fredag den 27. september 2013

Staudefrø

Indsamlingen er i fuld gang.
Først vil jeg dog gerne sige velkommen til alle mine faste læsere, heriblandt fast læser nummer 100! Det er en milepæl for mig og skal fejres med hjemmebag her i weekenden. Tusind tak fordi I har valgt at følge min blog.


Udover frø har jeg også en del pelargoniestiklinger.
Dette indlæg skal egentlig handle om staudefrø. Jeg har samlet ind fra:
Rød kvan
Gul Jakobsstige
Ampelpileurt
Purpur haveknopurt
Akeleje frøstjerne
Lupin Nanus Pink
Hvid og blå Jakobsstige
Gul staudedigitalis
Gul kløver.
Derudover skal jeg også have samlet ind af purpursolhat.

Rød kvan
Gul Jakobsstige
Ampelpileurt
Lupin Nanus Pink
Gul kløver til højre

Gul staudedigitalis, blå og hvid Jakobsstige samt akeleje frøstjerne er på dette billede, men det er svært at se! Jeg har heldigvis samlet en del frø, så jeg kan opformere dette bed næste år.

I år vil jeg så staudefrøene her i efteråret, for så kan det være, de spirer inden der bliver koldt om natten i orangeriet. Kulden er jeg herefter ikke nervøs for, da frølingerne godt kan vokse alligevel. Det oplevede jeg i hvert fald med digitalis, jakobsstige og rød kvan sidste år. Andre staudefrø såede jeg i januar og februar, det er også gået godt, men disse planter var noget længere om at vokse sig store.

Det er så dejligt at vi har weekend nu, jeg skal i haven i morgen. Jeg er dog godt med, da jeg fik luget rigtig meget sidste weekend og tror, at jeg i morgen kommer lidt let henover det.
Rigtig god fredag aften.

lørdag den 21. september 2013

To spørgsmål vedrørende frøindsamling

Kun frø eller hele det visne blomsterhoved?
Første spørgsmål: Hvordan tager man frø af zinnia og purpur solhatte? Er der nogen, der kan hjælpe mig? Jeg tror man skal tage den midterste knop i blomsten til frø, men er ikke sikker.


Jeg skal helt klart have denne zinnia igen til næste år, jeg synes, den er så sød!


Jeg har aldrig prøvet at samle frø eller så purpursolhat, men har set her i blogland, at det er lykkes for andre.

Mit andet spørgsmål er: Hvordan lykkes man med kun at have frøene i en pose, når man samler ind. Jeg fik en del frø fra forskellige bloggere sidste år og de var så fine med kun frøene i poserne. Når jeg samler ind, får jeg hele det visne blomsterhoved med. Jeg har ikke helt regnet ud, hvordan man får kun frøene.
Håber nogen kan hjælpe mig.

Frøindsamling af sommerblomster

Jeg har samlet både af sommerblomster og stauder,
men i dette indlæg vil jeg kun skrive om sommerblomsterne.
Jeg har endnu ikke fået lavet en såplan, men det kommer nok, jeg har jo hele efteråret til det!



Jeg har samlet frø af:
Timeviser
Dusk Salvie (ved faktisk ikke rigtig om denne er vinterhårdfør?)
Vidunderblomst
Dobbelt cosmos
Show aurikel
Lime vingetobak (Stjal frø i Anne Justs Have!! (Det er en hemmelighed))
Purpur vingetobak (Stjal også frø af denne i Anne Justs Have - fik godt nok skæld ud af mine veninder og fik at vide, at jeg ikke var til at have med i byen)
Mamelukærme
Lathyrus Flagship
Rød pralbønne
Tagetes French Vanilla
Matrem (Ved heller ikke rigtig om denne er vinterhårdfør?)
Voksurt.¨

Timeviser, som stadig blomstrer. Den er jeg rigtig glad for.

Dusksalvie

Vidunderblomst

Dobbelt cosmos

Show aurikel og vingetobak har jeg ikke billeder af.

Mamelukærme og voksurt

Lathyrus flagship

Rød Pralbønne

Tagetes French Vanilla

Matrem og roser
Alle billederne er fra min egen have. Det er en rigdom at have samlet alle disse frø ind - nærmest som om man har samlet forråd i et skatkammer! 
Det er da en hel fantastisk sommer vi har/har haft i år og haven er stadig frodig og blomsterrig, i dag skal jeg ud i haven og arbejde. Det er tiltrængt. Der er ukrudt overalt og mange visne blomsterhoveder, så der er noget at tage fat på!


lørdag den 14. september 2013

Stemningsbilleder fra orangeriet

Anders kom hjem i torsdags....
og har det nogenlunde, men har ikke helt genvundet alle kræfterne endnu, men det kommer. Vedrørende mig selv, så er det som om, at jeg endelig kan slappe helt af og det skal jeg love for at jeg også gør. Jeg får intet lavet og sidder bare lige så stille og nyder det ude i orangeriet sammen med Anders!


Jeg har fået lov til at holde fri torsdag og fredag, hvor Anders kom hjem. Men jeg kan mærke, at jeg godt kunne bruge et par ugers ferie herhjemme sammen med ham, men det kan jeg ikke.


Der var sådan et godt lys i orangeriet i torsdags og det forsøgte jeg at fange med kameraet.
Jeg synes, det er lykkes meget godt.


Jeg har rigtig mange pelargonier i øjeblikket og de trænger til at blive nurset,så det må jeg se at få gjort!


De er meget blomsterrige og det har de været hele sæsonen igennem. Med det milde vejr, går der nok en måneds tid mere, før de går i dvale.


Det er et dejligt rum lige i øjeblikket, med en behagelige temperatur og klima.


Jeg håber, det varer længe endnu, før der skal gang i brændeovnen! Men heldigvis har jeg et ordentlig lager af træpiller, som jeg købte i vinters. Der skulle gerne være til to vintre mere, det er en rar fornemmelse.


I torsdags sprang rosen The Sheperd ud og det gjorde mig rigtig glad, så jeg måtte ud med kameraet.


Den er sart abrikosfarvet og jeg har tre styks i mit limegrønne og abrikosfarvede bed, som jeg er ret godt tilfreds med i år.



Jeg lagde mærke til i går, at der var mange musvitter i haven, det glæder mig. Det er en sød fugl og så spiser den bladlus! Inden længe skal vi nok snart til at fodre fuglene.


Det lille æbletræ er fuld at æbler og de skal snart plukkes. I går plukkede jeg pærer og de er så gode. Æblerne er også bare gode og de plejer at være meget flotte uden orm eller mærker, så jeg glæder mig til at smage dem!

søndag den 8. september 2013

Hvad haven betyder for mig

Græsset er slået og bedene skal luges.
Vores græsplæne er fuld af kløver og ifølge TV-gartneren er det et godt middel mod gåsebiller. Vi har aldrig haft disse i haven og det er fordi, der er meget andet grønt end rent græs i plænen. Det kan gåsebillerne ikke lide!


I år har vi rigtig nydt haven og orangeriet. Vi har siddet meget ude eller solet os på græsplænen. Vores have er en prydhave og en nydelseshave. Det at følge planterne gro, synes jeg, er så livsbekræftende. Hvis man har haft en travl dag og er træt og i lidt dårlig humør, så kan jeg kun blive glad af at se planterne gro. Uanset vejr - om det regner eller blæser, eller solen bager, så vokser de og sætter blomster. Denne viljestyrke kan man da kun blive i godt humør over!


Når jeg arbejder i haven, så kobler jeg af. Jeg har fundet ud af, at mit arbejde i haven er for min egen skyld. Det betyder noget, hvordan den er indrettet og hvilke planter der er sat sammen. Det er hvad jeg får igen af gode oplevelser i haven, der er vigtig. 


Når man kobler af i haven, får hjernen mulighed for at lege med kreative tanker. Det er meget sundt for ens velbefindende, især hvis man har en travl arbejdsdag. (Dette har jeg lært som arbejdsmiljørepræsentant på mit arbejde). Kreativiteten  får gode muligheder for at udfolde sig og jeg bruger også en del energi og tid på at finde ud af hvilke planter, som skal sættes sammen. Hvordan skal bedene bygges op. Har jeg brug for nye planter og så videre.


Med et orangeri, hvor der er mulighed for at opformere og så planter, så kan man rigtig være kreativ. Det kræver planlægning, når man skal så, for der skulle jo gerne være plads til alle frølingerne i haven og det er også vigtigt hvordan man sætter planterne sammen og hvor de skal være både med hensyn til sol og skygge men også med hensyn til højde og farver og former.


Jeg mener også, at man skal gå efter det man selv kan lide i sin have. Jeg går ikke så meget ind for, hvad der er moderne eller hvad trenden er, men hvis jeg kan lide det, så er det fint. For mig betyder det noget, at haven er personlig og passer til de mennesker, der bor i den.


Men havestilen skal efter min mening også passer til husets stil. Og jeg tror, at det hus man ejer, er den stil man kan lide. Derfor kan hus og have godt have et personligt præg. Vores have og hus er gammeldags og romantisk, så derfor forsøger jeg at finde planter og træer, der kan indgå i denne stil. 


Det kræver research og det kan jeg i haveblogland, bøger, blade og TV, hvor jeg har hentet rigtig meget inspiration. Jeg tror ligefrem, jeg kan sige, at min haveinteresse er eksploderet siden jeg begyndte at blogge!


