lørdag den 18. marts 2017

Workshop i eftermiddag og tulipankrukker på plads.

I eftermiddag havde jeg forårets første workshop i orangeriet.
Det var rigtig hyggeligt og der var meget varmt i orangeriet, så vi måtte åbne vinduer og dør. Jeg tror nok, deltagerne var glade, da de tog hjem med deres bakker fyldt med potter med frø og stiklinger. Jeg havde fundet kameraet frem for at tage billeder, men jeg glemte det fuldstændigt.


Deltagerne skulle så ni forskellige sommerblomster og bagefter blev de alle udstyret med en saks og så kunne de gå rundt i klippe i pelargonier, som jeg havde udvalgt. Stiklingerne kom også i potter. Det var noget, de var glade for, men jeg skulle først forsikre dem om, at det altså meningen og helt OK at de bare skulle klippe. Så kom de ellers også i gang. Det var så sjovt.
I ugens løb har jeg haft travlt med at gøre hovedrent i orangeriet og her i formiddag forberedte jeg såmaterialer jord og vand, og hvad vi ellers skulle bruge. I går aftes bagte jeg kager, vi skulle have. Inden de kom, besluttede jeg mig for, at sætte alle mine tulipankrukker frem. Her ved køkkendøren er det tulipaner i kenzo-farver (lilla, pink, purpur og orange).


Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at se ud om en måneds tid.


Ved vores indgangsdør er der også tulipaner - de er lyserøde.

En af deltagerne i workshoppen var én, der har sit eget firma, Maxcare, hvor man kan få zoneterapi og massage. Det benyttede jeg mig af i 2014 hvor jeg fik zoneterapi for at slippe af med forkølelser, som jeg havde en del af den vinter. Nu ville hun komme her for at se, hvad jeg havde gang i. Det blev jeg glad for.


Her er det bænken overfor indgangsdøren.
En anden deltager skal også med til et foredrag, jeg holder den 28.marts. Det foredrag er allerede helt udsolgt.
Det er så givende at få positiv respons af dem, der melder sig. Det giver rigtig meget blod på tanden.


Krokusserne blomstrer nu.
I morgen skal jeg så hele dagen i orangeriet, men først får vi gæster til formiddagskaffe. Det er min svigerindes forældre, de kommer med planter til mig, som jeg har ønsket mig. De kommer kørende hele vejen fra Frederikshavn, så det er godt, at der er kage tilovers:)


Om halvanden uge har jeg halvanden uges ferie. Så skal jeg for alvor i gang udenfor med omlægning af haven flere steder. Inden da, skal jeg gerne være færdig med at så og have hentet krukkejord, komposteret gødning og citrusjord hjem. Jeg har kørelejlighed næste søndag, hvor vi har trailer med, for jeg skal have 40 poser jord i alt.


Anders er næsten færdig med at sætte plankeværket op nu og man kan faktisk se på afstand, at haven er blevet større. Det er bare så godt!


Solen har skinnet hele dagen, men i morgen bliver der vist hård blæst og slud. Godt at jeg skal stå under glas og så!!
Der er flere, der gerne vil se, hvordan det går med plankeværket - jeg vil tage billeder i morgen. Det bliver ikke helt som før, idet der bliver en låge midt i plankeværket. Forklaring følger.

3 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Ja men det bliver spændende at se plankeværket og alt det andet. Jeg kan godt forstå, at folk er glade for at komme hos dig, sikken en service. Du er heldig at kunne stå under glad i morgen, vi skal stå ude i blæst og regn. Sådan er det, man kan jo ikke vide, hvordan vejret bliver, når man beslutter en dato.

marie sagde ...

Her er der helt stille, men koldt til morgen. Dine kursister kan sagtens være glade. De fik jo en forsmag på foråret med hjem.

Birgitte sagde ...

Hej Lisbeth og Marie. Mange tak. Jeg er spændt på at læse på Lisbeths blog om beskærerkurset.