fredag den 4. februar 2011

Såningsplan

Frøene spirer.

Nu spirer min gule hængevioler og mine lupiner i vindueskarmen. Mine violfrøstjerne spirer ikke endnu, jeg ved ikke om disse frø skal have en kuldeperiode, men jeg har besluttet mig for, at sætte dem ud i drivhuset i løbet af marts måned.

I dag har jeg sået lyserød mamelukærme, som jeg har fået af min svigermor og så har jeg sået Stolt Kavaler - Cosmos bipinnalas Antiquity, som ifølge såvejledningen skal sås inde i februar til april og spirer efter 10-14 dage ved 18-20 grader.
Desuden har jeg sået Spyd Verbena - Verbena hastata "Pink Spiris", som skal sås inde i februar - marts og spirer efter 21-30 dage ved 18-21 grader.

Jeg samler stadigvæk på tomme mælkekartoner, jeg klipper op, for i marts skal jeg igen så og denne gang bliver det Tusindfryd, Bellis Perennis, Tasso Strawberris og Cream, som skal sås inde i marts og spirer efter 14-21 dage ved 18 grader og 7-14 dage ved 15 grader.

Purpur Kongelys - Verbassum phoeniceum "Violetta" skal sås inde i marts ved 20 grader.

Disse frøposer opbevarer jeg stadig i køleskabet sammen med Stedmoderblomst Viola wittrochiana Iona Pink Shades, som skal sås ude på friland i juni - september og mine ærteblomster - Lathyrus Odoratus Flagship, som også skal sås ude i april - juni og spirer efter 7-14 dage ved 15-20 grader.

Det er rart at skrive disse ting ned her på min hjemmeside, så behøver jeg ikke gå og huske på det, men kan bare lige slå det op og så finde ud af hvornår jeg skal gå igang.

Jeg er begyndt at gå på "krukkejagt" og har samlet nogle få stykker, snart får jeg kørelejlighed af Marianne og så skal bilen fyldes op. Jeg ved hvor jeg kan få fat i dem til en rimelig pris!

Ingen kommentarer: