mandag den 30. juni 2014

Blå og lilla kombinationer

Farverne ligger ved siden af hinanden på farveskalaen og klæder hinanden godt, vil jeg sige!
Jeg synes egentlig, det er sjovt, at man kan blive i så godt humør, når man kigger på noget, der er pænt og hvis det ikke er pænt nok, så stræber man nærmest efter at gøre det om, så man bedre kan lide det! Sådan er det åbenbart for mig i hvert fald.


Det er lidt ligesom ens bedre halvdel, han skal gerne se præsentabel ud, så man kan være ham bekendt. Heldigvis er jeg godt tilfreds med min bedre halvdel!!
Det blå og lilla bed er et krukkebed med én slags plante i hver krukke. Planterne væver sig alligvel ind i hinanden. Her er det voksurt og dusksalvie.


Jeg fik at vide i går, at voksurten er af den mørke slags. Jeg har kun haft denne og den er så nem at have med at gøre. Humlebierne elsker den og den er ret vandkrævende. Både dusksalvien og voksurten er sået i orangeriet og begge to er utroligt nemme at have med at gøre.


Her er voksurt sammen med blå staudesalvie. Den er også hjemmesået og nem. Den er bierne glade for. Det er da pænt?


Her ser man måske endnu tydeligere hvor fine de er sammen. Voksurtens løv falder godt i hak med de andre planter og på billederne kan man næsten ikke se hvis løv, der er hvis løv!


Den lilla dahlia er en fin kontrast med dens runde form op mod de slanke blomster.


Her er der en dusksalvie opad den blålilla ærteblomst. Disse blomster synes jeg også klæder hinanden godt. Til næste år vil jeg forsøge mig med denne kombination i lyserøde farver!
(Selvfølgelig i det lyserøde bed)


Her kan man se den runde lilla dahlia sammen med dusksalvie og blå staudesalvie. Bagest i bedet er det meget grønt. Det er lilla dahlier, som også er ved at komme i blomst. Disse blomster er noget større, men de rager også noget højere op. Det bliver spændende at se, hvordan bedet så tager sig ud. I en zinkbalje i bedet har jeg kæmpeverbena. de er meget høje og svejer over bedet.
Jeg tror, dette bed er øverst på top-10 listen i haven i sommer. Det er nyt, at jeg har plantet voksurt og kæmpeverbena i bedet og så er det også nyt, at der er flere potter med dusksalvie. Sidste år var der kun én potte.

På torsdag holder jeg åben have fra kl. 19 til 21. Jeg håber, der kommer mange. Du/I er meget velkommen.


søndag den 29. juni 2014

Hjemmesåede planter

Der er rigtig gang i blomstringen af de hjemmesåede!
... dette indlæg handler mest om de gule.


Citrontagetes har jeg i en kurv på bænken foran huset. Den er meget stor. Jeg vidste ikke rigtig om jeg ville bryde mig om tagetes  haven, men denne her kan jeg rigtig godt lide.


Guldblomst er også ny - det er sjovt, at farverne svinger noget i samme plante.


Endnu en tagetes, nemlig French Vanilla. I år har jeg plantet den i altankasser. Sidste år havde jeg den rundt om bærbedet, men frøene i år var ikke lige så spirevillige som sidste år, så jeg ikke nær så mange planter denne gang.


Der er heldigvis mange knopper i dem.


Leucanthemum er ikke hjemmesået, men den var så fin i farven, så den skulle med i dette indlæg. Den har overvintret i en krukke. Desværre er der lus i den, så jeg må ud med stofhandske og sæbevand.


Plain Coreopsis hedder denne fine blomst. Der er så mange knopper i den:


Jeg glæder mig til at alle de knopper springer ud.


Brogetbladet Helichrysum har jeg købt som småplanter hos www.odenia.dk Jeg har plantet dem ud i altankasserne sammen med tagetes French Vanilla. Jeg er spændt på kombinationen, når det er vokset lidt mere til.

