Der er plantet, gravet og tømt potter i stor stil!
Nu kan jeg endelig sige, at to tredjedel af haveplanten er gennemført. Det er en rigtig god fornemmelse at være kommet så langt.
Det var en stor hjælp, at jeg havde tegnet alle planter ind på et billede af bedet, så kunne jeg bare placere dem efter tegningen og bagefter grave det hele ned.
Jeg har slet ikke tal på, hvor mange planter, det drejer sig om. Jeg havde en del, som jeg havde delt tidligere på sæsonen og pottet dem op. Så er der en del frøplanter. Jeg har ikke købt nye planter, men genbrugt, det jeg havde.
Jeg håber, det hele når at blomstre, selvom en del er sat lidt tilbage.
Her kan man se alle tre græs-elipser. Den fjerneste har kun få kantsten, da jeg ikke havde flere. Jeg tog lidt fra de andre, hvor jeg kunne se, at græsfrøene er begyndt at spire. I enderne mellem nr. 2 og nr. 3 elipse er der to espalierer. De er sorte og jeg har plantet ærteblomster i bunden. Man kan vist kun lige skimte dem på billedet.
Billederne kan ikke rigtig vise det, som det ser ud i virkeligheden.
Jeg håber, jeg har plantet så tæt, så det lukker til i løbet af et års tid. Jeg har sat dem sammen efter farver og glæder mig til at se blomsterne. Planterne er lidt forskelligt fremme, da nogle er stauder, der lige er gravet op og flyttet, mens andre har været pottet op et stykke tid og så er der også frøplanter. Men til sidst skulle højden gerne passe nogenlunde, så er det bare spørgsmålet om plantekombinationerne klæder hinanden.
Hold da op hvor det regner og har gjort det uafbrudt siden kl. 14.
Lige nu er der kun en stille regn, så jeg skyndte mig ud med kameraet. Der er nemlig roser i blomst:)
Det er Gerbe rosen, der er sprunget ud som den første i år. Den har aldrig været først før, så det var en overraskelse.
Det er en klatrerose, som er skyggetålende.
Der er meget grønt.
Digitalis og lupiner blomstrer også nu. Jeg har hvide og purpurfarvede digitalis'er.
De to nye clematis'er ved hver tørresnors-stolper vokser godt. Jeg glæder mig til at se blomsterne.
Jeg håber, der bliver tid til her i weekenden at grave de to dværgsyrener op af disse krukker og plante dem ud i bedene. Den store busk bagest er en jasmin og den klippede jeg helt ned for 3 år siden, fordi den var blevet så bar. Først nu er den fyldt med knopper efter dette og jeg glæder mig til igen at dufte til blomsterne, som for i øvrigt er dobbelte.
Her kan man se knopperne.
De ikke-forspirede vidunderblomster er godt på vej op i krukkerne. De forspirede er meget længere fremme.
Hjertegræs er sået i orangeriet og jeg har plantet dem i krukker rundt omkring. De er så fine.
Denne græs har jeg fået af fru Høneballe. Jeg fik to, som er forskellige, men de ligner meget hinanden. De er begge planter i krukker efter råd fra Lisbeth, da de spreder sig meget. Nu har jeg ikke mindre end 4 forskellige græsser, da jeg også har en blå græs.
Gul Jakobsstige har jeg altid haft i krukker, jeg kan ikke få dem til at trives ude i bedene.
Sølvsalvie har jeg også selv sået og denne er ved at sætte blomster.
For 3 år siden købte jeg en lille tempeltræ-stikling af Ege, som jeg har i en krukke. Den har klaret sig fint dér og er vokset til dobbelt størrelse nu. Jeg vil plante den ud i haven og når den begynder at ligne et lille træ, vil jeg formklippe den og holde den lille.
Jeg mangler at soignere disse krukker. Nogle skal have skiftet jorden ud, men de vokser godt alligevel.
I morgen bliver der forhåbentlig opholdsvejr noget af dagen, så skal jeg ud.!:)
Godt i gang.
