tirsdag den 2. februar 2016

Såmaterialer.

Rengøring og klargøring til at så.
Jeg har 8 rootrainers og er gået i gang med at vaske dem rene. Jeg opbevarer dem i udhuset, hvor de har været opmagasineret siden de var i brug sidste år. Tre af dem er vasket rene i varmt vand her til aften.


Jeg vil gerne slå et slag for rootrainers, som har en del fordele, når man skal så. De er dybe og smalle, så man kan så få frø i hvert såhul og så kan de nå at udvikle et ret stort rodnet, inden de skal plantes ud. Jeg fylder såhullerne op med 3/4-dele blomstermuld og den øverste 1/4 med så- og priklejord. På den måde skåner jeg rødderne, når de er helt spæde, idet der ikke er næring i så- og priklejorden, som kan svide rødderne. Når de så er vokset noget til, gror de ned i blomstermulden, som har en tilpas mængde gødning, som de kan tåle. På denne måde behøver jeg heller ikke prikle om, men kan lade planten vokse til, inden den skal ud på blivende sted. Rootrainers kan åbnes i siden, så man kan tage hele jordklumpen ud og på den måde beskadiger man ikke rødderne.
De er lidt dyre at anskaffe sig, men jeg har haft mine i 3 år nu og de kan sagtens holde i mange flere år.


I udhuset har jeg mange potter og bakker. Jeg går ind for genbrug og gemmer de store kødbakker fra supermarkederne, som er rigtig fine til at have potter i. Jeg er også så heldig, at vi fik en hel del store foliebakker, som der var mad i til Anders's fødselsdag. De er også rigtig gode til at sætte såpotter i. 
På mit arbejde har jeg spurgt mine kolleger, om de vil give mig små potter, de har haft planter i, istedet for bare at smide dem ud. Jeg er interesseret i potter fra 7 til 9 cm i diameter, da de har lige den rette størrelse til at så i. Hvis potterne er for store, har frøene en tendens til at rådne og fare vild i potten. Rødderne vil gerne trænge ud til kanten, så derfor skal potterne ikke være for store. Det samme gælder, når jeg laver stiklinger. Jeg køber også potter ved et netfirma, hvor de koster 50 øre stykket. Og så er især hyacintpotter rigtig gode i størrelserne.


Bakker og potter gør jeg løbende rene, da jeg har rigtig mange, så lige nu er der heldigvis ikke meget af det, der skal rengøres.
Jeg plejer at lave ca. 200 pelargoniestiklinger og så sår jeg lige så mange planter, så der skal en del materiale til. Det har kun været nødvendigt at købe såpotter to gange i de år, jeg har været i gang. Så det er rart med genbrug og flinke kolleger.

Jeg har endnu ikke fået sået indianermynte, men regner med at få det gjort i weekenden. I år har jeg ikke så mange staudefrø, men jeg har dog nogle, som er halvhårdføre og overvejer også at så dem i weekenden. Det er kæmpeverbena og sort kornblomst.
Og så skal jeg forberede nogle gaver til foredragsgæsterne, der kommer om et par måneder. Til mine foredrag følger der nemlig lidt overraskelser med!

mandag den 1. februar 2016

Juleroser med mere.

Ikke mange andre blomster,
men juleroserne, som jeg plantede ud for et år siden har blomstret de sidste par uger. Påskeklokkerne er også godt på vej ligesom nyseroden, jeg har fået af Lisbeth fra Pelargonieklubben.


Jeg troede, den var gået ud, da den var væk sidste år, men i år er den kommet rigtig fint. Det var bare en lille stikling, Lisbeth havde fra sin have, som jeg fik i en potte, så det var godt at se den så fin.


Billederne er taget delvist i mørke, så de er desværre noget uklare, men man kan godt se, hvor mange blomster, der er i juleroserne. Jeg har fulgt med på mange blogge, hvor man kan se blomstrende buske og træer lige for tiden. Det kan jeg desværre ikke vise, for jeg har ikke sådanne i haven. De sidste par vintre har jeg haft fokus på stedsegrønt og synes, det er ved at lykkes nogenlunde med stedsegrønt placeret flere steder.
Så mit næste projekt skal måske være lidt flere vinterblomstrende planter, selvom jeg ikke har meget plads. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at der godt kan være lidt mere i staudebedene, hvor jeg også gerne vil have heucheraer, som er så fine hele året rundt.


Så jeg har nærstuderet de spændende indlæg hos andre og noteret mig nogle buske:)

I de næste dage/par uger skal jeg i gang med at gøre alle mine såredskaber rene og så skal jeg ud at skaffe jord til såning. Når rengøringsarbejdet er overstået er det tid til at lave pelargoniestiklinger i slutningen af februar/starten af marts. Jeg glæder mig til at komme igang.

torsdag den 28. januar 2016

En gennemgang af skyggebedet.

