torsdag den 19. juni 2014

Det gule krukkebed

I dag kom der to og så haven.
Jeg skal vist have gjort noget mere reklame for mit åben have program, blandt andet på Haveselskabets hjemmeside. Jeg har desværre ikke fået reklameret ordentlig, så det må jeg forbedre!

Nu vil jeg gerne vise min klatre-løvemund:


Den er begyndt at gro rigtig godt og er ved at sno sig opad stativet. Der er ikke antydning til blomster endnu, men dem er jeg meget spændt på at se!

Det gule bed foran huset er i fuldt flor nu, de gule jakobsstiger er nærmest ved at være færdige med blomstringen!


Her er det gul kløver, almindelig matrem, gul Jakobsstige og på bænken er det citron tagetes.


Her er det igen gul Jakobsstige og gule løvehaler. De to høje til venstre er frø, jeg har sået og det er første gang, jeg har dem. Jeg kan ikke navnene lige nu.


Her er de samme planter fra modsatte side.


Mine to piletræer kommer godt nu, de har været noget sat tilbage, måske er de ikke så hårdføre i krukkerne, men siden midt forår er de vokset godt og er næsten i fuld størrelse igen.
I trækassen har jeg 4 hvide pelargonier, 3 forskellige slags. Krukken bagest er med gul gåsefod.


Gul gåsefod eller Leucanthemum har mange knopper!


Gul Kløver er en sjov plante og meget nem. Mine er ca. 40 cm høje og blomsterne er vel en tredjedel større end valnødder. Jeg har også sået denne plante i år og fik tre nye planter ud af det. Dem har jeg ikke fået plantet ud endnu, da jeg ikke har mere jord! Jeg skal have kørelejlighed til at få hentet to poser Claus Dalby Krukkemuld!



Her er det almindelig Matrem i blomst.


På bænken, som er placeret i krukkebedet, har jeg citron tagetes og guldblomst.


Her er bedet i hele dets længde!
De to havegæster i dag var Villy og Lisbeth, som kom forbi inden de drog videre. Jeg er lidt ærgerlig over, at der ikke kom andre, men det er nok min egen fejl, når jeg ikke rigtig hverken har skrevet eller nævnt noget for nogen. Jeg tror på, at det bliver anderledes senere på sæsonen!

mandag den 16. juni 2014

Lupiner og storkenæb

Lupiner og storkenæb forskellige steder i haven. De er ikke plantet som en kombination, men de pynter gevaldigt hver især!

Denne blå lupin er et par år gammel, jeg har to af dem i staudebedet, men de trives ikke helt så godt, synes jeg. De er stadig små, men de kommer dog hvert år.


Her er den lilla, som jeg såede sidste år.


Dette er en lyserød dværglupin, som er plantet i en krukke. Den har jeg sået i år. Jeg tror ikke, den er god til at overvintre. I hvert fald er den, jeg plantede ud i bedet sidste år, ikke til at få øje på nogen steder!

Jeg har fire forskellige storkenæb i haven, hvoraf de tre er lavtvoksende - for det kan jeg bedst lide! Jeg tror egentlig det ville være en flot kombination med lupiner og storkenæb sammen. 


Her er en almindelig halv meter høj storkenæb, som har været i haven i 10 år. Denne plante har leveret nye planter til under hele vores hæk - det glemte jeg helt at tage billeder af. Men de er så store nu, så hele bunden er godt dækket og de kvæler ukrudtet!


Her er det Geranium Vision, som kun bliver ca. 25 cm høj. Blomsterne lukker lidt i her ved sen aftenstid, men man kan godt se den fine lyserøde farve!


Min pyrenæiske storkenæb har runde, store blade og blomsten er ret lille og farven er en blanding af lyserød og lilla - nærmest lyserød med lidt blåt i! De lukker også i her ved aftenstide. De er sået og plantet ud i år og jeg håber meget på, at der kommer mange flere blomster næste år. De har allerede dækket hele bunden i bedet under Magnoliatræet. Og det var også deres opgave!
Der kommer vist regn i weekenden, så jeg vil gøde haven i løbet af ugen. Det er meget tørt det hele og vi trænger virkelig til et kæmpe-regnvejr!

fredag den 13. juni 2014

Det store krukkebed er næsten klart!

De sidste par aftener har jeg fået lavet lidt af hvert i haven.
Vi kunne godt bruge noget regn heroppe nord på. Det har ikke regnet i 2-3 uger nu, så jeg er ude med vandkanderne!


