fredag den 14. april 2017

Vejret var rigtig godt i dag.

Meget bedre vejr end forventet.
Vinden lagde sig ved middagstid og solen har skinnet hele eftermiddagen.


Jeg har fået fjernet den ene række fliser, kørt jord på på begge sider af græsstriben og sået græs begge steder. Det er meningen at der skal være græs ud for orangeriets foldedør i alle stolpernes længde henad. Den række fliser, der er tilbage, skal skiftes ud med fliser, der er 50 x 25 cm (Halvt så store), og der skal være trædebregner imellem dem. Men det bliver først en gang til efteråret eller næste år. 


Jeg tror, magnoliaen Cleopatra blomstrer om et par uger.


Kompostbeholderen er blevet fjernet. Den er blevet flyttet om bag plankeværket i ingenmandsland og så har jeg plantet stikkelsbærbusken, der hvor den stod. Jeg håber, den vil trives der og sætte lige så mange bær som før.


Hosta på vej op i alle krukker.


I eftermiddag kom de fra Jespers Planteskole med seks opstammede syrenhortensia Vanilla Fraise. Jeg er virkelig helt benovet for på hjemmesiden stod der, at det var 120 cm's stammer og jeg tror faktisk, de er højere. Det er jeg så glad for, for de skal plantes langs stakittet ud til vejen og det er så godt, at kronen stikker op over stakittet, så man rigtig kan se blomsterne.  Jeg glæder mig så meget til at se dem i fuldt flor.


De er meget blå disse perlehyacinter De står på det lille zinkbord.


Bagved DSB's marker for enden af vejen, er de begyndt at måle op til et nyt togspor, der skal køre ud til lufthavnen, og en maskine pløjer alting ned. Da Anders gik tur på stien langs med, så han en lysning med en masse påskeliljer, som også skulle pløjes ned. Derfor tog vi i formiddags cykeltraileren og gik derop og gravede alle påskeliljerne op og tog dem med hjem! De  er i fuldt flor, men mon ikke man kan lade dem visne ned i en kasse og så plante løgene ud til efteråret? Vi syntes, det var synd, at de skulle gå til, men nu kan jeg forhåbentlig have glæde af dem i haven i stedet.

Vanilla Fraise-træerne skal helst plantes i surbundsjord, så jeg skal forhøre mig hos naboen om jeg kan låne bilen og hente jord i morgen eller på søndag!


torsdag den 13. april 2017

God påske.

Påskeferie.
I formiddags fik vi besøg af Villy og Lisbeth, som havde plastikpotter og dahliaknolde med til mig. Det blev jeg meget glad for. Orangeriet var allerede varmt, så vi satte os en times tid dér og hyggede os.


Sidste år lavede jeg tre påskeharer og de blev sat ud her i eftermiddag. Opskriften har jeg set hos Fru Pedersen.


I dag fik jeg lavet et lille bed, hvor jeg har flyttet min solbær- og ribsbusk hen. Ved stolperne skal der sås græs og så skal der tages den yderste række fliser op. Det vil jeg gerne have lavet i morgen, så jeg kan så græs, inden regnen kommer på lørdag.Dér hvor tulipanerne er og et stykke mere til venstre skal der være et elipseformet græsområde, hvor græsset ved højbedet binder græsset ved stolperne sammen med det elipseformede. Ved højbedet og ved bærbuskene skal der være espalierer.


En påskehare, der kigger sig omkring. :)


Det er lige før nu!


Jeg håber ikke, den stikker af:):)!


I skyggebedet er tulipanerne hvide og gule. Der er nu faktisk kommet meget mere sol her, efter at vi har fældet nogle træer.

I morgen får jeg leveret 6 opstammede syrenhortensia Vanilla Fraise fra Jespers Planteskole. Jeg er spændt på om det er én fra planteskolen, der kommer, for jeg tror da ikke fragtbiler kører ud langfredag? Jeg er så spændt på at se træerne - de var ret dyre, så kvaliteten skulle gerne være i top!