Nu er jeg startet på den næste tredjedel af min haveplan og føler mig noget udfordret!
Jeg er i gang med at lave elipseformede græsarealer, som man skal gå på ned igennem haven. Her er den største elipse. I midten hvor den bare jord er, var mit 8-tals bed. Jeg har gravet alle planter op og plantet dem et nyt sted. Nu er det skuflet igennem og revet og der er sået græs. Roserne til højre i billedet mangler at blive fjernet, men det gør jeg først til efteråret. Når græsset i midten er kommet op, skal mit runde havebord med de 4 stole stå dér. Elipsen er forbundet med det første stykke af haven, som ikke ses på billedet. Men det er det stykke, hvor man først kommer ind i haven fra indkørslen af. Det er derfor elipsen ikke er skåret helt igennem, men hænger sammen med græsplænen i det første stykke af haven. Den stedsegrønne søjle thuja har jeg ikke helt besluttet mig for, hvad jeg skal gøre med. Måske kan den blive stående.

Når man går tværs over den største elipse på det øverste billede, kommer man til at gå videre på disse mindre elipser, hvor jeg også har sået græs. (Jeg har lavet en kant med chaussésten, så jeg kan se, hvor græsset skal komme op. Bagefter skal de fjernes). På alle sider skal der være bede. Som man måske kan fornemme er der blevet gravet en del. Der skal være tre lige så store elipser efter hinanden, så jeg mangler stadig én. Først skal der lige graves lidt flere planter op.
Her er der jo plads til mange flere planter. I forgårs fik jeg plantet klatrerosen Parade og sat rosenstativet op over den. Rosen har været pottet op i et stykke tid, så den er noget medtaget, men der er liv i den.
I går aftes fik jeg en god idé, for jeg tog nemlig billeder af al den bare jord med de planter, der indtil videre er der. Så printede jeg dem ud på papir og gjorde farverne lidt lysere, så jeg kunne skrive på billedet. Jeg skrev ind alle de planter, jeg har pottet op og har sået og placerede dem på billedet, som jeg forestiller mig, de vil passe godt sammen. Nu har jeg tre tegninger, jeg bare kan tage med ud i haven og plante efter.
Her på dette stykke har jeg også et billede med plantenavne. Jeg har allerede plantet en del her, men som det ses, er der plads til mere. Jeg lavede billederne med plantenavne for at få et overblik over opbygningen af bedene, så det ikke blev tilfældigt, hvad jeg satte sammen med hvad. Sådan var det ved at gå og det føltes ikke så godt.
Der er blevet plads til buske også, som jeg har plantet 4 af og så har jeg også de to dværgsyrener, som skal tages op af krukkerne og plantes ud.
I dag havde jeg glædet mig så meget til at få fri fra arbejde og komme hjem og plante, men det kneb lidt efter aftensmaden for det står ned i lårfede stråler, så jeg er ikke så fristet lige nu! (Selvom regnvejr er godt plantevejr). Som man måske kan se midt i billedet har jeg plantet en ridderspore, der bliver blå. Jeg har nemlig set et billede med en meget flot ridderspore, der stod i fuldt flor ved siden af et stort træ og det så bare så smukt og frodigt ud, så det har jeg abet efter. Mit træ er et kirsebærtræ og står lige i kanten af den største elipse-græs. Det lille opstammede fyrretræ har jeg tænkt, skal blive stående.
Denne mørke stjerneskærm er så pæn, men den står lige dér, hvor der skal være en græs-elipse, men jeg har fundet et rigtig godt sted til den!
Jeg har to natviol - en lilla og en hvid. De skal også flyttes. Når jeg har lavet den tredje lille elipse holder jeg pause med haveplanen resten af sommeren og vil bruge min tid på lugning og græsslåning samt vanding af krukker. I august går jeg så igang med den sidste tredjedel, som kommer til at bestå af tre større græs-elipser, der forbinder denne del af haven med rosenhaven, så man kan gå igennem hele haven med bede på alle sider af græs-elipserne.
