lørdag den 26. november 2016

En pakke og julefrokost

En dejlig overraskelse.
I går kom der en pakke med posten og jeg åbnede den i dag. Jeg skulle skynde mig hjem fra arbejde i går, inden jeg skulle til julefrokost i aftenskolen Fokus Folkeoplysning.
Det var en rigtig god fest!


Pakken er fra Eliane Pedersen og hvor blev jeg glædeligt overrasket. Det var ligesom at få en julegave på forskud!


Der var mange forskellige frø og så stiklinger af nerie og nellike, tror jeg. Der var et brev med med god beskrivelse og forklaring, så jeg skal lige have læst det lidt nøjere.


Det er mange staudefrø, som jeg vil så en af dagene i næste uge. Jeg blev simpelthen så glad og tænkte hvor fantastiske venskaber, man knytter her i haveblogland. Jeg kender Eliane fra min blog, hun skriver meget ofte kommentarer og jeg ved, at hun følger med i al min gøren og laden. Jeg er virkelig så taknemmelig og håber, jeg har noget, hun kunne tænke sig, som jeg kan sende til hende. Tusind tak Eliane. Du skriver, at hvis jeg ikke kan bruge det, kan jeg give det væk eller smide det ud. Det kommer ikke til at ske, for jeg kan love dig, at det i den grad er noget, jeg gerne vil bruge! :)


Jeg gik udenfor her i formiddag. Det stormer og er gråvejr, så der var ikke meget, der tog sig pænt ud. Heldigvis står tulipankrukkerne i læ i drivhuset. Det bliver tulipaner i helt nye farver til næste år.

Jeg skulle egentlig have gjort hele huset rent i dag, inden jeg skal pynte til jul, men jeg er ikke kommet igang endnu!  Det bliver vist ikke i dag!
Aftenskolen har godkendt mine idéer til forårsprogrammet og snart får jeg annonceteksterne til korrektur. Der bliver både workshops og foredrag.

Under julefrokosten fik jeg endnu en god overraskelse, for det viste sig, at en af mine foredragsgæster også er underviser i aftenskolen. Hun underviser i deres designskole i syning og tilskæring. Vi havde en rigtig hyggelig aften sammen, hvor vi rigtig fik snakket om vores interesser. Jeg var virkelig opstemt, da jeg cyklede hjem sent i aftes og heldigvis var Anders oppe, så jeg kunne fortælle om den vellykkede aften.

mandag den 21. november 2016

En mandag eftermiddag i regnvejr.

Brainstorm og mange nye idéer.
Eftermiddagen i dag er brugt på at få alle mine idéer i hovedet skrevet ned på et stykke papir. Der var mange. Jeg har opdelt dem i dem, der kan bruges i aftenskolen og dem jeg gerne vil føre ud i livet på egen hånd. Jeg har også lavet lidt research samtidig med.


På fredag skal jeg til julefrokost i Fokus Folkeoplysning, hvor jeg er underviser. Jeg skal være sammen med andre undervisere og glæder mig til at diskutere emner og idéer. 


Jeg venter på, at anlægsgartneren skal komme, så jeg bagefter kan komme videre med mine planer. Sålænge jorden er frostfri, kan jeg jo godt grave og har også tænkt mig at flytte nogle planter.


Forårsprogrammet i aftenskolen er ikke på plads endnu, så derfor kan jeg ikke løfte sløret. 


Bedet foran disse stolper skal fjernes og der skal være græs. Det er planen, at der skal vokse en guldregn op ad stolperne.


James Galway har ikke givet op endnu. Det er da lidt utroligt! I går var vi ude at gå tur med et vennepar, som lige har købt en kolonihave. Den var vi henne at se og tænk sig, så fik jeg foræret alle roserne i kolonihaven. Jeg tror, der er en 5-6 stykker. Indtil videre skal de pottes op indtil jeg ved, hvor de skal være ifølge min haveplan.


Hver dag kigger jeg til mine staudefrø. De spirer endnu ikke, men jeg tror, det nok skal lykkes. Jeg har blandt andet sået hvid staude-digitalis, som skal gro op ad nogle af mine kommende grønne vægge som her.


I denne krukke er der tre thujaer. Dem har jeg også planer med:) De blev oprindeligt købt i en juledekoration og så plantede jeg dem ud i denne krukke for tre år siden. De er blevet næsten to gange så store på de tre år.


Denne sukertop er flot grøn. Jeg købte tre for tre år siden. De to andre lever også endnu, men de har en del visne områder, men de er dog ikke gået ud. Jeg glæder mig til, at sætte lyskæder på dem.


Da jeg købte denne fyr, var den i en tre liters potte, som jeg fragtede 10 km hjem på cykel fra planteskolen. Jeg tror, det er 4 år siden og nu er den ligeså høj som mig. Så fyr gør sig godt i krukke!!


