søndag den 13. januar 2013

Geranier og lupiner

Jeg har sået 29 potter, heriblandt lupiner og geranier.
Geranium vision light pink:


Den bliver ikke så høj og jeg skal have den under mine roser Parade, som er en klatrerose, der vokser op af vores stakit i bunden af haven. Rosen er kirsebærrød. Jeg har desværre ikke et godt billede af den!


Jeg er meget spændt på denne storkenæb, jeg synes, den er rigtig sød!
Sidste år såede jeg geranium var striatum, som ligner denne meget, men den er mørkere. Der kom dog kun to planter ud af det og de er plantet under frugttræerne. 


Disse lupiner, som hedder Lupinus nanus dwarf pink fairy har jeg også sået. Dem er jeg også meget spændt på. De skal plantes ud i mit nye rosen- og pæonbed på østsiden af orangeriet. 
Derudover har jeg også sået rød lupin, som skal i samme bed.
Desuden har jeg sået blå salvie, blå jakobsstige, dusksalvie (gamle frø, som må stå sin prøve).

I november såede jeg en del staudefrø, heriblandt flere forskellige akelejer og nogle af dem er begyndt at spire, men de skal lige være lidt større, før jeg tager billeder - så er det sjovere.
Min røde kvan er også begyndt at spire.

I går havde vi gæster til eftermiddagskaffe i orangeriet. Jeg bagte vafler derude (dejen var en gammel opskrift, min mormor har givet mig i tidernes morgen) og brændeovnen havde varmet op til behagelig temperatur. Der var børn med og vi havde det rigtig hyggeligt. De blev og spiste til aften også. Det var en dejlig dag.

torsdag den 10. januar 2013

Pakke ankommet og frøsåning

Ja, jeg bestilte rootrainers på nettet!
Jeg havde allerede købt på nettet førend jeg vidste, man kunne få dem i Bilka, men jeg skal i hvertfald kigge efter dem næste gang, jeg kommer derud - også for at tjekke prisen!
Jeg fik samlet dem alle i går og nu står de på bordet ude i orangeriet og venter på, at de skal sås i!

Jeg har kigget i mine frøæsker fordi jeg ved, der er noget man godt kan så nu!


I aften og i morgen aften skal jeg så to forskellige lupiner - en rød og en pink. Jeg læste i det sidste Alt Om Haven, at man godt kan så lupiner nu. Så skal jeg så geranier, på posen står der violet geranium, på billedet var de lyserøde. Blå salvie og dusksalvie skulle man også kunne så nu. Så har jeg nogle gamle blå jakobsstige-frø, dem prøver jeg også lige. I morgen,når jeg kommer hjem, så skal jeg ud og så valmuefrø igen. Jeg er bare lidt nervøs for, om de når at vokse sig ligeså store, som dem jeg såede i november. Det bliver spændende at se. 
Jeg må vist tage mig tid til at beskære billederne, inden jeg lægger dem herud, for der er da en masse unødvendigt med på dem. Åh jeg føler mig så rig, når jeg ser alle mine frø. Dette udvalg er bare en brøkdel.
Jeg har også fundet ud af, at jeg i hvert fald mindst skal fordoble min krukkebestand fordi jeg skal pynte omkring orangeriet udvendigt og så kan jeg også beplante dem med forhåbentlig en masse frølinger! JUHUU!

tirsdag den 8. januar 2013

Hvordan det er gået med Myrthus Ugni stiklingerne

Jeg trak lidt i en stikling og kiggede efter rødder.
men der var ingen rødder. Alligevel ser det ud til, at de har det godt. Det kræver nok lidt varmere temperaturer, før der sker noget vildt!


Sådan så de ud den 4.november og det er jo to måneder siden.
Nedenfor er dagens billede og det er taget tættere på, så det snyder måske lidt, men de har det i hvertfald ligeså fint, som da jeg satte dem.


Jorden er holdt jævnt fugtig. Det har kun været nødvendigt at vande én gang. Det skyldes temperaturen i orangeriet.
Det er meningen, at stiklingerne skal bruges til gaver og jeg havde håbet på, der var rødder, for vi får gæster på lørdag, som skal se orangeriet for første gang og så kunne det være så godt, hvis jeg lige kunne forære et par stiklinger at min myrte!

søndag den 6. januar 2013

Korrektion og uddybning

Jeg vil gerne komme med en uddybende kommentar
Nej, hvor blev jeg glad for alle jeres kommentarer til mit indlæg i går, men jeg fik vist ikke forklaret mig godt nok og det vil jeg gerne rode bod på.


Orangeriet er bygget med lavenergiglas og det betyder, at duggen er UDvendigt på vinduerne, så jeg behøver ikke at tørre ruder af indvendigt. Der er faktisk slet ikke dug indvendigt. Den automatiske fugtventilator er så kraftigt, at den sørger for, at fugtigheden er på maks. 60% her om vinteren.