Det er lykkedes mig at få fat i nogle jernrør, der skal fungere som stolper til de to espalierer med rionet imellem. Jeg tror nok, jeg får dem på lørdag. Det er haveblogger Lene Jensen, der har skaffet dem til mig. 

mandag den 10. april 2017

Plantebordene bugner og citrustræerne stortrives i orangeriet.

Man må vist godt være lidt stolt!
Der sker noget hver dag på plantebordene i orangeriet og det ser ret lovende ud!


Der er spirer i alle de forskellige planter jeg har sået, nogle er der mange af og andre kun få. Om godt og vel en måneds tid skal det hele plantes ud.


Her er det lyserød ridderspore og løvemund. Riddersporene skal prikles om - de lover regn i påsken, så jeg tror, jeg skal have et par "orangeridage" hvor jeg prikler og laver nogle flere pelargoniestiklinger.


Jeg har sået rigtig mange lathyrus og meningen er, at nogle skal bruges til goodiebags til foredrag og måske kan jeg sælge lidt også. Der er ikke så mange frø i hver potte, så jeg tror, man kan nøjes med at dele dem, når de skal plantes ud.


Jeg har to planteborde, et med tre sektioner og dette her med to sektioner. Begge planteborde har hylder både forneden og foroven, så der er plads til meget.
De fleste frø har jeg samlet fra min egen have og så har jeg byttet mig til nogle. Jeg har også købt frø, men jeg bruger ikke ret mange penge på frø. Alligevel føler jeg mig meget rig, når begge borde bugner med planter.


Hvis der bliver dårligt vejr nogle dage i påsken, skal jeg lave forskellige ting herinde:
Omprikle riddersporene.
Lave de sidste pelargoniestiklinger.
Potte showauriklerne om
Klippe krydderurterne ned inden de skal ud.


Appelsintræet har det godt og frugterne er nok spiseklare til juni/juli.Jeg venter en 3-4 uger før jeg sætter træerne udenfor. Jeg plukkede en enkelt appelsin i ferien for at teste om den var saftig og det var den! Jeg tror, min teori om kun at gøde hver 3.gang i sæsonen man vander for at få det optimale udbytte, virker. Forrige år gødede jeg hver gang jeg vandede og frugterne var tørre i sommers. Derfor gik jeg tilbage til kun at gøde med citrusgødning ved hver 3.vanding og det håber jeg nu har været nok. 


Citrontræet har det også godt. Jeg har plukket lidt citroner i vinterens løb og de var også saftige og gode. Lige nu er der mange blomsterknopper i træet samtidig med både gule og grønne citroner.
Udover disse to træer har jeg et pomelo-træ, et limetræ og to stue-appelsiner. De skal allesammen ud til maj. Det glæder jeg mig til for vi har udvidet pladsen dér hvor de plejer at stå, således at der nu også er plads til to stole. De står i et sydvendt hjørne ved huset og orangeriet og der er der meget sol og læ. Det bliver en god plads!

I dag har jeg vandet det hele derude. Sålænge der er så køligt om natten, er det nok kun at vande en gang om ugen og måske kun ca. hver 10.dag.

I morgen kommer der en pakke med geranier Rozanne, som skal plantes under blommetræet. Der kommer ni planter - jeg er spændt på hvor store de er. Måske er jeg så heldig, at jeg kan dele nogle af dem. Jeg vil gerne, at hele bedet skal dækkes med dem uden synlig jord. De fire lupinus blossom er plantet ud i bedet og tanken er, at de skal være en slags overstandere over geranierne. Jeg håber de fire lupiner bliver nogle kraftige planter allerede i år, så man rigtig kan se dem.

søndag den 9. april 2017

Blåbærhøjbed og flytning af andre bærbuske.

Afslutning på ferien med gospelkoncert i Baptisk kirken her i Nørresundby.
En fantastisk ferie med supergodt vejr det meste af tiden blev afsluttet med en gospelkoncert her til aften og nu venter arbejdet i morgen tidlig!