Gule og hvide farver.
Skyggebedet i det fjerneste hjørne i haven er ved at være godt vokset til. I foråret blomstrer mange narcisser sammen med påskeklokker og senere kommer mange stauder frem i lyse farver sammen med mange hostaer, som bedet er plantet til med.






 Billederne er fra april, hvor narcisserne er godt i gang, man kan også se påskeklokkerne.


Her er bedet bagest i billedet fra maj måned.


Dette billede er fra medio juni, hvor de gule farver også er fremme.


Her er der plantet hostaer i bedet. De står langt inde. Planen er, at de skal lukke bedet i denne tredjedel af det.


I juli blomstrer løvefoden, som er plantet i en række foran langs med stenene. Jeg har opdaget til min store overraskelse, at jeg stortset ikke har taget billeder, mens løvefoden blomstrer. Det er en kæmpe svipser. Dette billede er fra 2013. Sidste år var de rigtig flotte og jeg plukkede mange af de små limegule blomster ind til buketter. Løvefoden klipper jeg helt ned, når blomstringen er ved at være overstået og så når de at blomstre i sensommeren, men ikke lige så frodigt.
På dette billede kan man også se staudedigitalis'erne (som ser ud som små tynde stængler på billedet). Dem tog jeg frø af forrige år og det lykkedes at få planter ud af dem, da de blev sået i vinteren samme år.


Her er det november, hvor visne blade dækker hele bedet. Dem, der ikke er formuldet, fjerner jeg i foråret for at komme til at luge, inden der bliver for meget ukrudt. I 2015 var der ikke meget lys eller jord til ukrudt og hele sæsonen igennem var det et let overkommeligt arbejde at luge bedet.
Da vi købte huset for 12 år siden, var her kun en græsplæne og helt inde i inderste hjørne her stod der en laurbærbusk, som blev fjernet, da den var meget frostskadet og derefter besluttede jeg mig for at forsøge med et skyggebed. Naboen har store træer i sin have i dette område og det er dem, der giver skyggen. Træerne er så flotte og de er en god baggrund i vores lille have!

tirsdag den 26. januar 2016

På udkig efter forårstegn og 12 i eksamen.

Lige nu øsregner det,
men jeg var ude med kameraet inden. Jeg nåede lige et par billeder inden det løb tør for batteri! Min ældste niece læser til socialpædagog og fik 12 til eksamen i går. I de andre eksamener har hun fået 10, så hun er ret skrap. Det måtte fejres med blomster, så jeg har købt en buket til hende og en til mig selv:)



Ude i haven pibler løgvæksterne op og jeg var rundt for at kontrollere om de kom alle steder, hvor jeg har sat dem - og det gjorde de! Det er jo genbrugsløg, idet jeg havde dem i krukker sidste forår, hvor de visnede ned og stod tørt indtil i efteråret, hvor jeg plantede dem ud i bedene. Dette koncept har jeg kørt med i nogle år nu og det fungerer ret godt.



Her er det dagliljer, der er på vej op.
Jeg fik også lige set til juleroserne og de var i blomst, dem må jeg tage billeder af en anden dag.

mandag den 25. januar 2016

Åben have i sommer.

Det har været en travl uge.
Min yngste niece fyldte 18 år i torsdags og vi var til stor fødselsdagsfest. I weekenden var vi til 60 års fødselsdag på Liselund Slot på Møn, så vi har rejst frem og tilbage til begge ender af landet og siddet en hel del i tog, men det var det hele værd. Vi har haft det fantastisk sammen med hyggelige, gode og søde mennesker!


I år holder jeg åben have torsdag den 07.juli kl. 19-21 og igen torsdag den 18.august kl. 19-21. Derudover efter aftale.


En kort beskrivelse af haven:
Der er ca. 130 krukker i haven med stauder og sommerblomster foruden rosenbede med engelske roser. Desuden er der staudebede og frugttræer samt bærbuske. Haven er næsten selvforsynet med planter, som bliver opformeret i orangeriet, der er frostfrit. Her er der ca. 120 forskellige pelargonier samt forskellige citrustræer, der overvintrer dér.


Jeg håber, mange har lyst til at kigge forbi.

mandag den 18. januar 2016

Laboratorieflasker i snevejr og hostafrø m.m.

I dag har jeg været på en lille inspektionsrunde i haven!
Jeg ville se, om laboratorieflaskerne har kunnet tåle de mange frostgrader.