Det lyserøde og lilla krukkebed er plantet godt til nu. Jeg vil dog gerne have nogle lyserøde hængepetuniaer i de store krukker med syrenerne. Jeg havde købt nogle almindelige petunia, men glemt at vande dem, så de er desværre helt visnet ned!


Det bliver ikke helt magen til sidste år. De fleste planter går igen, fordi jeg har samlet frø ind og sået dem i år. Det er kæmpeverbena, gammeldags mamelukærme, voksurt, vidunderblomst, og så et par dahliaer, hvor knoldene er overvintret.


De nye planter er levkøj, lyserød staudesalvie, lyserød katteurt, lyserød astilbe og en spydverbena.


Der er også en ny mørk heuchera. Dahlierne når at springe ud inden jeg skal holde åben have på torsdag. Det er lidt spændende om der overhovedet kommer nogen. Jeg har ikke gjort så meget reklame for det, så jeg regner ikke med det store rykind.
I år har jeg tre forskellige vidunderblomster; en lys lyserød og en mørk lyserød samt en gul i det gule dahliabed.


Stolen med husløg har stået der hele året. Den er blevet lidt ramponeret, men det gør ikke noget! Nu skal planterne bare vokse til, så krukkerne nærmest bliver skjult.
Jeg har navneskilte i alle krukker, så jeg kan holde styr på, hvad jeg har plantet.


Endelig fik jeg plantet mine tre thujaer i én stor krukke. De stod i hver sin potte før. Det er min plan, at de skal stammes op.
Det er sådan et godt vejr at gå ude i om aftenen og jeg har lidt svært at gå ind igen. Jeg er næsten færdig med at klippe kanter nu - mangler bare lige 2 meter.
Jeg tror det er en god idé at lave en to-do liste inden torsdag, så jeg husker alt det jeg gerne vil have lavet og får et overblik over det. 
I aften skal jeg bare slappe af - men skal lige vande krukkerne.

mandag den 9. juni 2014

Pinse i haven

Sikken et solskinsvejr - næsten for varmt at lave noget i!
Heldigvis er der rigtig meget at tage billeder af, så her kommer lidt pinsebilleder fra min have:


Skærm sløjfeblomst i en potte, den er sået i orangeriet. Kender du den, fru Høneballe? Jeg synes, den er rigtig sød.


Klokkeblomsterne, som jeg såede sidste år, er nu i blomst. Der er både blå og hvide i samme krukke. det var meningen, de kun skulle være hvide, men den blå farve må gerne være der alligevel!


I går fik jeg plantet Tagetes French Vanilla ud i alle altankasserne. Jeg har selv sået dem i år. Allerhelst vil jeg gerne have limegrøn Helichrysum Petiolare sammen med tagetesen, men jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg kan få fat i dem, så nu overvejer jeg hvid hængelobelia i stedet.


Flere appelsiner på vej. Spændende hvor mange, der kommer i år!
Jeg har da fået lavet en del i haven her i pinsen, men mangler at plante nogle krukker til. Jeg har planterne, men ikke jord. Det er lidt besværligt at hente det uden en bil. Jeg skal afsted med cykeltraileren og det har jeg bare ikke haft lyst til i denne varme!
Men om halvanden uge holder jeg åben have for første gang, så skulle det hele jo gerne ligne en million! (Mindre kan ikke gøre det). Heldigvis er jeg i bund med lugningen og er næsten færdig med at klippe kanter!


Blå staudesalvie og lilla dahlia. Dahlierne er allerede godt på vej med flere, der er knopper i!


Purpur dahliaknopper og pink pelargonie på hylde. Dahliaen er allerede en meter høj.


En mørk Astrantia i mit store staudebed. Jeg kan rigtig godt lide farven. Jeg købte den sidste år på plantemarked i Aalborg.


Denne rose var engang i hvid opstammet rose, men én vinter blev den temmelig frostskadet (den stod i en krukke), men den skød fra bunden af stammen, så jeg tænkte, den skulle have en chance. Den minder nu om hybenroser langs vandet og det er jeg SÅ glad for. For det har jeg drømt om at få i haven længe - netop fordi vi bor så tæt ved fjorden. Den er ved at blive til en helt fin lille busk og passer perfekt ind i mit lyserøde og røde staudebed!


Dianthus Maggie er godt på vej nu. Der er rigtig mange knopper, så jeg tror, det bliver et helt brus under roserne.


Det bliver vist et jordbær-år i år.


Endnu en dahlia med knopper.
Jeg håber faktisk på, at der kommer et regnvejr forbi, for jeg synes planterne hænger lidt!
Sommeren er i hvert fald godt skudt igang med dette pinsevejr. 
Torsdag den 19.juni kl. 19-21 holder jeg åben have. Måske ses vi?

søndag den 8. juni 2014

Pæoner, roser og pelargonier i haven.

