lørdag den 12. oktober 2013

Vinterklart orangeri!

Nu er orangeriet rengjort, vindueskarme, bænke og gulv er vasket i brun sæbe.
Alle pelargonierne er nurset, alt det visne er plukket væk. De er endnu ikke gået i vinterhi, da de stadig sætter mange knopper, det er nok det milde vejr. Dermed er der også stadig en behagelig temperatur i orangeriet.


Jeg må erkende, at orangeriet ikke ser sådan ud altid - selvom jeg ville ønske det - men det er ikke altid nemt at nå det hele, når man skal passe arbejde, hus, have, mand, familie og venner.


Det skal dog ikke forhindre mig i at sætte nogle mål, som er, at gå en runde engang om ugen og fjerne alt det visne. Så burde det se nogenlunde godt ud hele tiden.


Jeg er så glad for alle mine pelargonier og især er det en stor fornøjelse at dele interessen i Pelargonieklubben Nordjylland. Her får jeg så mange gode tips og idéer. Og også mange pelargoniestiklinger, jeg ikke kan skaffe andre steder.


Min yngste niece er lige startet på gymnasiet og hun siger, at hun skal noget stort med sit liv. Det synes jeg er herligt og må indrømme, at jeg er kommet frem til det samme med mig selv. Jeg fylder nemlig 50 år næste sommer og har besluttet, at så skal der også ske noget stort i mit liv!


Jeg har fundet ud af hvad det skal være og vil holde det hemmeligt indtil videre. Men jeg er ikke så god til at holde på en hemmelighed, når det handler om noget godt og spændende, så derfor har jeg røbet det for Anders, min bror og min ældste niece. Især min niece tror på, det bliver en succes!


Jeg kan dog gå så vidt som at sige, at det har noget med haven at gøre! 
De sidste to måneder har været hårde for Anders og mig, men nu begynder vi at have en normal dagligdag igen og så kommer min energi og gåpåmod tilbage. Med alt det der skal ske, så VIL jeg holde det hele pænt og ordentligt, så jeg kan være rigtig tilfreds.


Mit arbejde som Pelargonieklubben Nordjyllands webmaster har ligget stille hele sommeren, men det bliver snart sat en ende på. Dette job er jeg glad for, at jeg har fået og når først hjemmesiden er kommet op at køre og blevet officiel, så skulle jeg gerne være over alle forhindringer og så er jeg spændt på modtagelsen.


Som I nok kan regne ud, så har jeg meget spændende og indholdsrige ting at se frem imod.


Jeg synes, at jeg er kommet på den rigtige hylde med min haveinteresse og med pelargonierne og klubben. Jeg trives rigtig godt med det og det betyder også, at jeg aldrig keder mig!
Det næste, der skal ske med orangeriet, er, at vinduespudseren kommer forbi og vasker vinduer og tag både udvendigt og indvendigt. Herefter skal middelhavstræerne ind og alle mine pelargonier, der står ude. Jeg håber, vejret holder sådan her bare 14 dage mere, så passer det nemlig rigtig fint med min tidsplan!


Hele huset har også fået en omgang indenfor i dag. I morgen skal jeg i haven. Hovedformålet er at få tømt nogle flere krukker og så er alle min forårsløg ankommet. De skal i krukker!
Dette indlæg blev vist med en masse tanker, men jeg har bare så meget godt at se frem til. Det allerbedste er dog, at Anders har det godt og snart er så god som ny efter sin operation.

10 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Det er godt med store tanker og drømme Birgitte. Jeg glæder mig til at høre mere om det, når tid er. Jeg var ikke i tvivl om, at det har noget med haven at gøre :)
Godt at høre, at Anders er ved at være klar igen, så I to kan komme videre med jeres gode liv.
Pas nu på ikke at kræve for meget af dig selv, der sker ikke noget ved, at det roder lidt en gang i mellem, det er sikkert kun dig selv, der lægger mærke til det.

Heidi sagde ...

Hej Birgitte
Hvor er jeg glad for at høre, at Anders har det bedre, og at jeres hverdag er ved at vende tilbage ;o)
Dejligt du har fået ordnet orangeriet og gjort det vinterklart. Det er godt du sætter realistiske mål for hvad der kan nåes i hverdagen, isedet for at stresse over det man ikke når.
Det er altid godt at reflektere lidt når man runder et hjørne, spændende hvad du har fundet på ;o)

Hanne i haven sagde ...

Hvor er der bare dejligt i dit orangeri, Birgitte. Og hold fast!, hvor har du mange pelargonier :-)
Jeg er rigtig glad for at høre at det går så godt med Anders, sikke en lettelse det må være.
Jeg siger dog ligesom Lisbeth. Lith rod ind imellem er ok, især når det er planterod :-)
Og hvor bliver det spændende at høre om dine store planer.
Knus

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Der ser bare rigtig dejligt ud i dit orangeri.
Og jeg er så glad for at høre at det går så godt med Anders.
Dejligt at du er så glad for din pelargonie klub.
Er rigtig spændt på at høre hvad det er for planer du har......dejligt at sætte sig nogle mål.
Rigtig god weekend til jer bege.Knus Jette

grethe pedersen sagde ...

skønt med sådan en klargøring til vinterens løb, pelargonierne de er da fine endnu. jeg er da også spændt på at høre hvad du går og har planer med.....dejligt at høre din mand har det godt.
God weekend fra Grethe

Bente sagde ...

Det ser flot ud i orangeriet Birgitte. Det bugner med spændende pelargonier. Flot, flot.
Jeg siger som de andre kloge havequinder, vær nu ikke for streng ved dig selv, men husk også at nyde.
Godt at Anders er ved at komme ovenpå, der er ikke noget som sygdom, der tapper kræfterne i familien.
Så bliver det spændende, at høre hvad det næste mål bliver!

Vivi sagde ...

Det ser jo nydeligt ud i dit orangeri. Det er altid dejligt, når man lige har fået noget ordnet, men have det hele "nypudset" hele tiden er jo nærmest en umulighed. Der er jo også andet end planter der skal passes.
Det glæder mig på jeres vegne, at det går fremad med din Anders.
Det bliver spændende at læse om, hvad det er for planer, du går og rumsterer med :-)

Anne sagde ...

Hej Birgitte,
Dine pelargonier er vel nok flotte og mange.
Jeg har også fået en del i år. Desværre må jeg flytte dem ind når den hårde frost kommer. Jeg har ikke et opvarmet drivhus.
Men det er lykkedes de andre år.
Spændende med din overraskelse. dejligt at Anders har det bedre.

Sussi.Sussinghurst sagde ...

Spændende hvad du har gang i.
Hvor ser der iøvrigt dejligt ud i dit orangeri.

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Tusind tak for alle jeres gode kommentarer. Dem blev jeg rigtig glad for. Ja, jeg ligger ikke på den lade side, hvis jeg skal sige det selv. Der foregår et og andet! Jeg har rigtig nydt orangeriet her i weekenden. Det er simpelthen husets bedste rum!