onsdag den 20. april 2011

Helleborus orientalis - Påskeklokker

Skærtorsdag morgen kl. 7.00
Jeg er vågnet tidligt i dag for at få så meget som muligt ud af dagen. Vi skal igang med at grave jord væk i afdeling E, hvor vi har vores brændestabel og bagefter skal vi lægge fliser. I indkørsel er der to kubikmeter grus klar til at blive brugt.

Men nu er det mine påskeklokker, jeg vil skrive om. Sæson for påskeklokker er januar-april. Nogle kalder dem for vinterens rose. De vokser vildt i bjergene i Schweiz. Påskeklokker er større end julerosen, som er den hvide og hedder på latin Helleborus niger.
Det er svært at angive sortsnavn på påskeklokker fordi de krydser sig indbyrdes og man ved ikke, hvordan blomsterne kommer til at se ud. De kan være ensfarvede, stribede, prikkede, tofarvede - ja stortset alle muligheder for farveblandninger.
Hvis man sår dem fra frø, tager det ca. 3 år, før de blomstrer.
Mine blomster lige nu og nedenfor kan man se, hvordan de ser ud.

Purpurfarvet påskeklokke

Hvid påskeklokke


Rosafarvet påskeklokke
 I går aftes fandt jeg en hjemmeside - Gartneriet Spiren - som har specialiseret sig i påskeklokker og jeg fik den idé, at plante hele skyggebedet til med disse skønne planter. Men jeg er gået i tænkeboks, for jeg vil gerne finde ud af om de kan kombineres med andre planter, der blomstrer længere henne på sæsonen, altså at plante i lag, sådan som Claus Dalby gør. For det er ikke så spændende hvis der kun er påskeklokker og de visner ned til maj, så derfor skal jeg have fundet ud af, hvordan jeg kan plante - og hvilke planter - der blomstrer længere fremme uden at planterne kvæler hinanden.

Ingen kommentarer: