søndag den 30. oktober 2011

Et meget meget gammelt og kæmpestort pæretræ.

I min lillebrors have står der det mest fantastiske træ.


Her kan man sidde i en liggestol med en bog i skyggen, eller man kan sidde og drikke en kop kaffe sammen. Der er hundredevis af pærer på træet, men nu er sæsonen slut.
Det værste ved det hele er, at min bror overvejer at save det ned med motorsaven. Han må have spist søm! Jeg vil gøre et stort forsøg på at tale ham fra det, for det ville da være forskrækkeligt med sådan et stort flot træ, som nærmest er som en kæmpe parasol, hvis det pludseligt skulle saves til pindebrænde!


torsdag den 27. oktober 2011

Dianthus plumarius "Maggie"

Til ære for Lisbeth fra Høneballehaven:
Et billede af mine staudenelliker:


Jeg håber, det er tydeligt nok. Det er et billede taget i foråret. Nu er "puderne" nok dobbelt så store.

onsdag den 26. oktober 2011

Bunddækkeplanter

Jeg er overrasket over mine bunddækkeplanter!
For et år siden plantede jeg 1) tæppepileurt under de røde lavtvoksende roser, som jeg ikke har navnet på. Tæppepileurten er en Darjeeling Red og den er i blomst endnu.


De er ved at gå i forfald, men de holder rimelig flot stand her snart i november.

Jeg har også 2) jernurt (superbena Coral Red), som jeg har taget frø fra og vil så i vindueskarmen til februar.





Jeg er overrasket over, at de blomstrer endnu. Roserne, som vokser over dem, er ved at takke af nu, men bunddækket fortsætter åbenbart.

Den 3.bunddækkeplante jeg har, er en staudenellike, Dianthus plumarius "Maggie". Den har været afblomstret den sidste måned, men er nu en slags pude, der vokser i bredden, så jeg tror, jeg kan dele puderne til foråret og plante mere ud i bedet.

De blomstrede hele sommeren med ca. 20 cm høje blomsterstængler i skrappe rosa farver.

Til sidst har jeg også bunddække under hækken, nemlig en storkenæb, rosafarvet. Desværre husker jeg ikke navnene, der er to forskellige slags.

Der er kun ganske få blomster tilbage, men i hvert fald så har disse storkenæb nydt rigtig godt af al regnen i år, for de er bare vokset til to gange størrelse, så jeg forventer til næste år et helt blomsterhav under hækken!

Til slut lige en rød blåbær!



mandag den 24. oktober 2011

Hyggestemning ved yderdøren og pynte havebænk.

Min svigerinde er fantastisk til at skabe hygge!
Når vi er på besøg hos Helle, er der dømt hygge alle vegne. Jeg tror, hun elsker at pynte op og gøre lidt ud af det for, at alle skal føle sig velkommen og føle sig godt tilpas.
Jeg fik min niece, Maria, til at tage nogle billeder af udsmykningen ved yderdøren, for det vil jeg gerne blive inspireret af og måske "snuppe" nogle af idéerne.

Sådan et zinkbord er jeg på jagt efter!



Hun lægger nogle pynteting som en overraskelse ovenpå. For eksempel den sølvblomst i lyngen og den lange kogle ovenpå den flettede krans!



Deres rosenbænk er hvid, vores er mørkt træ.



Denne zinkbalje står på fliserne foran zinkbordet og giver stemning!



Til venstre for døren, har hun lavet dette lille arrangement. Når vi kommer på besøg er der lys i alle lanternerne.



Ovenstående billeder, som de har sendt på mail, er jeg allerede inspireret af. Jeg kunne rigtig godt tænke mig det zinkbord og nogle af hendes flettede kranse. Jeg er lige begyndt selv at tænke på udsmykning herhjemme, men synes, det er svært. Nu har jeg nogle idéer og skal bare lige finde ud af, hvordan jeg får fat i tingene til en god pris!

