søndag den 26. februar 2012

Generelforsamling i Pelargonieklubben Nordjylland

Der blev valgt et nyt bestyrelsesmedlem i går!
For et par uger siden blev jeg ringet op af formanden fra Pelargonieklubben Nordjylland, som spurgte om jeg kunne tænke mig at stille op til bestyrelsen, da et af medlemmerne ikke længere ønskede at fortsætte. Det ville jeg gerne og spændt drog vi afsted i går formiddags.

Pelargonie Solo
Vi var i god tid og dækkede bord og hjalp med at varme de gule ærter og skære kogt medister og kogt flæsk op og lægge på fade. Der var tilmeldt 26 til generelforsamlingen og det var flot. Da vi var færdige med at spise, gik selve generelforsamlingen igang.

Mormor pelargonie
Jeg blev pludselig en smule nervøs, for tænk hvis nu der blev kampvalg eller at jeg bare ikke blev valgt? Men der var ikke andre, der stillede op og valget blev hurtigt afgjort.

Pelargonie Grandiflorum
Det var en rigtig hyggelig dag, hvor jeg fik snakket med mange. Da det var ved at være slut, skulle bestyrelsen lige konstituere sig, inden vi tog hjem og jeg blev menig bestyrelsesmedlem, hvilket passer mig meget godt!

Husker ikke navnet på denne, men har det skrevet op!
Nu vil jeg da gøre, hvad jeg kan for at bidrage med nogle input og som kasseren sagde, så får jeg så meget inspiration i haveblogland og andre steder på nettet via min egen blog, så hun var helt sikker på, at jeg kunne bidrage med noget!

Husker heller ikke navnet på denne, men har det skrevet op!
P.S Billederne er af nogle af mine pelargonier fra i sommers!

torsdag den 23. februar 2012

Jubii forår og små planter!

Nu går det den rigtige vej.
I dag var jeg ude med kameraet for at se, hvordan det stod til i staudebedene. Jeg var noget nysgerrig efter at have set på så mange haveblogge, at foråret var kommet. Og sørme jo, flere planter er på vej op.

Haveknopurt

Natviol

Akeleje

Lupin Blossom

Daglilje

Èn vintergæk og den eneste i haven!

Bonderose på vej op.
Det har været en dejlig dag i dag og lige nu hører jeg musik fra en hitliste i 1972 og har svært ved at sidde stille!!!

onsdag den 22. februar 2012

Jeg har sået kinesisk Pomelo!

Lidt sjov og lidt alvor
Når vi holder formiddagspause ude på arbejde, spiser vi allesammen kinesisk pomelo. Vi piller og skræller og spiser ca. en halv til en kop kaffe. Den smager rigtig godt - som en blandning af appelsin, ananas og grape og er meget saftig.


Jeg fik den idé at tage frø fra og nu har frøene tørret en uges tid. I dag plantede jeg dem og det kunne være sjovt, hvis der kom planter ud af dem.
Når vi får vores orangeri, kan planterne jo gro videre dér og tænk hvis nu der kommer frugt på?


Nu er frøene i hvert fald sået og så må vi se, hvad der kommer ud af det. Jeg ved overhovedet ikke hvordan planterne ser ud - om det er palmer eller træer? Min chef samarbejder lidt med Kina og jeg har lovet ham en plante, hvis der kommer nogen. Han har nemlig allerede en stor udestue, hvor den kan gro. Til gengæld vil han give mig en træstamme fra en yogapalme, man bare sætter i en krukke med jord og vander, så kommer der en palme!

mandag den 20. februar 2012

Pæondrømme

To forskellige slags, tre af hver, i selskab med natviol og stjerneskærm
Jeg drømmer om et pæonbed til højre for tørrestativet ind mod haven.


Bedet skal være i hele tørresnorens længde ca. en meter til højre for tørrestativet.
Jeg har været inde på Pæoneksperten og studere og har allerede fundet to, som jeg er interesseret i.

