerne vil se, blandt andet Jespers Planteskole og Lundhede samt Lønbæk Planteskole, det må kunne lykkes en dag!