Jeg er så småt begyndt og har pyntet min egen rosenbænk i dag.


De to zinkpotter købte jeg i dag i Føtex for 15 kr. stykket. Planterne, som er vinterhårdføre, kostede tilsammen 25 kroner i Føtex. Stenene er nede fra fjorden.


Enebærbusken på ca. 70-80 cm købte jeg i Rema1000 for 39 kroner.
Til sidst lige et par billeder af hele bænken. Jeg har også nogle lanterner, som skal tages i brug lidt senere på året.





Jeg er gået lidt i tænkeposition for at finde ud af, hvordan vores egen yderdør skal pyntes. Jeg har jo allerede fået nogle idéer!!

søndag den 23. oktober 2011

Vinteropbevaring af Dahliaknolde

I dag fik jeg tømt ca. 40 krukker.
Det var et dejligt solskinsvejr i dag og der skulle graves dahlier op af krukkerne og opbevares frostfrit. Jeg tog godt med tøj på, men jeg skal love for at jeg fik varmen og havde mest af al lyst til at gå rundt i en t-shirt, men det var vist ikke så klogt, så jeg besluttede mig for at svede i stedet for! Et øjeblilk tænkte jeg: Hvorfor har jeg alle de krukker? Er det virkelig slidet værd? Det er det!! Havearbejde er sund motion blandt andet og så er der rig mulighed for at tænke kreativt!




Der var ikke kun dahlier i krukkerne. Solsikkerne Italian White og stolte kavalerer røg ud i dag - efter at jeg tog frø fra! Til højre i billedet kan man se 4 krukker med purpurfarvede kongelys. De blev sået indendøre i år og da de er to-årige tænkte jeg, at de nok hellere måtte blive i krukkerne, så de kunne komme igen til næste år. Jeg ved ikke, om det er den rigtige måde? Jeg har aldrig haft kongelys før og slet ikke i krukker.
Under alle krukkerne har jeg lagt nogle småsten, da jeg har lært, at det kan gøre, at de ikke slår revner i frostvejr. Det kan nemlig godt ske selvom krukkerme er frostsikre.
Jeg har stadig omkring 30 krukker med planter i. Det lilla krukkebed rørte jeg ikke i dag, da det stadig stod pænt og kunne nydes lidt endnu! Og mine Helichrysum står også flotte i deres krukker. Min mørkløvede Alunrod satte jeg hen i læ opad væggen til udhuset.



Dahliaknoldene fik jeg børstet nogenlunde rene og jeg havde gemt trækasser fra "Årstiderne", hvor jeg har lagt en avis i bunden. Jeg har sat farveskilte i kasserne. Jeg husker ikke sorterne fra hinanden, men jeg farveopdeler knoldene, så jeg ved til foråret hvilke farver, der skal kombineres.



Her er nogle af kasserne. De er opbevaret i afdeling C, som er frostfrit. I løbet af vinteren går jeg ud og skraber lidt i overfladen med en negl i overfladen af knoldene for at undersøge om de er saftige og spændstige, for så er der liv i dem.



Her kan man lige skimte to kasser nederst i midten af billedet. Jeg har kun lige præcis nok plads til kasserne i mit blomsterrum. Man kan stadigvæk komme rundt om olivetræet og alle pelargonierne, når man skal vande. Man må sno sig - så går det fint!

Den anden så jeg på Claus Dalbys blog, at han gemte noget af pottejorden. Det tip tog jeg til mig i dag. Jeg fyldte to affaldssække med jord, som jeg til næste år kan bruge i bunden af nogle af krukkerne. På den måde sparer jeg nogle penge på jordindkøb. Det er en rigtig god idé for jeg kan meget godt lide genbrug!



Jeg ved ikke om affaldssække er smarte, men jeg kunne ikke komme på bedre idéer. De har lovet tørvejr de næste dage, så derfor er sækkene ikke lukkede, da jeg gerne vil have, at jorden tørrer lidt mere inden jeg lukker poserne.