Billedet lånt hos Pæoneksperten
"Bowl of Beaty" og

Billedet lånt hos Pæoneksperten
"Sea Shell."
Hvornår drømmen bliver til virkelighed er lidt uvist fordi vi skal igang med vores orangeri-byggeri og jeg frygter, at der bliver temmelig rodet i haven en periode. Desuden ved jeg heller ikke om pæoner skal plantes om foråret eller om efteråret. Jeg tror, det er forår?
Som selskab til pæonerne kunne jeg godt tænke mig natviol og stjerneskærm i matchende farver. Jeg tror, det kunne komme til at se rigtig godt ud!

søndag den 19. februar 2012

Prikling af tomatplanter

10 tomatplanter blev det til.
I dag fik jeg priklet alle mine små tomat-frølinger. Jeg har to slags; en rillet blommetomat og Black Zebra tomater.
Jeg såede dem for tidligt og derfor satte jeg dem dybere ned i den nye jord i håb om, at de vokser til kraftige planter og ikke bliver så ranglede. Det var et råd, jeg fik at Marianne fra Den helbredende Have.


Her er de små frølinger i æggebakken. Jeg tog en gaffel og løftede en hel "æggeskal" opad gangen og plantede den i en fordybning i en potte med pottemuld. Herefter fyldte jeg jord på omkring planterne, så stilken blev ca. halvt så lang som før.


Da jeg var færdig, satte jeg navneskilte i alle ti potter. 4 blommetomater og 6 black Zebra blev det til.
Nu står flamingokassen i et sydvendt vindue, hvor der er ret meget lys.

fredag den 17. februar 2012

Pelargoniestiklinger

Flere forskellige slags og jeg er først lige begyndt!
I dag har jeg plantet 14 stiklinger, som jeg har prøvet at lade stå i vand i ca. to uger. Der var rødder på de fleste, men ifølge information i Pelargonieklubben, skulle det være bedst at sætte stiklingerne direkte i jorden, sådan som jeg også plejer!


Desværre tror jeg, at pelargonierne i mit blomsterrum (afdeling C) fik frost før jeg fik tændt for elradiatoren derude, så de hænger noget og ser noget slatne ud, men en flamingokasse med stiklinger, som jeg lavede i efteråret, ser dog stadig fine ud. Når vi kommer ind i marts, skal alle pelargonierne i blomsterrummet klippes ned og have nyt jord, så håber jeg på, at de fleste bliver reddet. Jeg vil ikke ærgre mig for tidligt, men der er mange forskellige slags, som jeg har samlet de sidste tre år!


Heldigvis har mine Dr. Ingrid pelargonie-stiklinger fået godt fat. Dem satte jeg bare direkte i jorden og forhåbentlig vokser de sig store inden de skal ud i zinkkrukkerne på søjlerne på stakittet.
De pelargonier, jeg har indendøre, kan levere rigtig mange stiklinger og det er ikke helt almindelige pelargonier. Det skriver jeg om en anden dag.

onsdag den 15. februar 2012

Påskeklokker i krukker og Haven i Hune og Claus Dalby

Jeg har fundet nogle links på dr.dk
I 2011 blev der genudsendt 10 udsendelser med Anne Just fra Haven i Hune og Claus Dalby. Jeg har de sidste to aftener hygget mig med de første 5 udsendelser af en halv times varighed. I dag har jeg set nr. 2 (se link nedenfor). Her planter CD påskeklokker i krukker, som jeg synes er supersmart fordi man kan drive dem frem tidligt i et frostsikret drivhus og sætte krukken ud, så man har de smukkeste påskeklokker før tiden.

http://www.dr.dk/nu/player/#/haven-i-hune/12095

Jeg har en smart computer, for når jeg klikker på linket, finder den selv de andre ni afsnit, som man bare kan klikke sig ind på. Jeg har lagt linket ud på skrivebordet og når skærmen åbner op for udsendelsen, kommer der en lille fane, hvorpå der står "Flere Haven i Hune" og så klikker man bare på fanen og kan vælge et af de andre afsnit.
Jeg tror, at udsendelserne blev optaget omkring 2004-2005. Claus Dalby har i hvert fald endnu ikke fået sit væksthus i haven, og han nævner på et tidspunkt, at hans have er ca. 8 år gammel, så det er også ret sjovt at se billederne fra hans have.