tirsdag den 14. juni 2016

Blogtræf hos Tante Grøn.

En rigtig dejlig dag i søndags.
Vi var 20 havekvinder, der gæstede Tante Grøn og Syrenprinsen i søndags. Jeg blev hentet kl. 09.30 af Linda og så kørte vi til Maria og Grethe, som også skulle med. Det var et rigtig hyggeligt selskab og en flot tur mod Mors.


Der er mange blomster hos Tante Grøn. Jeg synes, dette stilleben var så pænt og hyggeligt.


Det var glædeligt at se, hun havde en lille samling pelargonier:)


Denne hyggelige pavillon, tror jeg, man kan få mange hyggelige timer i med en kop kaffe og en bog. Den var godt dækket af mange grønne vækster.


Jeg glædede mig til at hilse på de andre bloggere, nogle var et dejligt gensyn og andre var første gang, jeg hilste på dem. Jeg har for 4 år siden været til blogtræf hos fru Høneballe på Samsø og denne gang var første gang jeg var hos Tante Grøn.


Tantens have levede til fulde op til forventningerne og der var rigtig mange spændende både kendte og ukendte planter for mig, så man kunne rigitg komme på opdagelse.


I orangeriet fik vi kaffe og småkager. Vi var nogle stykker, der også spiste vores madpakke dér. Det var meget varmt i søndags, så heldigvis var der servering af vand også.


Motiverne stod på kø i haven og det var så hyggeligt at gå rundt og snakke med andre. Det var spændende at høre om det, de havde gang i med deres haver.


Haveglæden er virkelig en smittende glæde og så var vi så heldige at få lov til at gå rundt i dette univers.




Jeg håber, det er OK, at vise billeder med de andre, ellers kan I lige give besked, så skal jeg fjerne billedet igen.


Endnu en hyggelig lille krog. Det ser så godt ud med blomsterne på bordet.


Jeg kunne godt lide disse klippede træer, som dannede en sti midt i haven.


Der var nogle gigantiske alium flere steder.


Der er mange syrener i haven, men desværre var de afblomstret.



Der var mange pæoner. Denne, syntes jeg, var så fin.


Jeg måtte også lige have et billede af duerne.


Nogle steder var der en samling med mørkløvet planter. De var flotte!



I disse højbede var der dahlier, som endnu ikke var i blomst.


Her er det Nordens Oliven sammen med en lys stjerneskærm. Farverne klædte hinanden så flot.

Udover Tante Grøns have fik vi i bilen en hurtig fremvisning af Marias have  (Superflot var det) (Livsnyderhaven) inden vi kørte mod Mors og da Linda hentede mig, var hun en tur rundt i min have.
Det var en rigtig dejlig dag, hvor jeg blev meget inspireret og fik blod på tanden til mange spændende haveprojekter. men da jeg arbejder på fuld tid i hverdagen, må jeg begrænse mig og klappe hesten lidt selvom det er svært.
Tak for en rigtig god dag i godt selskab.

lørdag den 11. juni 2016

Rosenfest i haven.

Lige nu og her.
Der er så mange gode dufte af roserne nu og så mange smukke blomster. Det er virkelig en fornøjelse at være i haven. Det er svært ikke at være begejstret. Alle roserne er mine yndlingsblomster lige nu!


Brother Cadfael. Den har jeg haft i haven i 6-7 år nu. Den får store blomster, der er på størrelse med en stor tekop og så dufter den fantastisk.



Denne var mest udfoldet i dag.


Heritage har også en helt fantastisk duft. Når vinduerne i stuen står åbne,dufter det indendøre af denne rose. Der er mange knopper og denne blomst er den første, og som man kan se, er den ikke helt udsprunget. Den har en sart rosa farve, som jeg rigtig godt kan lide.


Ukendt austinrose, som jeg har i et langt bed med 8 styks.



De var det første, jeg købte til haven, da vi flyttede ind for 12 år siden og de har blomstret lige meget hvert eneste år.


Rosen Gerbe, som er skyggetålende. Den har jeg to steder. I et rosenstativ og opad en væg.