Der var en lille smule friske blomster tilbage på dahlierne og dem plukkede jeg og satte indenfor i vaser.





Der var kun én pink, så den fik en vase for sig selv!

torsdag den 20. oktober 2011

At få roser til at trives.

På spørgsmål fra Hanne i Haven vil jeg gerne fortælle, hvad jeg har gjort ved mine roser i år.
Det er første år, jeg har roser i haven. I januarmåned i vinters udarbejdede jeg en gødningsplan for roserne og for alle andre planter, busker og træer i vores have. Jeg studerede i litteraturen og forhørte mig på planteskolen og planen blev som følgende:


Jeg delte havens planter op og ud for har jeg for hver måned i hele sæsonen skrevet, hvilke planter, der skal have hvilken gødning.
Øverst står roserne og her kan man se, at jeg tre gange i løbet af sæsonen har gødet med Osmo rosengødning. I marts købte jeg desuden komposteret kogødning, hvor jeg brugte en sæk til tre roser. Jeg lagde kogødningen ovenpå jorden rundt om rosen. Det var ved de roser, jeg plantede sidste efterår. Jeg plantede nemlig også nogle i marts og her kom jeg desuden kogødningen ned i plantehullet (blandet med havejorden). Hvis jeg ligsom skal gøre status på blomstringen, tror jeg nok, at de roser, jeg plantede sidste efterår, har blomstret mere end dem jeg satte i marts. "Efterårsroserne" er også vokset mere end dem fra marts¨!
Med hensyn til sprøjtemidler kan man se på min plan, at jeg sprøjter!! Jeg har simpelthen invisteret i Calypso og Baymat ultra, som er to midler, der skal blandes med vand og sprayes på roserne. Det ene er mod utøj og det andet mod svamp. Man kan godt spraye med begge midler lige efter hinanden. Som man kan se på planen, har jeg sprøjtet fire gange i løbet af sæsonen og det har virkelig været med et flot resultat.
Bladene har været fuldstændig glatte og 99,99% uden mærker eller huller. De har været flotte grønne hele sæsonen igennem og set nærmest spændstige ud! Desuden får alle roserne minimum 6 timers sol hver dag!
Man kan vist godt se det på nedenstående billeder, som jeg har taget løbende hele sæsonen:












Med hensyn til komposteret kogødning, så kan jeg ikke se forskel på de roser, hvor gødningen er lagt ovenpå jorden eller hvor den er gravet ned i plantehullerne. Jeg fik et tip på planteskolen om, at man kunne grave ved siden af rosen med et pælebor og fylde det "lange hul" op med kogødning. Det har jeg ikke prøvet.

Som man kan se lavede jeg også en gødningsplan for resten af havens planter og jeg synes også jeg kunne se forskel her i forhold til sidste år. Dahlierne har jeg kun i krukker og de har haft godt af gødningen. Jeg brugte organisk gødning, da jeg fik at vide, at NPK-gødningen var for stærk til krukkeplanter, så det turde jeg ikke. Organgødningen er Ekostyle universel havegødning. Dette har jeg også brugt til bærbuske og frugttræer, da der ikke er gift eller noget kemisk, kunstigt, der kan være farligt at indtage, når man spiser frugterne.
Til stauderne har jeg til gengæld brugt NPK-gødning. Jeg har kun gødet én gang i løbet af sæsonen, men det var alligevel et positivt resultat i forhold til de forrige år, hvor jeg kun et par gange har lagt kommunekompost på.

Al gødning og sprøjtemidlerne købte jeg på planteskolen og jeg tror i hvert fald, at jeg har til et par sæsoner endnu. Jeg har nok investeret ca. 2000 kroner i det hele.
Håber, at Hanne i Haven kan få glæde af dette og muligvis også I andre?

tirsdag den 18. oktober 2011

Barrodsroser

Der kom en pakke fra Rosenposten!
10 roser blev det til og de blev plantet i går. Først satte jeg dem i en balje med vand, hvor de stod og trak i meget lang tid. Jeg gravede ret dybe huller for at få plads til alle rødderne. Så satte jeg planterne ned, så podestedet blev dækket ca. 5 cm med jord. Hullet fyldte jeg halvt op med vand inden jeg dækkede til med jorden. Bagefter vandede jeg alle de planterede roser.