Derudover kan man også gå via terrassen ved gavlen af orangeriet igennem hele haven.
Måske er min beskrivelse lidt uoverskuelig, men når jeg bliver færdig, kommer jeg helt sikkert til at tage en masse oversigtsbilleder.
Jeg håber på lidt opholdsvejr de næste dage, selvom det ikke ser sådan ud på vejrudsigten!
Roser, valmuer, lupiner og storkenæb.
I dag har jeg luget hele rosenhaven og der var nærmest valmuer overalt, så jeg har håndluget det hele for at få rødderne med op.
Det har regnet hele formiddagen, men over middag var der fint vejr. Jeg har blandet bonderoser og pæoner skiftevis med hinanden. Bonderoserne er først, men der er store knopper i to pæoner, som er Beauty of Bawl. De tre andre har endnu aldrig blomstret, men måske kommer de til næste år. Jeg tror nok, de hedder Sarah Bernhard.
Jeg overvejer lidt at flytte mine kongeliljer til dette bed, men jeg er ikke sikker på, at de får plads nok, da bonderoser og pæoner nok kommer til at dække hele bedet.
Roserne Brother Cadfael og Heritage i dette bed har haft rigtig svært ved at blive flyttet. Nu besluttede jeg mig her til aften for at klippe tre af dem helt ned, da de alligevel bare stod med bare grene. Det er en sidste chance for at se om de overhovedet kommer igang. Valmuerne er Claus Dalby valmuen.
I foråret købte jeg 4 Lupinus Blossom og sørme om ikke to af dem nu er i blomst! Dette bed består af storkenæben Rozanne, som skal dække hele bedet og så er det meningen at lupinerne skal komme op i grupper som overstandere. Storkenæben bliver kun 40 cm høj.
Jeg læste i et haveblad, at der skulle ca. 8 storkenæb til en kvadratmeter. Jeg har 9 til 3 kvadratmeter. Jeg var til Bangsbo Blomsterfestival i går og ledte efter denne storkenæb, men fandt den desværre ikke. Dem, jeg har, har jeg købt på nettet. Måske skulle jeg købe nogle flere.
Den er da fin - jeg elsker bare lyserødt:)
Jeg fik også luget ca. en halv meter ud for stolperne i hele længden, så jeg kan være sikker på, at de nye klatreroser kan gro i fred uden at få konkurrence fra græs og ukrudt.
Jordbærrene mellem stolperne blev også luget. Der er begyndt at komme grønne bær.
Her er der også luget en række på ca. en halv meter.
Jeg har plantet brogetbladet hostaer ud under de opstammede syrenhortensiaer i dag. Det er lidt svært at se med alle de løgvækster, der er ved at visne ned. Jeg glæder mig til, at hostaerne bliver så store, at de dækker over det. Jeg vil gerne have an kant ud for stolperne også for at græsset ikke skal vokse ind i roserne. Jeg tror nok, jeg har overtalt Anders til at lave det:)
Det græs, jeg såede for en måneds tid siden, er nu ved at komme godt på vej op.
Hvis ikke roserne kommer sig i løbet af sommeren, skal jeg måske skifte dem ud med nogle nye af samme slags?
De små rosenbede ser ud til at have det fint. Jeg har sået lyserøde pom pom valmuer under dem.
Med den regn vi har fået i dag og det sidste stykke tid, så skal det nysåede græs nok snart få ordentlig fat.
Bagved de store stolper har jeg luget alt græsset væk og har tænkt, at det skulle være bar jord, da jeg ikke kan komme bagved med plæneklipperen. Under hækken vokser en lyserød storkenæb. Måske lader jeg den brede sig ind mod stolperne.
Mens det regnede i formiddags, fik jeg fjernet alt vissent blad og blomster fra alle pelargonierne i orangeriet og fik sat de fire kæmpe duftpelargonier ud i haven. Denne her husløg kom også ud. I morgen skal jeg potte den om i en murerbalje og nyt jord. Den plastikpotte den har stået i hele vinteren er blevet for lille.
