Nu er der lagt fliser
I afdeling E er vi blevet færdige bortset fra, at vi mangler ca. 10 fliser, som vi havde for lidt.
I fredags startede vi med at grave ud. Der var store mængder af skvalderkål, som vi har gravet væk og fjernet alle rødderne. (Jeg er rimelig sikker på, at alle rødder er væk, dette er nemlig yderst vigtigt, hvis man ikke vil have skvalderkål igen!). Da vi havde gravet jorden væk, viste det sig, at nedenunder var der et støbt cementgulv. Det var dog så ujævnt og med huller, at vi alligevel besluttede os for at køre grus på og lægge vores fliser.
Så frygtelig og forfærdelig så der ud i afdeling E, før vi gik igang. Afdeling E ligger bagved vores udhus og det er dér vi har vores brændestabel. Plastikken har været brugt til at dække over brændet og så har vi opbevaret diverse sten og tegl. Nu er brændestablen næsten brugt op - nyt er på vej -, så derfor var det lige tidspunktet at få klargjort afdeling E.
Vi var så heldige, at Anders én dag kom forbi et hus på cykel, hvor de havde gravet deres fliser op og vi fik lov til at få dem for at hente dem. Vores nabo stillede op med bil og trailer, da vi ikke selv har disse to ting og efter to ture, var fliserne hjemme hos os. I mandags bestilte vi grus hos vognmanden.
To kubikmeter var nok.
Nu er vi færdige pånær de ca. 10 fliser, der mangler langs plankeværket.
Senere skal Anders bygge et halvtag med sider og tegltag til vores brændestabel. Det er nemlig rigtig irriterende at dække en brændestabel med plastik fordi det bliver tynget ned af vand og er alligevel ikke vandtæt. Vi har det hele til at bygge halvtaget med, så det bliver sikkert rigtig godt til vinter.
Nu skal der fejes grus ned mellem revnerne de næste dage og så har vi en rigtig ryddelig afdeling E.
Nu har vi boet her i 7 år og vi har aldrig selv købt brænde. Der var en stor brændestabel, da vi købte huset og sidenhen har naboerne været ekstrem gavmilde og foræret en hel masse brænde væk. Nu har vi igen fået en ordentlig stak træ, der skal saves i små stykker, så derfor er Anders i Bilka i dag for at købe en motorsav. Vi håber også, at vores naboer kan bruge den, hvis de har behov for det. Vi vil meget gerne give lidt tilbage, selvom de ikke er meget for det.
1 kommentar:
Hermed en kommentar fra ham, der har lagt fliserne. Det var hårdt, jeg har ondt i armene. Så jeg kan næsten ikke skrive mere, jeg stopper her.
Send en kommentar