Solen har skinnet hele dagen i dag.
Så det var dejligt at være ude i haven, da jeg kom hjem fra arbejde.
Der er mange dahlier i blomst. Denne er Auroras Kiss.
De citrongule har blomstret i to måneder nu. Det er nok mine yndlingsdahlier i haven. Heidi spurgte den anden dag, hvad de hedder, men det kan jeg desværre ikke huske. Jeg har smidt navnene ud!
Af en eller anden grund så har de lilla dahlier aldrig blomstret lige så meget som de andre. Lige nu er der kun én blomst.
Denne pinkfarvet er lige så stor som en underkop.
Ærteblomsterne er også med endnu. Jeg har kun to slags.
Disse hostaer såede jeg i foråret. De er vokset en del nu. Mon ikke de kan plantes ud om en måneds tid? Jeg skal forære dem væk, så jeg vil jo gerne have, at de skal se ud af noget.
Der er gang i roserne nu. Her er det James Galway.
Geoff Hamilton er også med nu igen.
Ukendt Austin rose.
Brother Cadfael er nok den rose i haven, der har blomstret mest og længst.
Nu er der kun et par uger til jeg skal afholde den første workshop. Jeg har samlet frø og der er mange forskellige slags, som vi skal så. Da jeg var i Staudemarken i lørdags, fik jeg lavet en nærmere aftale om de stauder, vi skal dele og stiklingeformere i workshoppen. Der er rig mulighed for at få rigtig mange frøsåninger og planter med sig hjem, så hvis du/I har mulighed for det, kan I stadig nå at tilmelde jer HER eller HER
Der bliver serveret kaffe og kage undervejs, så kender du nogen eller vil du bare gerne selv afsted, så er der stadig ledige pladser. Det er en god idé at tage arbejdstøj på, der tåler at blive beskidt.Der bliver en demonstration af, hvordan man skal gøre for at få succes med planterne og en vejledning i hvordan man bedst opbevarer dem. Det hele foregår i afslappede omgivelser i orangeriet og jeg er sikker på, at vi får det både sjovt og hyggeligt. Udover de frø og planter man får med sig hjem, udleverer jeg en goodiebag med haverelaterede overraskelser.
8 kommentarer:
Flot med dine frøsåede hostaer, de er blevet store allerede. Den dahlia der er stor som en underkop har jeg også, den er ret flot, til gengæld er det næsten den eneste jeg har. Jeg tænker tit på dig, når jeg ser på min James Galway, men er nemlig altid bagefter, der er kun små knopper i min, mens din blomstrer på livet løs, sådan er det hvert år, det er lidt mærkeligt.
Hej Birgitte.
Tak for et dejligt indlæg. Det er flot som du forkæler dine kursister med planter, frø og kage/kaffe. Hvor fint at dine såede hosta er blevet så store. Jeg var ikke klar over, at det er så nemt at så dem, det tror jeg må prøves næste år.
Vores roser blomstrer også igen, men Geoff Hamilton er helt færdig for i år. Den har haft utrolig mange blomster.
Hvor morsomt, at du også har læst om familien Cazalet. Det er mine yndlingsbøger over alle. Jeg tror, jeg vil genlæse dem til vinter. Jeg har også læst næsten alle Joanne Trollopes bøger. Jeg syntes bedst om "Præstens kone". Hanne Vibeke Holst har jeg aldrig læst noget af, men det vil jeg prøve. Har du læst noget af Jane Åmund? "Vesten for måne" er meget god. Efter jeg er begyndt at interessere mig for haven og de forskellige blogge, så er der ikke så meget tid til at læse skønlitteratur.
Mange hilsner fra Eliane
Hvor har du mange flotte dahlia. Vokser de alle i krukker? Jeg har også 2 der har tallerkenhoveder. Du har gang i mange ting. Det er dejligt.
Hej Birgitte
Tak for sidst :o) det var en skøn eftermiddag. Hvor er dit nye bed blevet flot :o) nu håber jeg at den brogede sct.hansurt kommer.
Jeg syntes det er blevet så fint med din hængepil.
Kh Fra Linda
Du har virkelig nogle flotte dahliaer :) :)
Det slår mig, når jeg læser dit indlæg og kommentarerne, hvor forskelligt roserne arter sig i vores haver. Geoff Hamilton f.eks. har været noget så elendig hos os.
Hej allesammen. Mange tak for jeres kommentarer. Ja, jeg har alle mine dahlier i krukker. Det fungerer ret godt, synes jeg. Jeg har også tænkt på hvor forskelligt vores roser arter sig rundt omkring i haverne. Geoff Hamilton plejer at blomstre meget, men den har været lidt sparsom i år.
Eliane, jeg tror vi har samme smag for skønlitteratur. Det er også på min top 10 liste med familien Cazalet og jeg har også tænkt mig at genlæse dem på et tidspunkt. Det er mest om vinteren og i ferier, jeg får læst bøger. Jeg tror, jeg har læst alle Jane Aamunds bøger. Hun er ret god. Lige nu læser jeg Jo Jo Moyes. Hun er også virkelig god.
Kære Birgitte.
Jeg har læst et par af Jo Jo Moyes bøger, Brudeskibet og så mener jeg hun også har skrevet en der handler om hvaler. På biblioteket har de en liste der hedder "noget der ligner..." Hvis man har en forfatter man godt kan lide, så finder de noget der ligner. På den måde lærte jeg også Rosemund Pilcher og Maeve Binchy at kende. Tror jeg har læst alle deres bøger. Nu er det pc´en der tager min tid. Det er så spændende at surfe på Nettet.
Rigtig god weekend til dig. Eliane
Send en kommentar