onsdag den 17. august 2016

En anden måde.

Hjælpemidler, der er gode til havearbejde.
Et sponsoreret indlæg, som handler om, hvad der gør mit havearbejde mere behageligt. I min have har jeg ca.130 krukker, som jeg fylder med jord og planter hvert forår. Om efteråret tømmer jeg dem igen. Det er en god idé at have slidstærkt arbejdstøj på og tøj, som tåler at blive godt beskidt. Jeg har to par havebukser og to fleecetrøjer, som er ret gode. Hos Engelbert-Strauss er der et stort udvalg af arbejdstøj. Jeg skal snart have et par nye bukser og kunne godt tænke mig disse som udover at være slidstærke også har mange gode lommer til redskaber.



Mine redskaber består af en god saks, en håndkultivator, håndrive og så et mælkebøttejern, som jeg bruger til at rense mellem fliserne med. Saksen er nu 7 år gammel, så den har gjort det godt. HER kan man finde gode sakse. Jeg ved faktisk ikke hvad en god pris er på en god saks, men det er nok en god idé at købe kvalitet!



Jeg er også meget ude i haven i det sene efterår, hvor haven bliver gjort vinterklar og mange krukker skal tømmes. Jeg synes, det er et problem at finde tøj og handsker, der er varme nok, men hos Engelbert-Strauss kan man finde gode handsker her og termobukser her De har også et udvalg af regnbukser her


Sidste år fik jeg en rosen-kultivator med langt skaft fra Silvan og det var nærmest som at få en helt ny haveoplevelse, når jeg skulle luge i staudebedene. Mine bede er tæt beplantet, så jeg havde i flere år forsøgt at fjerne ukrudt med min håndrive og det tog enormt lang tid. Med den nye kultivator, som kun har to tænger og er smal, så kommer jeg fint rundt om planterne og jeg bliver meget hurtigere færdig med at luge. Det var en stor fornøjelse første gang, den kom i brug!



Når jeg "arbejder" i mit orangeri vil jeg gerne skåne mit tøj. Jeg sår og prikler samt stiklingeformerer mange planter og det sviner godt med vand og jord. Sidste år fik jeg et rigtig godt plantebord at stå ved, og så ønskede jeg mig længe et forklæde, som skulle dække både brystkassen og lårene. Jeg tørrer al jord og vand på hænderne af i et forklæde, som jeg fik at min svigermor et år i julegave. Jeg kunne godt bruge et til, til at skifte med og fandt dette her som er et rigtigt gartnerforklæde til en god pris hos www.engelbert-strauss.dk


Efter min oplevelse med den nye rosen-kultivator, tænker jeg, at man også kan gøre andre ting nemmere for sig selv. Men det skal ikke kun være nemmere, det skal også være med redskaber og tøj, der gør det behageligt. 



Med denne våde sommer vi har haft i år, har det været nødvendigt at klæde sig godt på, når jeg skulle ud i haven. Det har også været nødvendigt med en del skiftetøj og det gamle tøj jeg har gemt som arbejdstøj har været fundet frem. Jeg synes ikke, det er vigtigt, hvordan jeg ser ud, når jeg går i haven, men min mand har gjort lidt godmodige indvendinger og frarådet mig at vise mig udenfor matriklen i noget af mit tøj:) Det gamle tøj fungerer heller ikke så godt som mine havebukser og fleecetrøjer, så jeg ønsker mig noget ordentligt arbejdstøj!



I sidste uge var jeg i haven når jeg kom hjem fra arbejde og til det blev mørkt. Vejret var forfærdelig dårligt, men jeg skulle have besøg af Midthimmerlands Havekreds, så haven skulle jo tage sig godt ud. Nu er det godt at tænke på, at alt er luget i bund, kanterne er klippet og alle visne blomster er fjernet.



Nu håber jeg virkelig, at det gode vejr kommer tilbage, for så vil jeg bare rigtig gerne gå derude og nyde det hele efter al det arbejde.
I morgen skal jeg holde åben have. Adressen er Venøvej 10, Nørresundby. Jeg håber mange kigger forbi. Nu er sommeren her. De har da vist også lovet lidt bedre vejr i næste uge!

mandag den 15. august 2016

Åben Have hos mig på torsdag kl. 19-21.

Velkommen til åben have på torsdag.
Den 18.august kl. 19-21 er min have åben for sidste gang i år. Jeg byder på en forfriskning i orangeriet og håber mange har lyst til at kigge forbi.


Haven står i fuldt flor nu og roserne er ved at remontere. Dværgsolsikkerne er så fine. De er plantet i krukker i det gule dahliabed.


Min have er mest en krukkehave med opformerede planter i orangeriet. Her er det Pelargonium Zonale som er stiklingeformeret.


I orangeriet har jeg ca. 100 forskellige pelargonier i vindueskarmene. 


Der er mange dahlier i krukkerne også.


Ampelpileurt har jeg sået af frø, jeg har købt i USA. Den selvsår sig gerne, og er nogenlunde hårdfør. Jeg samler frø ind hvert år og sår dem i foråret. Jeg har også overvintret et par stykker i orangeriet, men da de kom ud i næste sæson, var de noget ranglet og ikke nær så flotte som dem, jeg havde sået.