Jeg er lidt stolt over de her stedmoder, jeg selv har sået. Frøene har jeg fået af Eliane.
Denne her iris trode jeg var forsvundet. Den fik jeg for to år siden af fru Høneballe og jeg plantede den sammen med de andre iris. Jeg er så glad for, at den nu blomstrer - det er første gang.
Min tennis albue er næsten væk og det er ikke blevet værre efter dagens arbejde, så jeg fortsætter i morgen:)
I efteråret såede jeg flere potter alunrod og det blev til 6 planter.
Frøene samlede jeg ind i september og såede dem med det samme, da jeg tænkte, at så var spireevnen på sit højeste. De har stået hele vinteren i orangeriet i let fugtig jord. Om vinteren falder temperaturen til 5 grader i orangeriet og stauder skal jo have kulde for at spire.
For ca. et par måneder siden pottede jeg dem om i næringsrig krukkemuld og så tog de ellers fart. Nu er de klar til at blive plantet ud i haven.
Alunrod er så gode i haven, da de er stedsegrønne og står med de fine blade hele vinteren. De kan godt komme til at se lidt trælse ud, men når varmen og solen kommer så skal de nok blive fine igen. Indtil videre har jeg haft alle mine alunrod i potter, men disse frøsåede er det meningen, at de skal plantes ud i bede.
Man skal være tålmodig, når man sår alunrod, for det var først efter 2-3 måneder, de spirede og i starten voksede de utrolig langsomt.
Jeg tror nok, jeg vil prøve med andre sorter igen i år til efteråret, det er sådan en stor glæde, når det lykkes!
De sidste dage med varme har sat fuld gang i haven.
Vi har været på Sjælland siden i onsdags og jeg kom hjem i går. Jeg skal love for, at der er sket meget i haven, mens vi har været væk. I dag har det hele fået vand, da jeg har vandet et par timer efter arbejde.
I indkørslen er hostaerne kommet op og naboens clematis Montana har slynget sig over plankeværket til os - det er vi glade for.
Den opstammede duftsnebold er helt hvid af blomster og taksene har sat masser af nye skud. Forrest kan man lige se iris'erne og nu er der for første gang et pænt antal knopper, så forventningens glæde er stor.
Purpur kongelys er i blomst. Den er selvsået flere steder i samme del af haven. Jeg synes, den er så fin.
Her er en hel flok lige foran det purpur- og pinkfarvede krukkebed. De vokser i stenene lige i kanten.
Dværgsyrenerne blomstrer også. De skal graves op af disse kæmpekrukker og plantes ud i de nye bede, jeg forhåbentlig snart kan få gravet færdige. (Det går heldigvis bedre med min arm, så jeg håber på, jeg kan grave lidt i den kommende weekend).
Akelejer i blomst sammen med velduftende aftenstjerner.
Purpur haveknopurt blomstrer også nu. Dem har jeg delt til det halve.
Det mørke løv er høstfloks.
Sørme om ikke også stjerneskærmene blomstrer rundt omkring.
Jeg er faktisk lidt overrasket over så meget, der er i blomst - det har i mange år været en udfordring af have et rimeligt blomsterflor her i maj og det er lige før jeg tror, at hvis april havde været lidt varmere, var det hele startet for 14 dage siden!
Den første bonderose i år og flere er på vej.
Jeg glæder mig til at roserne blomstrer, det sker nok om et par uger.
Jeg må lige prale lidt med min rose James Galway. Det er den rose, der ser sundest ud i år. Nederst i venstre hjørne har vi Brother Cadfael, den er noget mindre og ikke helt så fin som James Galway. Men jeg flyttede den også i efteråret, så måske går der noget mere tid. Udenfor billedet har jeg Geoff Hamilton, som også er en meget sund rose. De står alle i Østbedet langs orangeriet.