lørdag den 14. februar 2015

Ung og gammel

Hvorfor er der ikke flere unge i haveselskaberne rundt omkring?
I dag har jeg haft besøg af min 20-årige niece og efter en debat ved generalforsamlingen i Aalborg Havekreds om hvordan man får flere unge til at melde sig ind, måtte min niece lige krydsforhøres :)


Mange unge bor i lejlighed og har slet ikke en have. Min niece bor også i lejlighed og hun vil gerne have nogle krukker og noget grønt udenfor hendes dør, men tid er en vigtig faktor og hun ved, at det ikke bliver passet og derfor har hun ingen krukker ved yderdøren.


"Hvis jeg viste dig, hvordan man lavede stiklinger, ville du så gøre det f.eks. med stueplanter?" Endnu engang var det tiden, der var problemet. Vi snakkede om frøsåning også og jeg fik det svar, at det ville være ærgerligt, hvis man gjorde et stort stykke arbejde for at få nye planter og så det ikke blev passet, fordi man skulle alt muligt andet.


Jeg tror, at når man er en ung børnefamilie, så er der så mange tilbud og så mange aktiviteter familien går til, så haven helst skal være nem og hurtig at holde.
Vi blev enige om at hver ting har sin tid og vi blev enige om, at når man bliver lidt ældre, måske omkring 40 år, så tænker man også over, om man har opnået de ting i livet, man har drømt om og om man vil noget mere inden det bliver for sent. Vi tror, at man tænker mere på sig selv i den alder og ønsker at finde noget, man kan slappe af med og nyde og som giver energi. Alt det lever haven op til!


Måske er der også en del, som ikke ved, hvad der foregår i en haveforening og tror måske, at man bliver medlem for at få et abonnement på et haveblad.
Her tror jeg internettet og sociale medier er en rigtig god oplysningskilde.


Vi blev dog også enige om, at jeg nok var et særtilfælde :) for jeg har altid elsket at lave stiklinger og have vindueskarmene fulde med potter med frøplanter og når jeg tænker mig om, så er havelivet den interesse i mit liv, som altid har været der. Jeg har også dyrket meget sport, været spejderleder og med til håndarbejde i aftenskolerne med mere, men det har altid været i perioder og er gået over. Men interessen for planter og blomster (især pelargonier) hænger ved hele vejen igennem.
HURRA for haven og for planterne :)


Min niece fortalte mig dog, at man kan få en hvid rund tingest med flere rum i som bliver brugt som en køkkenhave indendørs. Man dyrker grøntsager i den. Jeg ved ikke hvad det er for en tingest, men den var vist noget populær blandt unge mennesker! Ikke så dårligt :)

13 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Jeg tror, I har ret i det. Unge mennesker har en masse, de gerne vil nå, det forstår man jo godt. De skal have haft haveinteressen fra barn af, for at de gider gå tidligt i gang.
Jeg var selv over 50, inden min haveinteresse kom. Der er meget at se til med børn, fritid og ikke mindst arbejde for de unge i dag, så først når børnene flyver fra reden, er der tid til at tænke på haveinteressen.
Min anden søn og svigerdatter har netop købt hus, de er glade for, at der kun er en lille have, det interesserer dem slet ikke.
Interessant emne I har fundet der :)

Vivi sagde ...

Jeg tror også det er de færreste helt unge, der har tid og lyst til havearbejde, når der er så mange andre ting der skal passes.
Jeg er nok en undtagelse, for jeg har altid været haveinteresseret, men selvom interessen altid har været der, og jeg har haft have, så var jeg 30+ før jeg meldte mig ind i havekredsen.
Den tid jeg bruger i haven er bestemt også blevet øget med alderen, så et eller andet sted passer jeg jo også ind i mønstret ;-)

Frøken Solhat sagde ...

*SMILER* Jeg tænker også hver ting til sin tid........i hvert fald så længe man studerer og nyder ungdomslivet og efterfølgende får børn......så er det her alt krudtet bruges - men alt godt kommer -også trangen til jord under neglene og havefitnes ;0)

Frk. Anemone sagde ...

Spændende emne, Birgitte - jeg tænker også ligesom Lisbeth, Vivi og Frk.Solhat at man slet ikke har tid eller overskud til have interesse når man er under 35 år gammel. Tænker også tilbage på mit liv - jeg var ikke særligt interesseret før vi flyttede i eget hus og da kun middelmådigt. Den helt store haveinteresse kom først da jeg var langt over 40 !

Din niece ved i hvert fald hvor hun skal hente sin inspiration og evt. hjælp fra :)

Anne sagde ...