Alchamyst (Det er vist stavet forkert?). Den har jeg også i et stativ og den vokser kolossalt og løfter nærmest stativet fra jorden. Den har mange farver; lyserød, abrikos og gul.


Den er ikke remonterende, så det gælder om at nyde den, sålænge det varer.


Mary Magdalene. Sikken en skabning:)


Først er den svagt rosa, men så bliver den abrikosfarvet. Under rosen har jeg plantet frøsåede abrikosfarvede jernurt.


Geoff Hamilton, som minder om en tennisbold i formen.


Det lover godt!


Den er da smuk?


James Galway. Den og Alchymist'en er nok dem, der er allermest kraftigt voksende i vores have.


Den er rosa og har et sølvfarvet skær over sig.

I foråret klippede jeg alle buskroserne ned til ca. en halv meter. De fik komposteret kogødning i marts - 40 liter til 3-5 roser og så gøder jeg med en håndfuld organisk gødning til hver rose én gang hver måned til og med september.
Som skadedyrsbekæmpelse bruger jeg urten matrem, som er plantet mellem roserne og så vasker jeg med brunt sæbevand på en stofhandske, hvis jeg opdager et angreb af bladlus. Stofhandsken har jeg på min hånd og sætter den ned i en spand med brunt sæbevand, så den bliver godt våd. Derefter gnubber jeg bladene med handsken og sørger for at bladlusene kommer af.
Men i år har der indtil nu - syv ni tretten - ikke rigtigt været noget at komme efter!
Jeg ville ikke have noget imod, at der kommer noget regn de næste dage, for det er ved at være noget tørt.

Men i morgen, må det gerne være godt vejr, for da skal jeg på udflugt - måske ses vi?

mandag den 6. juni 2016

Lidt om farver.

Lilla og blå. Lyserød og rød.
Det trekantede staudebed er i fuld gang. Lige nu er farverne blå og lilla samt purpurfarvet og om en måneds tid skifter det til lyserødt og rødt.


Der er en del blålilla akelejer, lilla natvioler, blå lupiner og purpurfarvet haveknopurt. Akelejerne skulle egentlig være lyserøde, men det kan man ikke være sikker på, når man sår dem, så mine blev blå.


Jeg kan godt lide denne farve, som knopurten har. Når den er afblomstret, klipper jeg den ned og så kan den nå endnu en blomstring senere.


Lupinerne har jeg haft i 4-5 år. For et par år siden kom de ikke op, men det var kun det ene år.


Natviolerne. De er to-årige og villige til at selvså sig. Hvis ikke man er over dem og får fjernet de små nye planter, så har man dem hurtigt over det hele. Det er i hvert fald min erfaring, men heldigvis er de nemme at hive op.


I østbedet er der både lyserøde og blå lupiner.


I forgårs begyndte den første rose at springe ud og i dag er der blomster i flere roser. Dem skal jeg ud at tage billeder af i morgen.


Storkenæb er også begyndt og til min glæde så jeg, at der er flere små pyrenæiske storkenæb under magnoliaen, så de var heldigvis ikke helt forsvundet. De er åbenbart bare sene.


En hybenrose.


Porcelænsblomsten i stenbedet er fuld af blomster nu. Bladene er brogede.


Jeg mener, at dette er en hvid røllikke, som jeg har i skyggebedet, men jeg er ikke helt sikker.


Seks blomsterstængler i de germanske iris og der er mere end én knop i dem allesammen. Måske blomstrer de til weekenden. 


Purpur vingetobak på vej. Den er meget blomsterrig, når først den for alvor kommer i gang.
De næste aftener skulle jeg gerne blive helt færdig med lugearbejdet.

I denne weekend er der ikke lavet noget i haven, for jeg har været med Pelargonieklubben Nordjylland til Bangsbo Blomsterfestival i Frederikshavn. Vi havde et rigtig godt salg og en rigtig hyggelig weekend, hvor jeg mødte flere jeg kendte og det var et fantastisk vejr.