Man glemmer helt, at sommeren kun lige er begyndt!


Pæonen "Bowl of Beaty" blomstrer nu og der er mange knopper i. Jeg har to af dem i Østbedet.


Det er første gang jeg har pæoner i blomst og synes, den er rigtig fin!


For 2 år siden på Samsø hos Høneballehaven fik jeg frø af en rød lupin, som jeg såede sidste år. Den viser sig at være lilla og det gør bestemt ikke noget for den passer fint ind sammen med alt det lyserøde og hvide. Frøene fik jeg af Marianne fra den Helbredende Have.


Digitalis i samme bed. Lige nu er Østbedet helt overdådigt med et stort blomsterflor. Jeg nyder synet både ude og inde fra orangeriet. Digitalis tiltrækker mange humlebier og når vinduerne i orangeriet står åbent sker det, at der engang imellem flyver én ind. Vi har fået tagvindue i orangeriet fordi insekterne søger opad når de kommer ind, så nu kan de heldigvis komme ud igen. Tagvinduet er automatisk og lukker, når det regner og kan indstilles til at åbne automatisk. Anders har foræret mig det og det er jeg MEGET gladt for.


Rosen James Galway.


Rosen Alchymist i stativ.


The Sheperd.


Geranium Vision, som jeg såede sidste år, blomstrer nu. Den er bunddække under tre klatreroser, som jeg ikke husker navnet på lige nu, men den er kirsebærrød.


Jeg har fulgt Lisbeth fra Høneballehavens råd om at lade Lewesia bliver i potter i stenbedet og de ser ud til at trives fint sådan. De har overvintret i potterne i drivhuset, hvor de ikke får væde fra oven hele vinteren og det fungerer fint. De kan godt tåle frost, men skal være tørre i vinterperioden.


Stribet vortemælk, har jeg sået i år og plantet ud i en større krukke i stenbedet.


I går fik jeg plantet zinkkrukkerne med Dr.Ingrid Pelargonier. Det var der lige vejr til i går.


Jeg har tre gamle trækasser og i går fik jeg én ud og satte tre hvide pelargonier i kassen langs det gule og hvide bed foran huset.

Det har været en travl uge fordi jeg har gang i et større projekt og så er der jo meget der skal passes samtidig med. Inden så længe afslører jeg mit projekt og glæder mig meget til det!

mandag den 2. juni 2014

Rosenfest og Blomsterfestival

En hektisk weekend og jeg er meget træt!
Bangsbo Blomsterfestival løb af stablen i weekenden og Pelargonieklubben Nordjylland var på plads med en stand. Salget gik utrolig godt, både af vores købte planter og af vores egne stiklinger. (Jeg har kun 7 tilbage). Jeg har kun sovet 6-7 timer de sidste tre nætter, så i morges var jeg virkelig træt, da jeg skulle på arbejde! 

Nu til roser:


Geoff Hamilton.


Geoff Hamilton i nærbillede.


James Galway er også godt på vej.


Mary Magdalene, som starter med at være lyserød, men bliver abrikosfarvet.


Her lidt tættere på, hvor man nok bedre kan se den abrikosfarvet farve.


Alchymist i det ene rosenstativ. Farverne i rosen er meget markante i år.
I de første år jeg havde mine roser, var Heritage min yndling, men nu kan jeg ikke længere finde ud af det. Jeg tror, jeg er lige begejstret for dem allesammen.


Gerbe Rose.

I marts måned fik alle roserne komposteret gødning, 40 liter til 3-5 roser. Der skulle komme regn sidst på ugen, så jeg skal gøde med organisk rosengødning inden. Jeg gøder dem tre gange i løbet af sæsonen - ca. hveranden måned.


Her er så Heritage. Den er da smuk?


David Austin rose - ukendt navn.
Der er stadig en 3-4 roser, der lader vente på sig, men der er mange knopper!
Jeg håber også mange andre havefolk har en rosenfest i haverne. Prøv lige at se datoen: Den 2.juni! Det er godt nok tidligt. Jeg glæder mig til en meget lang og blomsterrig sæson!

I morges, da jeg cyklede på arbejde, lå der desværre et pindsvin på vejen, som var kørt over. Jeg håber så meget, at det ikke var vores pindsvin. Jeg blev så ked af det, da jeg så det!

Nu går jeg altså i seng, for jeg er virkelig træt. Jeg glæder mig meget til at sidde foran skærmen igen og gå på opdagelse i haveblogland. Der er flere steder, hvor jeg er kommet bagud!