Hos www.growcamp.dk har jeg købt et højbed til mine tre blåbærbuske. De skal vokse i rhododendron jord, så jeg har fyldt bedet med 450 liter spaghnum og der kan vist godt være 100 liter mere, så det må jeg ud at have fat på. Højbedet er i giftfrit plast og 30 cm højt og 1,20 x 1,20 meter. Det passer fint til tre blåbærbuske. Højbedet var nemt at samle og skal bare stilles på jorden og fyldes op. Jeg har fjernet græsset inden jorden kom i.


Jostabærbusken har jeg gravet op og plantet en halv meter ved siden af. Begge dele står tæt op af hækken og efter at vi fik fældet naboens træer og de selvsåede træer, der var bag plankeværket, er der nu meget mere solskin i hele haven, så de får godt med sol, selvom hækken er bagved.
I morgen skal jeg flytte ribs, solbær og stikkelsbærbusken for dér hvor de står nu, skal bedet nedlægges og der skal sås græs.


Der er ved at være godt gang i roserne nu, jeg håber ikke, der kommer alt for meget frost, det hele er rigtig i gang efter al det sol og varme vi har haft.


Jeg har hver dag gået og kigget på de to små kugle-primulaer, jeg købte i sensommeren og de er næsten helt udsprungne nu. Den er da sød?


Forårsløgene er godt i gang. Perlehyacinterne springer mere og mere ud.


Lidt salgsplanter efter at jeg har delt alle de stauder, der var blevet store. Jeg har sat dem til salg i Den Blå Avis og på facebook. Jeg har også beholdt en del selv et andet sted i haven, som også er pottet op indtil jeg ved, hvor de skal plantes.

Nu er halvanden uges ferie slut og her til aften var jeg nede at høre genboen og hendes datter  synge i gospelkor i Baptisk kirken. Det var virkelig godt og en god afslutning på ferien. Nu kalder arbejdet igen, men det er en kort uge - kun tre arbejdsdage, så er der jo påske! :)

torsdag den 6. april 2017

Haveplan del 3

Buksbom, pæoner og bonderoser.
I går gravede jeg pæoner og bonderoser op og plantede dem i et nyt bed, som er beliggende lige ved "indgangen" til rosenhaven.


Pæonbeddet er 2,5 meter langt og en meter bredt og jeg har plantet 3 bonderoser og 5 pæoner (to forskellige pæoner). Jeg har plantet dem nøjagtigt lige så dybt, som de stod før og jeg håber ikke, jeg har beskadiget rødderne for meget. Der gik nogle knolde til, da jeg gravede dem op, men der er stadig en stor klump tilbage på dem alle. Bonderoserne blev flyttet, da der skal være opstammede syrenhortensia på deres gamle sted og pæonerne stod for trængt i østbedet og havde for stor konkurrence af roserne.
Jeg har også fyldt jord på nogle steder i denne del af haven inden jeg såede græs dér hvor de nedlagte bede var.


Næsten alle mine jordbærplanter har jeg også flyttet. Jeg ved ikke rigtig hvor supergod denne idé er, men jeg forestiller mig, at de skal være bunddække her mellem stolperne, hvor  der på de udvendige sider skal plantes klatreroser. Jeg har plantet tre rækker og der er plads til at jeg kan gå imellem og plukke bær. Der er stadig en fjerdedel jordbærplanter tilbage i det gamle bed, dem ved jeg endnu ikke rigtig hvor jeg skal plante, måske finder jeg ud af det i dag!


Alle mine buksbom er gravet op og jeg har plantet dem i zinkkrukker på stakittet. Så har jeg også plantet to i hver af de store terrakotta krukker ved køkkendøren. De vil forhåbentlig vokse så godt, at jeg kan formklippe dem. Dem der er på stakittet vil jeg gerne have som runde kugler og dem ved køkkendøren skal være pyramideformet.


Der blev plantet lidt buksbom i krukker i indkørslen også.


Resten står her i plastikpotter og jeg vil forsøge at sælge dem. Det er den småbladet én af slagsen, som skulle være god at formklippe.


Endelig fik jeg den anden dag klippet alle mine roser ned og i går fik de sidste komposteret kogødning og organisk gødning, så nu kan jeg sætte flueben ved den opgave!