Klatreløvemund er også sået i foråret og plantet i en krukke med stativ. Den er nem at frøformere og når den bliver plantet ud, skal den lige have lidt tid til at komme igang.


Nøkkerose i blomst.


Den har nogle flotte blade.


Roserne er ved at være i gang igen.


Høstfloksene er godt igang. Denne dufter.

Min have er lille - godt og vel 500 kvadratmeter og entréen er gratis.
Måske ses vi?

torsdag den 11. august 2016

Den tredje have.

Tre haver besøgte vi i søndags. Her kommer billeder af den tredje og sidste have.
Det, der inspirerede mig i denne have, var alt det stedsegrønne, de havde fundet plads til. Det var en lille parcelhushave med en stor variation af planter.


Allerede inden man kom rigtigt ind i haven, blev nysgerrigheden vakt. Der var flere bonsai-træer med krogede, tykke stammer og træet var ikke mere end ca. 30 cm højt. Yderst til højre er det et tempeltræ, det var jeg noget overrasket over, at det kunne lade sig gøre.


Et sjovt indslag på muren. Om vinteren er den helt rød af bær. Fuglene spiser ikke bærene fordi de ikke kan sætte sig nogen steder her.


En silkefyr, som blev klippet. Faktisk blev alle de stedsegrønne vækster klippet for at de ikke skulle blive for store. Sådan en silkefyr kunne jeg godt tænke mig.
Jeg fik et godt tip af haveejerne: Man kan sagtens plante stedsegrønt i staudebedene og det er en god idé at plante dem lidt i siden, så ser det spændende ud og de falder godt ind i bedet.


Her er det en lærk, som er klippet helt ind og placeret ved en rød montbretia, som stod som en solitær plante.


Liljerne var store og mindst lige så høje som os mennesker.


Selvom haven ikke var stor og den var tæt beplantet, var der også plads til en mammutblad, som havde frugter.


Det var imponerende at se alle de forskellige former, de stedsegrønne var klippet i.


Der var også rhododendron.


Flere steder var der plantet i disse kar af beton, som de selv havde lavet. Det passede rigtig godt ind med stenene, som omkransede flere af bedene rundt omkring.



Denne floks var brogetbladet.


Her er endnu et lille tempeltræ. Man må sige, at de var plantesamlere og de fortalte da også, at de går efter sjældne og lidt anderledes planter.


En kalla med frugt. Desværre kan jeg ikke huske, hvad den hed, men den er jo speciel med de blade.


En flot hortensia.


Endnu en bonsai.


Der var så meget at se på, så jeg i første omgang slet ikke opdagede, at der var denne fine pavillon.


Jeg fik vist ikke nævnt, at haven ligger i Tårs i Vendsyssel.
Det var en rigtig god dag vi fik og dagen blev afsluttet i den lokale planteskole, "Landlyst", hvor vi fik handlet en lille smule lige inden lukketid.

onsdag den 10. august 2016

Havebesøg både ude og hjemme.

Spændende havebesøg 
I går aftes fik jeg besøg af Midthimmerlands Havekreds. Der kom ca. 20 personer og jeg var vel nok glad for, at de kom trods regn og blæst og kulde. Vi fik kaffe og kage i vores orangeri, hvor der lige præcis var plads til alle. Efter kaffen var der opholdsvejr og de fik set haven. De var her ret længe og jeg var meget glad, for jeg havde forberedt mig meget:)


I weekenden var jeg rundt og se ikke mindre end tre haver. I dag vil jeg gerne vise billeder af de to første vi så og så viser jeg den sidste en anden dag.
Turen var arrangeret af Bente, som jeg har lært at kende igennem mine foredrag og senere i Pelargonieklubben. Jeg blev hentet tidligt på formiddagen.


Den første have, vi besøgte, var hos Alice Holst ved Tårs i Vendsyssel. Det var en meget stor og utrolig velholdt have. Hun ordnede hele haven selv pånær græsslåningen.


Der var en del skov og flere træer var blevet fældet for at der skulle komme mere lys ned. I lysningen var der plantet rhododendron.


Der var mange rum i haven og vi gik rundt på stier fra rum til rum.





Når man kommer lidt ud af haven, ender man ved denne sø.






Der var rigtig meget at se på og det tog næsten to timer at gå rundt, før vi havde set det hele. Alice gik med rundt og fortalte om træerne og om mange planter. Hun er god til de latinske navne og husker dem rigtig godt.



En meget flot clematis.



Vi var heldige med vejret.
Da vi havde set færdigt drog vi videre hjem til Bente, hvor vi fik en god frokost. Her fik jeg set deres pavillon og Bentes pelargonier.



Hunha en del dværgpelargonier og miniatyrer.




Pavillonen er placeret ret højt oppe og der var en fantastisk udsigt udover markerne.


Rundt om pavillonen er de i fuld gang med at lave stenbed. Det så rigtig godt ud.


Der var allerede en del fine planter i stenbeddet.
Igen var vi heldige med vejret. Mens vi spiste frokost regnede det, men det holdt op da vi kom ud.
Kl. 13.30 skulle vi besøge den tredje have, som var en parcelhushave inde i Tårs. Den viser jeg en anden dag.

Det var rigtig spændende at være på tur og dejligt at haveejerne gik med rundt og fortalte om tilblivelsen af deres have.

I den kommende weekend skal jeg ud at se haver igen. Jeg glæder mig.