Det er med at være tålmodig og vente på, at anlægsgartneren har gjort sit, før jeg kan komme videre med alle planerne. Jeg tør ikke rigtig at lave for meget, da han kommer til at køre frem og tilbage med en gravemaskine og jeg skal også være forberedt på, at nogle af mine stauder bliver kørt over af maskinen. Det har jeg accepteret, selvom det var lidt svært:)

Forrige weekend blev jeg spurgt, hvad det er der driver mig. Det bedste svar jeg kunne give, var, at jeg tror, det kommer hjemmefra. Begge mine brødre er selvstændigt erhvervsdrivende og det var min far også i mange år. Måske er det derfor. Men det er også fordi, det er så givende og inspirerende at dele en interesse med andre. Det synes jeg, er en belønning for al det arbejde, man lægger i haven.


lørdag den 19. november 2016

Borddækning.

En sjov fest.
Festen gik rigtig godt i aftes. Vi havde det sjovt og der var en god varme i orangeriet.
Det fungerede rigtig godt med varmepumpen.


Maden kom kl. 18 og gæsterne kom kl. 18.30.


Vores venner havde udtænkt spændende og sjove gaver, vi kunne hygge os med i orangeriet. Der var gammeldags julepynt, champagne og julevin, weekendavisen og et julemagasin. Rødvin og blomster samt brændenælde-salt og små lanterner til fyrfadslys.


Menuen var fra Skydepavillonen i Aalborg og bestod af varmrøget laks på spinatbund med citroncreme som forret. Fyldt perlehønebryst med nødder, tørrede tranebær og abrikos. Dertil perlebyg risotto med svampe, jordskokker og æblesalat Det var hovedretten. Desserten var vaniljesyltet græskar med vaniljeis og kanelkys. Det smagte virkelig godt og der var rigeligt.
Her i formiddag har vi vasket op og ryddet op.
De sidste gæster gik kl. 1 i nat og så var jeg ude at slukke levende lys i haven, inden sengetid.

Jeg tror, jeg skal ud at samle de sidste frø ind her i eftermiddag og så skal jeg vist bare slappe af.

onsdag den 16. november 2016

Pelargonierne i orangeriet og "varmepumpefest"

Udenfor regner det - indenfor står pelargonierne i blomst og har det godt.
For et par uger siden gjorde jeg "hovedrengøring" i orangeriet og vinduespudseren vaskede vinduerne ned både udvendigt og indvendigt. Jeg mangler lige at vaske gulvet, det er kun blevet støvsuget, men i overmorgen fredag skal vi holde fest for 11 af vores venner. Varmepumpefest i orangeriet har jeg døbt festen. Vi skal nemlig fejre vores varmepumpe og hygge os i orangeriet i varmen, mens det regner og rusker udenfor!



Jeg har testet varmepumpen både i frost og i regn og den varmer fint orangeriet op. Pilleovnen er også tændt og tilsammen giver de en rigtig god varme. Det skal fejres her i det kolde mørke vejr. Derfor varmepumpefest. 


Vi skal have en tre retters menu og i morgen aften skal bordet dækkes og flere stole sættes frem. Jeg glæder mig rigtig meget. I invitationen har jeg skrevet, at vi skal sidde blandt middelhavstræer og levende lys, tændt uden for orangeriet. Måske holder jeg en varmepumpe-tale under middagen. Det går jeg og pønser lidt på.


I hverdagen, hvor vi knokler på arbejdet flere af os, fik jeg lyst til at gøre noget, som er sjovt og som ikke sker så tit, så det blev sådan en fest.




Det er godt, at vores venner kender os godt, for ellers ville de måske synes, det var et underligt tema til en fest, men heldigvis stiller de gerne op:)



Det bliver lidt trængt omkring bordet, men det kan lige gå an.



Da jeg har ca. 130 duge og derfor har en dug til enhver lejlighed, skal jeg have fundet en rigtig fin én, som passer til årstiden.


Vi bliver 13 til bords og det bringer jo uheld, men min niece sagde, at i sådan en situation skal man tage en knappenål og sætte fast i dugen, så bliver der et hoved mere :):).


Oldemors stueplanterne har det godt i orangeriet, selvom temperaturen er noget lav ind imellem. Der er kun én stueplante, der ser lidt miserabel ud. Jeg ved ikke endnu om den går ud. Den er ikke for køn.


Streptocarcus eller spiralfrugt har jeg tre af på bordet og de har det alle tre rigtig fint.
Jeg vil prøve, om jeg kan beholde min pyntet æblekasse på bordet (pyntet med naturting), hvis der er plads!


For mit vedkommende og for én gangs skyld gør det ikke noget, hvis der er rigtig dårligt vejr fredag aften!

mandag den 14. november 2016

Havevandring i vinterhave i Sønderholm

En søndagsudflugt
I går blev jeg hentet af Maria fra Livsnyderhaven - vi skulle nemlig på tur:) Hos Mette i Sønderholm var der pyntet utrolig flot op i hendes vinterhave og vi fik gløgg og æbleskiver.
Det var rigtig dejligt at komme ud i det frostklare solskin.