Når der er noget, der er lykkedes og man er tilfreds med resultatet, kan man næsten ikke opnå mere. Det skulle da lige være, at få mulighed for at dele sin indsats med andre. Dette er også rigtig dejligt at kunne i haveblogland. Men det er også et stort klap på skulderen, når familie og venner kan lide resultatet.


I år synes jeg, vores have har været helt fantastisk. Jeg har brugt rigtig meget tid med lugning, vanding og pasning i det hele taget. Dette har været nødvendigt for, at alle mine frølinger skulle trives og vokse til. I foråret var jeg meget spændt på, om det overhovedet ville lykkes mig at få blomster i haven,, men jeg skal love for, at det er lykkedes.


Alle disse billeder har jeg taget i dag og jeg synes, at haven stadigvæk er meget flot. Det har givet mig blod på tanden til nogle nye tiltag næste år. Jeg kunne godt drømme lidt om, at holde noget mere åben have og opbygge en lille "planteskole" hvor jeg kan sælge/bytte med flere planter end bare lige pelargonier.


Men jeg må tage det lidt ad gangen og henad vejen. For hvis jeg sætter for mange mål, når jeg det nok ikke alligevel og så ærgrer det mig bare i stedet for at det skulle være sjovt!


Nu er jeg i fuld gang med at indsamle frø og når Anders er kommet hjem, kan jeg nok koncentrere mig lidt mere om at få lavet en plan over næste års såprojekter. Det er lidt svært at have en almindelig hverdag, fordi jeg er meget ude på hospitalet og først kommer hjem i løbet af aftenen. Jeg glæder mig til en almindelig hverdag, hvor jeg kan cykle hjem lige efter arbejde!


Men haven er min passion - det tør jeg vist godt sige - så tankerne kører derudaf med alt det man kan og jeg har mange idéer, som jeg ikke afslører nu. Det kommer henad vejen og med tiden. Jeg håber så meget, at det kan lade sig gøre og glæder mig til at dele det med andre her i haveblogland!


Jeg tog lige nogle billeder fra første salen, men kameraet kan ikke tage hele udsynet med.


Jeg elsker nyslået græs. Det ser så pænt og ordentligt ud!


Min haveinteresse har også rigtig fået næring efter at vi fik vores orangeri. Her kommer kreativiteten virkelig på arbejde og havesæsonen strækker sig nu over hele året og giver mange flere muligheder. Jeg synes, at alle der har mulighed for et væksthus, drivhus eller orangeri, burde anskaffe sig et, for det er virkelig et grønt opholdsrum kan kan udfolde sig i eller bare slappe af og nyde alt det grønne!


At være et havemenneske er efter min mening en sund levestil, som bringer meget glæde og harmoni med sig.

lørdag den 7. september 2013

Skygge-krukkebedet

Jeg har været ude med kameraet......
Selvom jeg ikke får blogget så meget i disse tider, så har jeg været en del ude med kameraet, så jeg vil lige lave et indlæg med mit gule skygge-krukkebed.
Anders er stadig indlagt, men nu er der håb om, at han kommer hjem i næste uge. Jeg glæder mig så meget til det og til at få en normal hverdag!


Ved køkkendøren har jeg et stort gult krukkebed, som har blomstret fint hele sommeren, men nu er det ved at takke af. Her er det den almindelige matrem og gul jakobsstige. I dag har jeg samlet en masse frø ind af mine matrem og i morgen skal jeg samle ind fra en del andre planter, herimellem den gule jakobsstige. 


Her er det endnu en matrem og gul jakobsstige sammen med gul kløver. Den skal jeg have flere af næste år, da jeg synes den er så pæn med de store gule ponponer.


Det har været en stor succes med den gule jakobsstige i krukker. Den har trives rigtig fint og er meget tæt og kompakt. Matrem har det også godt i krukker.
I bedet har jeg også gul løvehale, men det var nok en lille ny plante, jeg købte på marked, så den kommer nok først i blomst næste år.


I bærbedet blomstrer Tagetes French Vanilla hele vejen rundt stadigvæk. Det lyser så flot op i den ende af haven. French Vanilla er ikke som almindelig tagetes, der bliver mere kompakt. Denne er opretvoksende og derfor synes jeg, den er fin som en kant.


Mine to rosenstativer har været fine hele sommeren. Der går dog åbenbart et par år mere, før de er helt fyldt ud. Det har været en lidt usædvanlig tid fordi Anders er på sygehus, så jeg har ikke rigtig fået planlagt næste års såningssæson, men jeg samler alle de frø ind jeg kan, selvom nogle af dem nok ikke bliver sået næste år, men så kan jeg bytte med dem.