søndag den 18. maj 2014

Fyrrekogler, pindsvin og havemøbler!

Nu er alle løgkrukker tømt og løgene er opbevaret i trækasser!
En kasse fyldt med tulipanløg og to kasser med hyacintløg.
Nu mangler jeg kun ganske få frøplanter at plante ud. De 20 sække Claus Dalbys krukkemuld rakte kun lige til, jeg kan godt bruge 1 eller 2 sække mere, så jeg må se om jeg kan få fat i dem!


Nederst på mit lille fyrretræ i krukke er der sørme kommet en kogle og som man kan se, er der flere på vej! Det må da være sundhedstegn?

I går aftes gik jeg en sen aftentur i haven lige før det blev mørkt for at se, om der skulle være dræbersnegle. Jeg løfter stauderne op i bedene og kigger under dem, men har ikke set nogen. Der var dog to små i græsset i sidste uge. Pludselig hørte jeg en underlig lyd, som én, der smaskede. Jeg kunne se et pinseliljeblad bevæge sig lidt for voldsomt og gik nærmere for et se efter. Det var et pindsvin, der var igang med at spise i mit skyggebed. Det er 3.år i træk, vi har et pindsvin boende i haven. Måske er det derfor vi ikke har nogle dræbersnegle, for pindsvin spiser dem jo!


I dag satte jeg havemøblerne ud og inviterede min nabo på eftermiddagskaffe med lagkage.


Her til aften regner det efter en meget solrig og varm dag. Jeg nåede lige at vande alle mine krukker inden regnen kom! Men det er vist godt, da der ikke er kommet særlig meget regn.
Vi mangler stadig at få samlet bænken og en stol af vores nye havemøbelsæt, det må vi se at få gjort, så det kan komme i brug!


Nu blomstrer mine akelejer, de er så fine!
5 dages ferie er forbi og hvor har jeg nydt det! Jeg kunne dog godt bruge en uge mere, for huset ligner noget, der er løgn indenfor, så nu må jeg igang med rengøring!

3 kommentarer:

Birgitte Sværke Pedersen sagde ...

Det er så hyggeligt med pindsvin i haven. Den der højlydte smaskende lyd i staudebedet sætter humøret i vejret. Det er da skønt at pindsvinet vil bo hos dig - og spise dine dræbersnegle.

/Birgitte

Høneballehaven sagde ...

Så fint vejr var det ikke her, men vi fik først regn til aften.
I dag er det køligt og blæsende.
Dit fyrretræ ser fint ud, gad vide hvor længe det kan trives i en krukke.
Jeg havde et pindsvin i haven i formiddags, den spiste også vældigt, jeg håber, det var snegleunger, den åd.

Birgitte sagde ...

Hej I to. Tusind tak for jeres kommentarer. Dem blev jeg glad for. Jeg tror, vi er heldige med pindsvin, da de jo spiser sneglene. I dag har det også været køligt og blæsende her!