I dag vil jeg gerne vise det største staudebed i haven fra det tidlige forår til frosten sætter ind. Det er en udfordring at få blomster hele vejen igennem, det er noget, jeg stadig arbejder på.
Bedet er trekantet og bygget op så de højeste stauder står op ad plankeværket og de lavere forrest. Her er det primo maj og meget er på vej op. Som man kan se, er der ikke rigtig noget i blomst. Det første, der blomstrer, er løjtnantshjerte og natviol.
Her kan man lidt til højre se løjtnantshjerten. Der er to miniroser i bedet, den ene er de lange grene forrest i bedet. Jeg tror, jeg skal klippe dem lidt ned i år.
Tre uger senere, er bedet næsten helt dækket. Dette billede er fra siden. Forrest i billedet ser man dagliljer, som jeg har delt før, men de skal nok deles igen. Nede mod spidsen fylder purpur haveknopurt godt og vokser udover kanten. Den er også tidligt i blomst og jeg plejer at klippe den ned, så når den endnu en blomstring i sæsonen. Mod plankeværket kan man se, at høstanemonerne er godt på vej.
En uge senere blomstrede haveknopurten. Det er da en flot farve?
Nu er vi i starten af juli og pom pom valmuerne blomstrer sammen med miniroserne, riddersporene, som er det blå i venstre hjørne. Jeg har efterhånden plantet så meget i bedet, at jeg ikke længere kan huske det hele, men heldigvis har jeg planteskilte ved hver plante, så jeg ikke luger dem væk i foråret.
Primo august, hvor høstanemonerne er i fuld gang. Man kan også se marmelukærmerne, hvor denne er en staude.
Primo september hvor hjortetrøsten og kattehalerne er i fuld gang.
I 2015 var foråret koldt, og det kan ses, da bedet faktisk først er på sit højeste i august, hvor det de andre år har været juli.
Kattehalerne har en flot farve.
Bedet er holdt i lyserøde og røde farver.
Et nærbillede medio september med roser og duehoved.
Medio oktober, hvor det er ved at visne ned, men man kan se sølvlysene midt i billedet.
Det var bedet i 2015, som ikke var dets bedste år. Jeg tror, det viste sin storhed i 2013. Sidste år var en del af purpursolhattene forsvundet - jeg tror, det er fordi de har fået for meget konkurrence fra flere andre planter. I 13 og 14 fyldte de hele spidsen af bedet og det så så godt ud. Det bliver spændende hvordan det tager sig ud i år, da mange nyplantede planter sidste år nok først bliver rigtig fine i år!
7 kommentarer:
Flot staudebedet - det ser fantastisk ud om sommeren.
Ærgerligt med pupursolhat, det er lidt svært med dem.
Så må vi spændt vente på at se, hvordan det kommer til at se ud i år.
Ja der er jo lige det der er den store kunst, at få farve i bedene så længe som muligt ;-)
Har du overvejet at sætte nogle forårsløg i bedet for at få en længere periode med blomstring ?
I efteråret designede jeg 4 højbede hver på ca. 4 m2 på mit arbejde et hvidt, et gult, et blåt og et rødt bed. Det er meningen, at der skal være noget at se på så lang en periode som muligt. Jeg er meget spændt på at følge bedene. Det tegner dog godt, for de første små bellis er begyndt at blomstre i det røde bed, hvor der også står nogle rødbladede Heuchera og giver farve til bedet hen over vinteren.
Rigtig interessant gennemgang af dit staudebed. Man kan fornemme, at du spekulerer på ændringer og forbedringer, samtidig med at du laver indlægget. 2014 var det bedste haveår nogensinde her i haven, mens 2015 ikke var noget at skrive hjem om. Purpursolhat er sådan en flot staude, men bortset fra selve arten, synes jeg, den er så ustabil, at den ikke kan udfylde hovedrollen i et bed.
Hej Birgitte.Sjovt at se dit bed over nogle måneder.
Det går bare SÅ hurtigt med at blomsterne beder sig.
Alunrod er bare en af mine ynglingsplanter:Den står jo flot det meste af året.Havde faktisk også planlagt at vise nogle af mine bede før og efter........men som kom sneen og det dejlige solskin........så det blev mit søndagsindlæg i stedet.
Dejligt at vi snart skal se vores planter vokse op igen.
God søndag Knus Jette
Kære Birgitte Det var altså meget interessant at se livets gang i staudebedet. Du har ret farven på knopurten er altså sublim. Det var helt fantastisk at se hvor meget det dog kan vokse i løbet af kort tid. Skal der nye planter til i år? Ønsker dig en fantastisk uge. knus Tina
Hej Birgitte.
Tak for et godt og interessant indlæg - spændende at se udviklingen. Den knopurt er virkelig flot i farven. Heldigvis er et bed ikke statisk og der er plads til om- og nyplantning. Det er bare så ærgerligt at purpursolhatte ikke bare holder år ud og år ind. Jeg synes kun at det er 'Magnus' og 'White Swan' der er stabile.
Hej allesammen. Mange tak for jeres gode idéer. Jeg har godt nok tænkt på at sætte tulipanløg i bedet, så det gør jeg måske til efteråret. Det er også en rigtig god idé med alunrod, dem har jeg kun i krukker, men det ville da være pænt at have dem i dette bed og så står de jo som sagt rigtig pænt hele vinteren! Jeg kunne også godt tænke mig nogle andre forårsløg, bellis og violer er så flotte og man bliver altid så glad, når de kommer frem, så det er også en mulighed. Ja, purpursolhat er lidt krævende, jeg håber, der kommer så mange op, så jeg kan tage frø senere og så så dem til næste år!
Send en kommentar