De røde roser, som før stod langs husmuren, fandt jeg endelig navnet på dem, da de blev gravet op. Jeg tror, der står: Allotria på mærkatet. Jeg ved i hvert fald, at det er David Austinroser.
I går eftermiddags kom der en stor pakke med posten. Det vender jeg tilbage til senere!

tirsdag den 4. april 2017

Roser og gravearbejde

Nu er "rosenhaven" snart færdig.
I går fik jeg plantet mine røde David Austin roser ud i to nye bede, med 4 i hvert bed.


De 8 røde roser er plantet i to små elipseformede bede, et nederst til venstre i billedet og et yderst til højre næsten helt oppe ved stolperne. 
I dag skal jeg grave et stort elipseformet bed ud dér hvor træet står. Jeg har købt nogle storkenæb Rozanne, som skal være under træet, som er vores blommetræ og så har jeg købt 4 lupinus blossom, som skal plantes sammen med storkenæbben, hvor jeg forestiller mig, at de skal nå op over storkenæbbene som 4 planter, der er fordelt ud i beddet.
Det store bare stykke jord midt i billedet skal dækkes med græs og jeg håber, jeg når så langt i dag, så jeg også når at få sået græs.


Klatrerosen Alchymist vil jeg kalde for en invasiv rose. Den var vokset ca.to meter op over rosenstativet og med grene ud over det hele, så stativet kunne slet ikke rumme den og var væltet til den ene side. Jeg tog en hård beslutning og klippede ret omfattende i den. Nu kan stativet stå oprejst igen. Jeg har ændret idéen om at lade en hvid blåregn vokse op af de store stolper ud for orangeriet og i stedet grave Alchymisten op og så sætte den op af stolperne. Den er for voldsom til dette stativ og jeg har klippet voldsomt i den for overhovedet at kunne få den ud af stativet.


Der er rigtig mange tulipaner på vej. Jeg glæder mig til om et par uger, når de nok er sprunget ud, for jeg kan ikke huske farverne, men tror, jeg har mikset dem mellem hinanden. Det er tulipaner, jeg havde i krukker sidste forår og jeg er ret imponeret over, at der er knopper i stort set dem alle - det lover jo godt!


I går aftes holdt jeg foredrag, der hedder "Sådan får du mere ud af din have" Jeg havde bagt gulerodskage, vi fik i kaffepausen, hvor snakken gik godt blandt deltagerne. Anders sneg sig lige ud og tog dette billede udefra. Brændeovnen var tændt og der var en god temperatur i orangeriet. Det var nogle spørgelystne deltagere og aftenen fløj afsted.

I aften skal jeg på udflugt med Pelargonieklubben og jeg skal bage kage. Nu er snart halvdelen af min ferie gået - det går godt nok hurtigt, men der er også gang i den herhjemme!

søndag den 2. april 2017

Haveplan del 2 og lidt andet godt.

Nu er alle stolperne gravet ned og fliser er lagt.
Torsdag og fredag fik jeg gravet ud til fliser og gravet de sidste stolper ned. I går kom to vennepar hjem til os og vi havde en hel arbejdsdag her hos os, hvor vi fik lavet en hel masse. Meningen er, at vi senere skal hjem til dem og arbejde en hel dag. Det var rigtig hyggeligt at være sammen om mange projekter.


I fredags fik jeg gravet de sidste stolper ned. Sektionen til venstre er ca. 15 cm højere end resten. Det er for at "lege med lyset" som arkitekten sagde. De står mod vest, så det bliver nok når solen er på vej ned. Der er 5 sektioner, tre på den ene side og to på den anden. Jeg har gravet yderligere tre roser op og mangler nu kun tre mere.


Jeg har også gravet græs og jord væk for at kunne lægge fliser. Bagefter kørte jeg sand på. Jeg har slet ikke tal på alle de trillebørfulde jeg har kørt væk, men det kan mærkes i hele kroppen. Der skulle gøres klart til at vores venner kom i går, så de kunne lægge fliser.