Nu til noget lyserødt:

Ampelpileurt har jeg i potter rundt omkring og de er alle i blomst nu. Jeg er helt pjattet med denne plante. Den er rigtig fin. Den vokser lidt udover kanten, men ikke mere end at den sagtens kan stå på et bord.
I dag har jeg været rundt til to haver sammen med Lene Jensen fra min Bedstemors Have. Vi var hos Lone i Komdrup og det var en fornøjelse - både at være sammen med Lone men også at se haven, når den er på sit højeste.
Bagefter så vi en parcelhushave i Ferslev, det var også en spændende oplevelse. Det var en rigtig hyggelig dag, og det var dejligt at blive inviteret med på tur.

lørdag den 28. juni 2014

Klatreplanter

Det er hyggeligt med klatrestativer i en lille have som min!
Jeg har læst flere steder, at hvis haven ikke er så stor, kan man have planter i højden. Det har jeg taget til mig og i vores have har vi 5 klatrestativer i krukker. Vi har også klatreplanter opad plankeværket (forskellige roser), hvor der er sat rionet op og så har jeg mine to rosenstativer. Nu skal det handle om klatrestativerne i krukkerne.


Lathyrus har jeg haft i flere år og tager frø hvert år og sår dem selv. Jeg har kun én slags og det er den, der hedder Flagship.


Når jeg planter lathyrus i krukker, har jeg fundet ud af, at krukken skal være ret stor og ret dyb. De skal vandes meget hver gang - jeg vander hver 3.dag i øjeblikket og de får ca. 4-5 liter hver gang. I nat har det regnet en del og også her i formiddag, det betyder, at jeg kan vente nogle flere dage med at vande og at vandtønderne bliver fyldt op igen - dejligt!!


Her er det andet stativ også med Flagship. De er placeret i samme krukkebed i hver sit hjørne. Bedet er blåt og lilla. Man kan lige se lidt af kæmpeverbenaen i venstre side. Der er så mange ærteblomster, at jeg kan plukke buketter ind.


Klatre-løvemunden har jeg vist flere gange. Jeg har byttet mig til frø og er så taknemmelig for det. Den er meget spændende. Jeg har set på nettet, at blomsterne bliver blå. Jeg er spændt på at se dem!


Purpur vingetobak har jeg googlet. Jeg har to i to klatrestativer, men ifølge nettet er det slet ikke en klatreplante - det troede jeg, det var. Men de kan blive høje, så måske er det ikke så dumt alligevel. Blomsterne dufter om aftenen og tiltrækker natinsekter. De bryder sig ikke om for meget regn og heller ikke gødning.


Her er det andet stativ mage til. Der er ingen blomster endnu. De er ret vandkrævende når de er nyplantet. Jeg har selv sået dem i orangeriet og også en anden variant, nemlig med limegrønne.


Blandt de nedvisnede perlehyacinter har jeg plantet den limegrønne vingetobak ud. De er slet ikke nær så store som dem i krukker, men de har heller ikke fået nær så meget vand. Jeg håber dog, de snart får godt fat, når vi nu endelig har fået noget regn! De står i det limegrønne og abrikosfarvede bed. Det trænger virkelig til vand!


Den røde pralbønne gror nærmest som om, den får betalt for det og inden længe kommer der røde blomster, der bliver til bønner. Jeg synes, denne plante er så sjov og den kan rigtig brede sig her opad endevæggen af udhuset. Til venstre ser man mine salgsplanter. Det er lammeøre og rødbrune dagliljer. Det er lidt krævende at vande dem oveni alt det andet, så jeg håber, jeg kan få dem solgt snart! De er også blevet ret store.

Jeg må bare vise min Alchymistrose igen.


Den er jeg meget glad for!
Nu tænker jeg på, hvorfor jeg ikke tog et oversigtsbillede af haven med alle stativerne, så man får fornemmelsen af placeringerne i haven. - Det gør jeg lige!


