18 nye planter
Forberedelser til havesæsonen er så småt begyndt. Jeg har taget skud fra til nye planter fra mine pelargonier, der er indendøre. De er plantet i små potter og stillet tæt sammen i en flamingokasse i vindueskarmen. Når det bliver lidt mere forår, bliver de sat ud i drivhuset inden de skal ud i haven.
Så- og priklejord
Jeg har været på planteskolen og købe jord til at så i. Den sidste måneds tid har jeg gemt tomme mælkekartoner, som jeg har gjort rene og skåret en side ud af og så i. Jeg har sået violfrøstjerne, hængevioler, der blomstrer til frosten og lupiner. Da jeg fornylig har læst mig frem til at frø ikke skal opbevares i stuetemperatur, ved jeg ikke om ovenstående lykkes. Forhåbentlig spirer de. Mælkekartonerne har jeg placeret i en flamingokasse og stillet den i vindueskarmen.
Den anden dag modtog jeg mine frø fra Frøtorvet Disse frø er indtil videre opbevaret i køleskabet i en lufttæt plasticbøtte og er først klar til at blive sået i februar/marts og nogle frø skal sås direkte på friland. Det er Stolt kavaler, purpurfarvet kongelys, spydverbena og lyserøde violer. En af de nærmeste dage kommer der endnu en pakke med tusindfryd og ærteblomster. Alle planterne skal sås i krukker. Jeg har ca. 50 krukker, der står på terrassen og bare venter på at blive tilsået. Jeg vil gerne anskaffe mig i hvert fald 20 krukker mere. En krukke skal opfattes som et bed for man kan så alle planter - både sommerblomster, stauder og dahlier, roser - ja stortset alle slags, i krukker, men det kræver selvsagt mere pleje og pasning, da næringen i jorden i krukken hurtigt bliver brugt op af planten fordi "beddet" er begrænset. Det kræver meget vanding og gødning. At vande alle krukkerne hygger jeg mig med og samtidig går jeg og nibser visne blade og blomster af. Det er afstressende efter en lang arbejdsdag at pusle med krukkerne og selvom antallet er stort, er det ikke trættende.
Jeg kan næsten ikke vente på at komme igang, og lige nu går jeg og glæder mig til at det hele forhåbentlig spirer i vindueskarmen.
I december fik jeg tilsendt frø fra Claus Dalbys have Det var hans purpurfarvede valmuer og rød kværn. Valmuefrøene er plantet direkte på friland under mit æbletræ i jorden, som er gravet fri i en cirkel, der svarer til kronen på træet og som kant har jeg plantet buksbom, da frøene kræver frost for at spire. Den røde kværn har jeg sået i en flamingokasse, der er placeret i drivhuset. Disse frø kræver også frost for at spire. Jeg har læst mig frem til, at flere staudefrø gerne vil have en kølig periode inden de spirer. Jeg skal læse på frøposerne ved hver sort helt præcis hvad frøene kræver og på denne måde opnår jeg forhåbentlig et godt resultat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar