Et glas iste, gamle haveblade og solskinsvejr.
Vejret fortsætter ligeså skønt i dag og næsten ingen vind. Vi skal huske at vande. I morges lige efter morgenkaffen tog jeg vandslangen frem og vandede alle mine bede igen. De var godt tørre. Det tog et par timer, så jeg håber vandmængden holder i flere dage. Krukkerne bliver vandet hveranden dag. Efter vandningen satte jeg mig i mine nye havemøbler med et koldt glas iste og juni/juli numre af Alt om Haven.
Det er ren afslapning at bare sidde i haven og nyde det hele. Måske er der kommet noget nyt ukrudt - det får være, måske er der visne blomster, der skal klippes af - det må vente. I dag skal den stå på ren havehygge og med de nye havemøbler og de gamle kan jeg både sidde i sol og skygge. Haven er så tilgroet nu, at det kan lade sig gøre. Vi har ingen terrasse men havemøblerne står på græsset og det er dejligt at gå rundt i bare tæer!
Gerbe Rose
Det er ren velvære at gå rundt og se på alle blomsterne og se, at de trives. Jeg føler virkelig, at alle mine anstrengelser med at så og prikle ud i foråret bliver belønnet lige nu med alle de smukke blomster og var al arbejdet værd.
Lathyrus flagship.
I går aftes havde vi gæster til spisning, som foregik ude i haven og jeg blev rigtig glad, da gæsterne gik rundt i haven og syntes det så pænt ud. Der var flere af mine frøplanter, som var interessante og snart havde jeg skrevet en liste med planter, de ville have frø af.
Gammeldags Mamelukærme.
Det er ekstra dejligt med havearbejdet, når man kan dele det med nogen. Frøindsamlingen fra haven er jeg så småt begyndt på og det bliver sjovt til vinter og næste forår, når jeg kan forære små frøplanter væk. Jeg tror, der bliver lige så travlt i orangeriet næste år, som der var i foråret!
Jeg vil gerne slå et slag på tasken for, at alle haveglade mennesker burde sørge for flere siddepladser i haven. For så kan man flytte sig efter solen eller trække i skyggen, hvis det bliver for varmt. Mange steder har jeg set, at man kun har siddepladser på terrassen. Det kan være meget varmt at opholde sig dér hele tiden i solen. Det er meget bedre at flytte lidt rundt. Samtidig får man også den oplevelse ud af det, at man ser haven fra forskellige vinkler og sider og måske får man lyst til at rejse sig og gå hen til et bed for at nærstudere en blomst eller en busk.
Efter aftensmaden satte vi os ind i orangeriet, hvor foldedøren stod på vid gab. Da den vender mod vest, fik vi aftensolen lige ind. Det var dejligt og temperaturen var behagelig. Vi sluttede aftenen af dér med kvædete og et frugtfad. I teen lagde vi blade fra min Stevia, som søder teen på en spændende måde. Det var en rigtig vellykket aften!
2 kommentarer:
God idé at slappe lidt af i haven, og det lyder som om I har haft en god dag med gæsterne. Det er rigtigt at det er vigtigt med siddepladser i haven, så vi kan nyde det, hvis vi får tid :)
Det er med at nyde det, mens det er her. Det gode vejr med sommer og sol
og dybblå himmel og haveblade- og det gør du jo!
Send en kommentar