Sådan - taget fra 1.salen.
På denne græsplæne kunne jeg godt tænke mig et eller andet sted et lille rundt bed med stjerneskærm. Det vil jeg sætte på listen til næste år - tror jeg!

torsdag den 26. juni 2014

Lidt mere blomster

Stor var glæden i dag, da jeg kan se roserne er igang med en ny blomstring!
Det blæsevejr der var i nogle dage i sidste uge, var noget hård ved roserne for mange blæste i stykker!


Her på den ene side af det lille drivhus, er mit pink- og purpurfarvede bed.


Dahlierne kommer mere og mere for hver dag med blomster. Det er lidt underligt at jeg aldrig har haft bladlus i dette bed. Men derimod i det citrongule bed, må jeg ud med sæbehandsken nogle gange i løbet af sæsonen og allerede nu kan jeg se lidt angreb, selvom der kun er knopper i planterne. Bladlus foretrækker åbenbart gule blomster!


Den pyrenæiske geranie er ikke så lyserød, som jeg troede, den er mere lys lilla, det ærgrer mig lidt, da roserne er lyserøde og magnoliaen er kirsebærrød. Måske kan jeg bedre danne mig et indtryk til næste år, hvor geranien er et år gammel og måske blomstrer noget før. Den er ca. 30 cm høj, så størrelsen er helt fin!


Det limegrønne og abrikosfarvede bed er ikke sådan helt rigtig i gang endnu. Zinniaerne blomstrer godt nok, men de har det tørt, selvom jeg har vandet et par gange. Rævehalerne er nærmest ingenting i forhold til sidste år. De to abrikosfarvede roser er igang med at sætte nye knopper, men når jeg sammenligner dem med roserne i østbedet, som står sammen med matrem, er der noget forskel på hvor grønt og frisk løvet er. Roserne sammen med matrem er utrolig flotte og de skiller sig ud fra resten af roserne i haven. Jeg har næsten lyst til at plante matrem sammen med alle mine roser, men det bliver nok for ensformigt! Så det gør jeg nok ikke!


Her ser man zinniaerne lidt tættere på. Jeg synes det ser lidt trist ud, så jeg håber meget på, at vi får en kæmpe regnskylle snart!


Min klokkefrøstjerne er næsten i blomst!


Her er det en lyserød dahlia. Jeg tror heller ikke bladlus kan lide farven lyserød! Det ser i hvert fald ud til, at de er ved de gule farver. Jeg må ud at tage det i opløbet!
Det har været nogle helt fantastiske aftener vi har haft i denne uge. Jeg har været ude til 22-22-30 tiden hver aften og det er virkelig dejligt. Ingen vind og solen har skinnet, så mangler vi kun noget regn. Det må gerne regne en masse om natten og så skal solen skinne om dagen. Og selvfølgelig ingen vind! Kan man ikke bare ønske sig det?

mandag den 23. juni 2014

Blomsterflor

Man kan godt se det har regnet, mens vi har været væk!
Vi har været til 80 års fødselsdag i København og det har sørme regnet i lørdags herhjemme!
Men jeg må ud at vande krukker i aften!


Purpur vingetobak. Frøsået i orangeriet (frøene har jeg taget i Haven i Hune) Jeg håber ikke, det gør noget.


Her er det den anden purpur vingetobak, den er endnu ikke i blomst, men de er vokset godt.


Det blå og lilla bed. Dahlierne mangler stadig, men der er dog knopper i dem.


Jeg er lidt forbavset over alle de blomster, der er i mine lathyrus. Det er en ren fornøjelse!


Pyrenæisk storkenæb blomstrer nu. Blomsten er ikke så stor, men der er mange. Den dækker fuldstændig bunden af bedet i mit Magnoliabed.


Min purpur stjerneskærm skal jeg endelig huske at tage frø af, for den kunne være sjov at så selv og få flere planter af! Jeg kunne godt tænke mig et bed, der kun består af stjerneskærm eller astrantia, som den også hedder.


Min dobbelte uægte jasmin dufter helt utroligt nu, men jeg tror, den skal have med saven til efteråret for blomsterne sidder allesammen højt oppe i toppen og nedad planten er det meget bart! Jeg ved bare ikke om jeg nænner det, men nogle gange skal det være skidt før det er godt!