Mary Magdalene
Alchymist
Nu vil jeg vise nogle billeder af alle roserne, og jeg vil tro på, at mine bliver lige så flotte til næste år. Billederne er fra Rosenposten.

Gerbe Rose, slyngrose i mit ene stativ
Alchymist

Mary Magdalene i mit nye bed  med limegrønne sommerblomster

The Shepherdes også sammen med limegrønne sommerblomster.
Til sidst endnu en slyngrose som de to øverste. Parade hedder denne og er plantet op ad plankeværket i bunden af haven.
Parade
Jeg glæder mig rigtig meget til foråret!!

lørdag den 15. oktober 2011

På besøg hos svigermor

"Vi lever i en anden verden," siger hun,
og cykler ned til byen for at handle ind, mens hun undrer sig over "alle de apparater" vi har.
Min svigermor er 82 år og er kunstmaler.

Sverige.JPGH

Hun udstiller ikke mere, men maler stadigvæk og går også på sine malerhold hver uge. Hele min svigermors hjem er pyntet med mange malerier, og jeg kan rigtig godt lide dem og har også nogle på væggene hjemme.

Skovhuset.JPG

I morges havde vi en samtale om havebloggerverden. For et par uger siden skrev Claus Dalby om en undersøgelse af danske havebloggere. De fleste er kvinder i 40'erne. Vi talte om den venlighed der er på nettet i havebloggerverden, og al den positivitet vi deler ud af med rund hånd. Tænk, hvis hele verden var sådan. Man hører engang imellem om mennesker, der narrer andre ved at give sig ud for at være noget, de ikke er. Og man hører også om mobning og chikane på nettet. Min svigermor synes at verden er forandret. Det er utroligt, at vi finder hinanden på nettet og kan dele fælles glæder.
"Hvorfor er de fleste havebloggere kvinder i 40'erne," spurgte jeg.
"De unge mennesker har vel travlt med alt mulig andet, kærester og stifte hjem og få børn, men kvinder i 40'erne er måske faldet mere til ro, børnene er blevet store og vi har tid til andre ting."

Havn p Ven.JPG

Måske har kvinderne et stresset arbejdsliv med mange krav og derfor har vi brug for at slappe af og bruge vores hjerne på en anden måde, når vi holder fri. Havearbejdet stimulerer den kreative del af hjernen. Man kan på en måde sige, at hjernen leger og derfor bliver vi i stand til at komme ned på jorden og slappe af i vores tanker.

Hyacinter.JPG

Nu er svigermor kommet tilbage fra byen. Hun har købt flæskesteg! Jeg har spurgt hende, hvad hun ville sige til, at jeg lagde hendes malerier ud på min blog. Jeg ville have, at hun skulle være helt ærlig, for hvis hun ikke brød sig om det, ville jeg selvfølgelig ikke. Men hun sagde ja og undrer sig over, hvordan det kan lade sig gøre, at jeg har fået hendes malerier "ind i computeren".

Rose i potte.JPG

Da verden efterhånden meget foregår på nettet, vil min svigermor ikke hægtes af samfundet. Så derfor har hun tilmeldt sig et IT-kursus og er faktisk glad for det. Vi har allesammen lovet at give hende assistance, hvis det skulle blive nødvendigt.
Det er faktisk min svigermors computer, jeg skriver på lige nu. Min mand er programmør, så hjælpen er lige om hjørnet.

Opstilling.JPG

Nu har hun set med på sidelinjen og jeg må gerne lægge indlægget på bloggen!

Annette maler.JPG

Nu skal vi vist igang med dagens program!