De ser fine ud rundt omkring, her er det på den nederste del af plantebordet.


Det sner ret meget udenfor lige nu.


Dem på fliserne har det også meget godt.


Det ser lidt hyggeligt ud med sne på flaskerne.


Anders har lige været en uge hjemme hos sin mor i Herlev og tog yderligere 4 laboratorieflasker med hjem i rygsækken. Jeg har stadig en papkasse hjemme i svigermors garage, hvor der er yderligere 7 flasker. Disse 4 og de resterende er ret store. Svigermor ryster på hovedet af mig og forstår ikke hvad jeg skal med alle de flasker i haven, men jeg er rigtig glad for dem og meget taknemmelig for at hun hentede dem hos Lauritz.com. Heldigvis har hun ikke noget imod, at vi fragter dem hjem til Nordjylland med tog lidt ad gangen (de fylder godt). Nu er der kun én papkasse tilbage i hendes garage!


I det lille drivhus står alle mine løgkrukker og venter på foråret. Tulipanløgene er begyndt at titte lidt op, som kan kan se. Til foråret bliver løgfarverne lyserød og creme.


Dahliaknoldene i udhuset står frostfrit og har det fint. De er saftige og spændstige, så det var godt lige at få dem tjekket. Jeg har omkring en 7-8 kasser derude.


Gad vide hvor meget sne, der kommer ned nu.



For en uge siden såede jeg hostafrø - en blå og en hvidbroget. Jeg havde held med dem forrige år, hvor de stod de første 14 dage i det kølige orangeri, hvorefter de kom ind i en vindueskarm i huset, hvor de begyndte at spire efter nogle dage. Da de to blivende blade var kommet, satte jeg dem ud i orangeriet igen.
Jeg vil benytte samme taktik igen, da frøene skal have både kulde og varme for at spire.

Om et par uger vil jeg så indianermynte. Dem såede jeg i februar sidste år og de kom fint allesammen.

lørdag den 16. januar 2016

Det store staudebed sæsonen igennem.

Der gemmer sig meget under sneen!
I dag vil jeg gerne vise det største staudebed i haven fra det tidlige forår til frosten sætter ind. Det er en udfordring at få blomster hele vejen igennem, det er noget, jeg stadig arbejder på.


Bedet er trekantet og bygget op så de højeste stauder står op ad plankeværket og de lavere forrest. Her er det primo maj og meget er på vej op. Som man kan se, er der ikke rigtig noget i blomst. Det første, der blomstrer, er løjtnantshjerte og natviol.


Her kan man lidt til højre se løjtnantshjerten. Der er to miniroser i bedet, den ene er de lange grene forrest i bedet. Jeg tror, jeg skal klippe dem lidt ned i år.


Tre uger senere, er bedet næsten helt dækket. Dette billede er fra siden. Forrest i billedet ser man dagliljer, som jeg har delt før, men de skal nok deles igen. Nede mod spidsen fylder purpur haveknopurt godt og vokser udover kanten. Den er også tidligt i blomst og jeg plejer at klippe den ned, så når den endnu en blomstring i sæsonen. Mod plankeværket kan man se, at høstanemonerne er godt på vej.


En uge senere blomstrede haveknopurten. Det er da en flot farve?


Nu er vi i starten af juli og pom pom valmuerne blomstrer sammen med miniroserne, riddersporene, som er det blå i venstre hjørne. Jeg har efterhånden plantet så meget i bedet, at jeg ikke længere kan huske det hele, men heldigvis har jeg planteskilte ved hver plante, så jeg ikke luger dem væk i foråret. 


Primo august, hvor høstanemonerne er i fuld gang. Man kan også se marmelukærmerne, hvor denne er en staude.


Primo september hvor hjortetrøsten og kattehalerne er i fuld gang.
I 2015 var foråret koldt, og det kan ses, da bedet faktisk først er på sit højeste i august, hvor det de andre år har været juli.



Kattehalerne har en flot farve.
Bedet er holdt i lyserøde og røde farver.


Et nærbillede medio september med roser og duehoved.



Medio oktober, hvor det er ved at visne ned, men man kan se sølvlysene midt i billedet.

Det var bedet i 2015, som ikke var dets bedste år. Jeg tror, det viste sin storhed i 2013. Sidste år var en del af purpursolhattene forsvundet - jeg tror, det er fordi de har fået for meget konkurrence fra flere andre planter. I 13 og 14 fyldte de hele spidsen af bedet og det så så godt ud. Det bliver spændende hvordan det tager sig ud i år, da mange nyplantede planter sidste år nok først bliver rigtig fine i år!