Min Alchymist rose i det ene stativ er helt utrolig lige nu. Jeg har lige deadheadet alle roserne, så de står så flotte i øjeblikket. Jeg bliver så glad når jeg går rundt og ser til roserne, jeg synes, det er utroligt hvordan kronbladene lukker sig op fra om morgenen, med de første solstråler til midt på dagen, hvor blomsten er helt sprunget ud. Hver rose har sit eget udseende og det er da fantastisk!


Her er den fra modsatte side.


Det varer ikke længe før gul staudedigitalis blomstrer. Jeg tog frø sidste år og såede dem i januar, men der kom ikke noget ud af det. I år vil jeg prøve at så dem, såsnart de har sat frø i sensommeren, for måske skal man gøre dette - ligesom med almindelig digitalis.


Her er en lille hvid røllikke. Den står i skyggebedet og er kommet rigtig godt frem. Sidste år så jeg ikke noget særligt til den!


Bronzeblad fylder godt i skyggebedet sammen med bregnerne. De står allerindest i den ene side.


Lodden løvefod skal nok snart deles. De står i kanten forrest i skyggebedet.


De røde roser er også bare så flotte, hvis jeg selv skal sige det!!
På fredag går vi fra til ferie - hele tre uger - det bliver bare så skønt! Jeg glæder mig til at få sovet ud og sidde længe med morgenkaffen. Desuden fylder jeg rundt! Det første tal begynder med 5 og nummer to tal er et 0, så kan I selv regne ud hvor gammel jeg bliver! Det skal også fejres lidt. Pyha!
Der er flere planter, der blomstrer, dem viser jeg en af de nærmeste dage.

torsdag den 19. juni 2014

Det gule krukkebed

I dag kom der to og så haven.
Jeg skal vist have gjort noget mere reklame for mit åben have program, blandt andet på Haveselskabets hjemmeside. Jeg har desværre ikke fået reklameret ordentlig, så det må jeg forbedre!

Nu vil jeg gerne vise min klatre-løvemund:


Den er begyndt at gro rigtig godt og er ved at sno sig opad stativet. Der er ikke antydning til blomster endnu, men dem er jeg meget spændt på at se!

Det gule bed foran huset er i fuldt flor nu, de gule jakobsstiger er nærmest ved at være færdige med blomstringen!


Her er det gul kløver, almindelig matrem, gul Jakobsstige og på bænken er det citron tagetes.


Her er det igen gul Jakobsstige og gule løvehaler. De to høje til venstre er frø, jeg har sået og det er første gang, jeg har dem. Jeg kan ikke navnene lige nu.


Her er de samme planter fra modsatte side.


Mine to piletræer kommer godt nu, de har været noget sat tilbage, måske er de ikke så hårdføre i krukkerne, men siden midt forår er de vokset godt og er næsten i fuld størrelse igen.
I trækassen har jeg 4 hvide pelargonier, 3 forskellige slags. Krukken bagest er med gul gåsefod.


Gul gåsefod eller Leucanthemum har mange knopper!


Gul Kløver er en sjov plante og meget nem. Mine er ca. 40 cm høje og blomsterne er vel en tredjedel større end valnødder. Jeg har også sået denne plante i år og fik tre nye planter ud af det. Dem har jeg ikke fået plantet ud endnu, da jeg ikke har mere jord! Jeg skal have kørelejlighed til at få hentet to poser Claus Dalby Krukkemuld!



Her er det almindelig Matrem i blomst.


På bænken, som er placeret i krukkebedet, har jeg citron tagetes og guldblomst.


Her er bedet i hele dets længde!
De to havegæster i dag var Villy og Lisbeth, som kom forbi inden de drog videre. Jeg er lidt ærgerlig over, at der ikke kom andre, men det er nok min egen fejl, når jeg ikke rigtig hverken har skrevet eller nævnt noget for nogen. Jeg tror på, at det bliver anderledes senere på sæsonen!