Nu er fliserne lagt og vi satte havemøblerne ud. Her plejer jeg jo at have det største krukkebed i haven her ved gavlen af orangeriet. Det skal stadigvæk være der, men nu bliver krukkerne flyttet rundt om havemøblerne. (Jeg tror ikke, havemøblerne skal stå på denne måde). Til sommer bliver det nok hyggeligt med en hel masse blomsterkrukker rundt om siddepladserne.


De blå anemoner blomstrer nu.


Jeg havde helt glemt, at jeg satte nogle gule anemoner under æbletræet sidste år. De er endnu ikke sprunget ud. Desværre er der meget vorterod også. I morgen skal jeg luge i haven, så får jeg forhåbentlig fjernet noget af det.


Jeg fik også gravet ud til fliser her i hjørnet. Her plejer mine citrustræer at stå hele sommeren og arkitekten foreslog, at vi lagde flere fliser, så der blev plads til et par stole.


Karsten var fliselægger i går. Jeg har 4 citrustræer, der skal stå her og så kan Anders og jeg sidde imellem dem på hver sin stol.


Vi har en del knækkede fliser, hvoraf nogle skal bruges som trædesten ifølge haveplanen. Helle sorterede dem efter størrelse i går og satte dem på højkant, så kan vi bedre skelne dem fra hinanden og finde dem vi skal bruge.


Afdeling D, hvor havemøblerne står plus en hel masset andet, blev tømt og vægge og gulv blev fejet med kosten. Bagefter vaskede vi gulv. Helle og jeg var sammen om dette og Helle var rigtig god til at sætte tingene i system. Cyklerne skal ikke være der. Anders og Karsten kørte på genbrugspladsen med en hel masse, der kunne smides væk.


Thorkil fik hugget al det brænde fra de træer, som anlægsgartneren fældede i vinters. Vi tømte hele brændestabelen og byggede den op igen. Alt dette brænde huggede Thorkil i går og det tørre brænde ligger i en bunke, som man ikke kan se her, men det skal Anders lægge øverst i stakken i dag. Der er lige så meget brænde. Under brændestykkerne ligger stadig nogle lange store grene, som sørger for luftcirkulation og når de er blevet helt tørre, skal de også hugges op. Anders havde en del paller, der bare stod. Dem satte Thorkil op som indervægge i brændestabelen, så den blev lidt mere robust.


De første tulipaner sprang ud i fredags. Ved siden af stod Hanne hele dagen i går ved et havebord og sorterede alle Anders' skruer og søm. Han har fået samlet sig et kæmpe lager, men Hanne fik sat dem i system i små kasser og hylder ude i afdeling C. 
Thorkil satte wirer op på mine stolper, som klatreplanterne skal vokse op af og han brugte skruer. Hanne havde nærmest en hel marskandiserbod dér med skruerne og vi kunne alle få lige de skruer, vi havde brug for.


Der mangler dog wire på disse stolper. Vi har købt hegnstråd til formålet og skruer 5 cm lange skruer ind i bunden og toppen af stolperne, så der stikker 2 cm skrue ud, som vi vikler hegnstråden om.
Derudover fik Thorkil malet skorstenen på huset. Han malede både morgen og aften, så den fik to gange. Det pyntede gevaldigt på huset, da skorstenen var noget afskallet.
Derudover fik vi også algebehandlet plankeværket, som Anders næsten er færdig med nu. Ham og Karsten fik hentet de sidste brædder i Jem og Fix i går, så nu kan vi snart sætte flueben ved den opgave.
I dag har jeg simpelhen besluttet mig for ikke at skulle grave ret meget. Nu har jeg gravet i tre dage  for i går fik jeg gravet et stykke, som vi kalder for mellemgangen, nede til venstre ved plankeværket. Dér skal der nemlig også lægges fliser.


Her har jeg samlet en bunke sten, som havde været en kant rundt om to rosenbede, der er nedlagte. Nu må jeg lige se om jeg kan bruge dem til noget. Når vi har fået ryddet helt op ved brændestabelen, kommer de nok derud at ligge.
På tirsdag skal jeg holde foredrag, så det skal jeg lige øve mig lidt på nu, inden jeg går udenfor.