Det var så flot pyntet alle steder. Hun havde en del borde med rigtig meget fint pynt. Det så virkelig flot ud. Der var så mange fine ting på alle bordene.



Jeg spurgte, hvordan hun kunne samle så mange ting og vi fik en snak om, at det altid er godt at gemme skåle og fade, for pludselig en dag, får man brug for dem. Hun har også gjort rigtig mange fine indkøb både i Netto og andre supermarkeder, hvor man nogle gange kan være rigtig heldig. Noget af pyntet havde hun malet eller behandlet på anden måde, så det passede ind.


Stenene med gavebånd og lammeørekuglerne har jeg også lavet til min vinterhave, men slet ikke i samme antal. Det så virkelig godt ud, når der var en overflod af tingene. Det vil jeg tage til mig!


Jeg synes, disse "træ-opsatser" var rigtig fine. Vi får snart fældet nogle træer, så jeg tror da, jeg skal tage lidt stammer fra til sådan nogle. Jeg tror bare, jeg vil lave mine mindre og lade dem stå på et bord, men måske skal der være en enkelt eller to i viste størrelse:)


Hun havde en del espalierer og det måtte jeg lige tage billeder af også, da jeg jo er i gang med grønne vægge herhjemme. Jeg synes, det var smart, at hun lige havde sat et lille bord fast i nettet, som hun kunne pynte. Hun havde faktisk en del i beton. Det er jeg ret vild med. Jeg må på betonkursus en skønne dag!!!


Hun havde en stor og gammel troldhassel, der passede fint ind i vinterhaven.


Fuglene havde det også godt. Disse hætter med et hjerte ovenpå havde hun vist købt i Netto for en 10'er.


Jeg lagde også mærke til disse små træer.


Her er et andet espalier, som var lidt sjovt.



Det er en god effekt med lys.


Her i drivhuset sad Maria og jeg og drak gløgg og spiste æbleskiver. Lidt senere satte Dorthe sig også ind. (Hun var til foredrag hos mig i onsdags). Vi fik snakket havedrømme og idéer. Det var rigtig hyggeligt.


Det var lidt sjovt med disse puder, jeg måtte lige mærke efter om de var bløde, men de var lavet i beton og var hårde:)


Dette lille espalier kunne jeg rigtig godt lide. Jeg tror, der voksede clematis op af de fleste af disse espalierer.

Jeg synes, det var en inspirerende tur og tak til Maria, fordi vi kunne tage afsted og tak til Mette for at jeg måtte tage billeder til min blog.

fredag den 11. november 2016

Frostvejr

Minus 4 grader i morges.
Jeg har været syg siden i tirsdags med forkølelse, men i dag går det bedre, selvom jeg er en smule groggy endnu!
Det var så flot udenfor i morges med frost på træerne, så jeg gik ud og tog nogle billeder.


Onsdag aften skulle jeg holde foredraget "Vinterhaven" som var totalt udsolgt og jeg valgte ikke at aflyse det. Det var gæsterne glade for, selvom jeg måtte pudse næse ind imellem. Det var en rigtig god aften og gæsterne virkede meget glade, da de forlod orangeriet ved 21-tiden. Jeg havde forberedt mig grundigt og pyntet lidt op i haven med lanterner og levende lys.


De grønne vinflasker blev hængt op med hvide krysanthemum i den opstammede pil.


Det var en rigtig vinterhave, de kom til.


Jeg fortalte om, hvad der sker i haven om vinteren og afsluttede med forskellige billeder af oppyntning i vinter- og julehaven.


Jeg kom også ind på dyrelivet i haven om vinteren. Jeg fodrer fuglene i haven hele året rundt og jeg skulle have købt fuglefrø i onsdags. Nu har fuglene ikke fået mad i 3 dage, men jeg kan ikke gøre noget ved det, sålænge jeg er syg.


Aftenskolen og jeg er ved at forberede forårets foredrag og jeg glæder mig meget til det allerede!


Om et par uger kommer anlægsgartneren og ordner det sidste vedrørende udvidelsen af haven og fældning af træer. Jeg glæder mig så meget til at det bliver gjort og vi kan komme videre i haven.


Til foredraget kom jeg også ind på, hvad stedsegrønne planter betyder for vinterhaven. Vi fik kaffe og hjemmebag undervejs og der var en livlig snakken og mange spørgsmål.


Der kom flere, der havde været til tidligere foredrag og havde lyst til at komme igen. Det betyder rigtig meget og er den bedste ros, jeg kan få!
Min oplevelse af foredraget var, at gæsterne hyggede sig og virkede glade, da de tog hjem. Der kom en familie med en mormor, to mødre og to børnebørn. Det var rigtig dejligt, at også unge mennesker havde lyst til at høre noget om havelivet. Jeg synes, det er vigtigt, at få de unge engageret i haven og i foreninger og haveselskaber rundt omkring.


Nu vil jeg lige blogge lidt og bagefter må jeg vist hvile mig på sofaen med en god bog! Jeg håber, jeg snart er helt frisk igen. Der er så meget, jeg gerne vil!