Hej Birgitte,
Ja et godt indlæg om hvad giver haveglæde og lyst til at være i det grønne.
Jeg fik det ind med modermælken, da min far arbejdede som gartner.
Jeg fik lov til at have min egen lille have. Der var ikke så mange penge, så vi var på en eller anden måde afhængig af at køkkenhaven blev holdt og gav udbytte i en helt almindelig parcelhusgrund. Haveselskabet var ikke noget mine forældre brugte. det er først kommet til efter jeg er flyttet i eget hus og holder det som den eneste i familien. Jeg har 3 yngre søskende der netop har købt hus med have. det er spændende at følge om de har arvet havelysten som mig.

Lisbeth sagde ...

En interessant snak I har haft både i afdelingen og du og niecen:-)
Jeg er i tråd med kommentarerne ovenover og tror at man skal være mere end almindelig optaget af haveinteressen hvis man som 20 årig melder sig ind i haveselskabet.
Jeg mener også at haveselskabet skal oppe sig gevaldigt, hvis de vil have unge medlemmer, så skal der mere pep på arrangementerne så det ikke ligner en afdeling af pensionistforeningen eller husmorforeningen der er på tur når der er billeder fra arrangementer.
Jeg har selv været medlem 3 gange og første gang fra jeg var 18 år, var det kun fordi det var det eneste haveblad der fandtes. Men jeg har ikke deltaget i foreningsarbejdet som sådan og det tror jeg at der er større tradition for i de jyske afdelinger. København som jeg tilhører har altid virket stor og fjern på mig, men måske er det bare en fordom.

Mathias Emil sagde ...

Tid og overskud handler jo om prioritering, og vælger man at se haven som en glæde og kilde til fornyet energi og overskud, er det en fantastisk hobby også for unge mennesker.
Jeg er jo selv blot enogtyve og nyder min have hver dag året rundt, og kunne unde alle den glæde og store fornøjelse det er, at arbejde med det grønne element.
Unge mennesker skal blot oplyses og have viden om den vidunderlige fornøjelse det er, at arbejde med haven :-)
Måske køkkenhaven i særdeleshed!
Kh Mathias

horta sagde ...

Jeg er vokset op på landet, i en gartner familie, så er belastet både mht til arv og miljø :-. Men i studie årene har jeg boet i Århus & kbh, og ikke haft adgang til 'egen jord'. Interessen har måske også sammenhæng med at man skal have alderen /økonomien til eget hus? ( koloni haver er svære at få omkring større byer). Iøvrigt vil der for haveseskabet o.lign være en ret god chance nu for at fange yngre medlemmer - urban gardening og de lange ventelister på kolonihaverne viser at interessen er stigende. Fokus er dog mere produktion af gode fødevarer og de mentale fordele ved havearbejde....... Måske skal man også fremhæve disse emner i stedet for formklipning , pyntede opstillinger og vandreture i haver med nyskårne bedkanter? :-)

Bruuns Have sagde ...

Jeg tror også at det er rigtigt at haven hører alderen til for de fleste, der er langt imellem sådan nogle som Mathias, han går jo også all in :-). Jeg tror også at det med køkkenhaven vil vinde ind hos de unge mennesker, især fordi der findes så meget ulødigt mad, det ville da være skønt :-), kh Margit

Maria - Den eksperimenterende have sagde ...

Bum - Bum se mit indlæg idag. SMIL. Jeg tror vi gør det alt for komplicerede for unge og andre. Jeg overvejer forresten selv at melde mig ind, da jeg mangler andre at snakke have emner med...

God søndag

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Godt indlæg du har lavet.Jeg var da heller ikke interesseret i have da jeg var 20 år.Men da vi købte vores hus da jeg var 33år var det noget andet.
Min mor var bare fantastisk i en have......og både Gitte og jeg har vist arvet hendeshave gen.
Vi er begga medlem af haveselskabet.
God dag knus Jette

Tim Skovrup sagde ...

Interessant indlæg og alligevel dystre læsning !!! Min haveinteresse kom også som 32 årig, da vi flyttede i hus. Jeg måtte DESVÆRRE LÆSE mig til hvordan man dyrkede grønsager og andet godt i haven, for det var desværre IKKE en del af min opdragelse !!! Mange af nutidens unge har nok ALDRIG trukket en gulerod op af jorden - men tror at de gror i grøntafd. i supermarked :( - Så det er naturligt for dem at "holde afstand" fra haven ;)

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Hvor er I bare gode og det glæder mig, at I også går op i emnet. Jeg tror også, som flere skriver, at man skal lære det fra helt lille af, så er det mere naturligt. Sådan var det for mig og jeg har altid kunnet finde og se glæden ved at få noget til at gro og lykkes. Tusind tak for alle jeres gode synspunkter.