Træpillebrændeovnen har en motor i sig, så når den er tændt, sørger motoren for luftcirkulation ud i hele rummet, men jeg har bare derudover valgt også at have en gulvventilator, fordi jeg går med livrem og seler og tænker, at man ikke kan få luftcirkulation nok!


Disse billeder i dette indlæg tog jeg den 1.januar. 

lørdag den 5. januar 2013

Lørdag formiddag i orangeriet

Der er råkoldt udenfor
og i orangeriet er vinduerne dugget til.


Der var 7 grader derude, da jeg stod op. Der skal luftes meget ud, når der er fugtigt og mildt i vejret. Orangeriet er jo bygget i træ og jeg skal gerne undgå kondens.


Udover den fugtighedsstyrende ventilator, der er indbygget i væggen, har jeg sat en gulvventilator derud også og så bliver luften cirkuleret godt rundt, hvilket mindsker risikoen for kondens.


I den sidste uges tid har det ikke været nødvendigt at tænde op i brændeovnen om natten, da der har været så mildt. Om morgenen har temperaturen ligget på mellem 7 og 9 grader derude.


Brændeovnen har været programmeret til selv at gå i gang kl. 22 og slukke igen kl. 6 om morgenen i den periode, hvor der var frost. Nu er programmet slået fra, men kan let slås til igen. Det eneste jeg skal sørge for, er at hælde træpiller på og rengøre kammeret hver dag.


Som man kan se, så har planterne det fint.


Ruderne er lavenergiglas og det betyder, at duggen er udvendigt!


I løbet af vinteren har mit appelsintræ fået en lille frugt og det bliver spændende om den kan vokse sig stor og orange!!


Limetræet har tre frugter og mon ikke de snart er plukkemodne? 

I dag har jeg ikke kunnet hente billeder på Microsofts internetforbindelse her på bloggen, men der er ikke problemer med Google Chrome. Er der nogen, der har oplevet noget lignende. Jeg tror måske, at blogger.com forsøger at udkonkurrere Microsoft og derfor har gjort det besværligt på den forbindelse?

torsdag den 3. januar 2013

Rootrainers

Jeg har fundet en dansk hjemmeside: MP Havedesign!

De sælger rootrainers og man kan købe dem her På denne side kan man også se en lille video om hvordan de bruges. Jeg har ikke set andre danske hjemmesider, man kunne handle dem hos. Jeg ved desværre bare ikke om prisen er i overkanten - de koster 139 kroner stykket og der er 32 celler i dem.
Nu er der kun et par måneder til, at jeg begynder at så for alvor! Uuh jeg glæder mig.


Pelargonien Hollywood Star. Billedet har jeg taget i dag, jeg øver med mit kamera og tror nok, jeg kan gøre det bedre en anden dag!

tirsdag den 1. januar 2013

Godt nytår

Velkommen 2013 til forhåbentlig et fantastisk haveår!
Jeg tænkte, at jeg ville lave en lille status på mine staudefrøsåninger nu, som forhåbentlig bliver til rigtig mange planter, jeg kan plante ud sidst på foråret.


Først lige et billede af min klematis pixie, som jeg er lidt bekymret for, da noget af den er noget vissent, men der er dog heldigvis mest grønt på den. Jeg har fundet ud af, at den ikke er særlig vandkrævende her i vinter og det faktisk længe siden, jeg vandede den og alligevel er jorden stadig fugtig. Jeg tror, jeg skal passe på med, at den ikke bliver for fugtig!


Her er min helichrysum petiolare, som også står i orangeriet og den har det fint. Jeg har lavet flere stiklinger af den og vil gerne have den i altankasserne til foråret sammen med chokoladeblomster. Denne helichrysum tror jeg, er den limegrønne version!



Udover stiklinger af helichrysum og nyresnerle har jeg sået følgende staudefrø:
Akeleje "Kigger op"
Akeleje Frøstjerne
Dobbelt akeleje
Violfrøstjerne
Gul Jakobsstige
Hvid digitalis
Purpur kongelys
Rød kvan.


Som man kan se, er der nogle frø, der spirer allerede og nogle spirer ikke endnu. Staudefrø skal jo have en kuldeperiode. Temperaturen i orangeriet har et par enkelte gange været lige under frysepunktet inden vi fik tændt op i træpillebrændeovnen og så har der en del gange været mellem 1 og 5 plusgrader, så forhåbentlig er det kulde nok. Det bliver spændende at se, når vi når lidt længere frem.



Disse billeder er med høj opløsning, men det er nok slut for ellers bliver min blog alt for tung. Anders han har lovet at lære mig, hvordan jeg gør opløsningen mindre. Jeg har været ved at lege med mit nye kamera i dag og jeg synes, disse billeder med pelargonien Emma er blevet gode. Det er i hvert fald lykkes at få en sløret baggrund!
Hermed ønsker jeg alle et godt nytår og jeg glæder mig til at følge rigtig mange af jer på havebloggene rundt omkring i Danmark i håb om, at vi får en helt forrygende sæson og måske ses IRL.